Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

Vi slutter på en god note - november og jeg - jeg tør godt igen næste år

Jeg ligger her i min mørkeblå uldsofa, som vi har vendt om - altså ikke, så den står med benene i vejret som en anden væltet ko, men vendt op ad en helt anden væg. Det har vi ikke prøvet før. Til nye læsere, så er vi jo netop flyttet hjem til vores gamle lejlighed på Vesterbro efter et år i Norge. Og det har på mange måder vendt op og ned på alting. Inklusiv måden, vi indretter vores gamle lejlighed på. Min svigermor sagde faktisk rigtig sødt til mig, at hun synes, at det var flot, at vi idet vi flyttede tilbage i den gamle lejlighed, tænkte den helt om i forhold til indretning. Så meget har vi nu ikke ændret. Men sofaen står nu op ad en anden væg og der er kommet en trappe-ish reol for endevæggen OG min elskede teakskænk kan også være her i vores lille sofa-stue.

Sjovt som man kan rejse ud og komme hjem med helt nye perspektiver på det samme. Vi er jo fuldstændigt vanvittige vanedyr. Vores hjerne vil aller helst det, den kender godt. Dens eneste formål er at sørge for, at vi overlever, og det gør den nok nu engang bedst ved at gøre det den kender. Ikke noget med farer og ricisi. Nogen siger, at det tager 30 dage at bryde en vane. 30 dage før hjernen har accepteret, at det nye, der er blevet indført er kommet for at blive, og at det ikke har ført noget uhyggeligt med sig. Tværtimod har det måske skabt læring og udvikling. Og ro. 

Idag er der gået 30 dage siden jeg startede min #kroppeninovember kampagne og rejse for mig selv.

For at rejse mig fra fortidens ikke-glemte og til tider let dystre novembermåneder, hvor det har føltes som om det hele faldt sammen som et korthus i en børnehave. For at forebygge den 3 månederskrise, jeg før har oplevet efter et større skifte, som også før har faldet sammen med november.

Meningen var at fjerne fokus fra hvordan november PLEJER at være og over til noget positivt og kropsligt. Derfor skulle bevægelse ind i mit liv. Helt struktureret. Jeg skulle have noget at holde mig selv oppe på. Have et purpose. Et why. 

Som en anden resultatdrevet type (og coach!), vil jeg gerne gøre lidt status på, om jeg så har opnået mit mål. Men altså målet var jo sådan set ikke så klart. Det var egentlig for mig mere processen. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvor jeg kunne være ved at falde ned i de der novembermørke huller, kunne jeg dirigere min hjerne, mit hjerte, mit fokus hen på min vejrtrækning. Det kropslige. Slippe i kæberne. Slippe i håndfladerne. Sænke skulderne. Gøre mig blød omkring brystet og det nederste af maven. For der kommer udfordringer hele tiden. Den der periode "når først det der er overstået" eller "når bare vi kommer om på den anden side af..." det sker jo ikke. Jeg kan godt se, hvordan det kan være nemmest at falde tilbage til den gamle vane. Når det er mørkt ude og varmt inde. Så lokker løbeturen ikke så meget. Og når der lige er 20 ting på den der to-do liste og 5 mennesker, der gerne lige vil have en leverance over bordet helst inden i dag kl. 17, så kan det godt være fristende at tage to-do listen end at sætte sig og mærke efter i sin krop. Men det er jo sjovt nok der, man har aller mest brug for det. 

Jeg havde på en måde givet mit ord til mig selv. Og det at toppe den op med også at give mit ord til bloggen her, gør det lidt sværere at bakke ud, selvom det bliver svært. Jeg blev for et øjeblik siden næsten helt trist over, at november her om et par timer er slut. Aldrig mere november 2017. Ja jeg kan være lidt melodramatisk over at skulle sige farvel. Men det er på en god note. Vi har sluttet fred og jeg tør godt komme igen næste år. November, du har fået en stor plads i mit hjerte. Det er da et flot resultat;-)

So long november. Og tak.

Og velkommen december. Du har sgu også ret meget godt kørende for dig. Men du får det ligesom bare forærende ik:-)

 

 

 

julie-arnesen-gade julieag.dk blog - kroppen-i-november

Midtvejsstatus for #kroppeninovember - lidt nostalgi over bevægelse - den lille pige og gymnastikken

Nu er halvdelen af november gået. Det har været lidt af en dyb indånding, jeg skulle tage inden, jeg hoppede ind i denne måned. Man kan sige, at jeg jo på ingen måde havde noget valg. Måneden kom jo bare, tiden kommer bare, ligesom de bjerge oppe i Trondheim, jeg har skrevet om før HER. De var der jo bare - bedøvende ligeglade med, hvordan jeg nu gik og havde det. Det var altid lidt provokerende følte jeg, som om de overvågede mig og havde en holdning til alting, men uden egentlig at give noget tilbage. 

Eller også gav de bjerge egentlig en masse tilbage, ved bare at være der.

Så jeg har på en måde holdt vejret og måske været en lille smule bange for at slippe det her i november. Hvad nu hvis november gentager sig og ville servere mig et fad med skuffelse, forvirring og frustration? Tilsat en lille smule længsel efter lys og mismod over det faktum, at efteråret - og vinteren sådan set kun lige var begyndt. 

UDEN at jinxe den vil jeg være modig og vove den påstand, at jeg godt kan slippe pusten nu, for som jeg skrev den aller første november om min grund til, at jeg holder #kroppeninovember, så hjælper lige netop DET HER som et lille fint anker. Det holder mig fast og er på en måde den der træner, jeg ved er der for mig og som udfordrer mig til at blive ved. 

Lige en sidenote om trænere. Jeg har faktisk haft forskellige i tidens løb, som har været med til at forme noget i mig. Da jeg var cirka 7-12 år dyrkede jeg konkurrencegymnastik - sådan noget olympisk gymnastik (ikke at målet for mig var OL, men det var den type gymnastik der hverken kun er rytme eller spring. Den med 4 discipliner, gulv, hest, barre og bom. Og ingen vimpler.) I starten var det det bedste jeg vidste. Jeg kunne ikke gå igennem et rum uden at slå en vejrmølle. Alle rum eller græsplæner var for mig en stor gymnastiksal. Min begejstring begyndte dog på et tidspunkt at aftage og faktisk omdanne sig til lidt en frygt for både min egen kunnen og for redskaberne. Jeg kan huske, da vi var på hesten - det vil sige, at vi altid var i rotation til en træning, så vi kom omkring alle 4 discipliner. Og nu var det hesten, jeg skulle træne på. Det handler om at tage et flot og godt tilløb henimod den og så hoppe over den på en eller anden fin gymnastikmåde. Måske du lander på dine hænder og laver et forlæns overslag. Det kan selvfølgelig blive mere og mere avanceret og saltomotolaer kan tilføjes. Jeg havde gjort det 1000 gange. Jeg kendte min træners blik, når hun var klar til at tage imod, jeg skulle jo bare løb derhen og springe op på den satans hest. Jeg kunne bare ikke. Jeg løb lige udenom. Og jeg blev ved med at løbe udenom. Indtil jeg simpelthen måtte give fortabt og kalde det, jeg vidste var uundgåeligt - at jeg ikke havde lyst til at gå til gymnastik længere. Det var en ret stor både sorg og frygt at komme til den erkendelse - og så også at sige den højt. Til min træner. Som jeg følte havde haft ét billede af mig - og pludselig var jeg ikke den lille pige, der bare let og ubekymret slog de f….vejrmøller alle vegne. 

 #tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

#tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

 #tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

#tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

Helt voksenanalytisk kan jeg jo her sige og mærke, at jeg ikke magtede hele det der konkurrencemiljø.

Jeg ville have det sjovt. Bevæge mig, bruge min krop, lege. Og jeg har siden tænkt i hele mit møde med yogaverdenen, at en lille smule fokus på vejrtrækningen og slippen i sin kæbe i hvert fald havde fastholdt mig, når jeg skulle sidde der i en split og blive trykket længere og længere ned af en træner med sin hånd på min lænd og jeg bare kæmpede imod. Det vil jeg ikke sige ligefrem gjorde det split lettere at kommer ned i. Og jeg vil ikke sige, at historierne i mit hoved om, hvordan det lige gik alt det her med mig i gymnastikken blev bedre af det fysiske pres på min lænd, der netop ikke blev støttet op af en forbindelse til min lille vejrtrækning.

Fysisk bevægelse fylder stadig virkelig meget i mit liv. Jeg ved det giver mig livskvalitet. Jeg ved også idag, at der sker noget helt fysisk i kroppen hormonelt ved bevægelse, som sætter gang i de der lykkehormoner - som for eksempel det velkendte kærlighedshormon oxytocin. Jeg elsker stadig at lege fangeleg (mest med voksne, og de elsker det også, de gør det bare for sjældent). Jeg kan stadig gå igennem en lang kontorgang og mine fingerspidser drages ned mod gulvet for at se, hvordan det gulv lige føles og mine tæer længes op imod loftet i et hurtigt vejrmøllesving. Men jeg gør det jo ikke. Lige der på kontoret. 

Men måske #kroppeninovember lige skal tage fat og ruske lidt op i det der med, hvad man kan og ikke kan. 

Vejrmøller here we come. Og opfordring til noget mere fangeleg ude i de voksne (kontor)miljøer.

 Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

PS. Til morgen faldt valget på at skrive fremfor at løbe en tur i efterårsmorgenmørket. Det tror jeg også på udløser mine lykkehormoner. Ja tak til at gøre noget godt for sig selv. #kroppeninovember - min trofaste og blide, milde og udfordrende træner, der husker mig på min vejrtrækning og på min glæde ved bevægelse og som også presser citronen for mig engang imellem uden at det behøver at være et hop lige ind i barndommens konkurrencefrygt.

 Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

At møde op til noget vigtigt - med kroppen i november

Min kloge og dygtige yogalærer i Trondheim sagde engang, at man aldrig kommer til at fortryde, at man møder op på yogamåtten. Når man først er der, vil man aldrig fortryde det. 

Sådan havde jeg det lidt til eftermiddag. Jeg havde yogatøjet med på arbejde, min mand stod for hentning og aftensmad, så eftermiddagen var sådan set min. Sagen er den, at jeg sgu har været så træt og sådan ret ramt af både det ene og det andet (det ene helt sikkert selvforskyldt efter en mildt sagt våd 40 års fødselsdag i weekenden), så underskyldningerne var ikke svære at få øje på i forhold til at skippe den der yogaklasse, jeg havde aftalt med mig selv (og med min familie), at jeg skulle til. 

Men jeg kom frem. Til det fineste forsamlingshus (ABSALON) hvor de har fuldstændig uforpligtende og fantastisk yoga, klædte om, fandt en yogamåtte og satte mig på den.

Og der kunne jeg godt blive siddende. Og bare trække vejret. Yogalæreren startede timen med netop det, at vi bare skulle sidde og mærke vores vejrtrækning. Det var sådan set det vigtigste tidspunkt i løbet af hele yogaklassen. 

Og jeg gentager. Der kunne jeg godt bare blive siddende. I øjeblikket ønskede jeg mig bare en times meditation og ren afslapning. Men som det ALTID er, når først jeg kommer igang med yoga, så er jeg bare igang med yoga. Jeg følger min vejrtrækning, jeg glemmer tid og sted, jeg er i min krop og jeg nyder det. Jeg mærker mit fundament, jeg løfter mit bryst, jeg åbner hjertet, jeg forlænger rygsøjlen, jeg gør mig lang, jeg twister, jeg har styrke i mine arme, i min core. I det dejligste fællesskab med andre på deres yogamåtter.

Og som altid, da jeg så (endelig!) lå i shavasana (hvilestillingen) til sidst. Så var jeg bare helt blød om hjertet. Og det lyder lidt mærkeligt her på skrift en helt almindelig onsdag aften, hvad end du læser med på din computer eller tablet eller telefon. Men jeg fik bare sådan en vild strøm af bare at elske. Ikke nogen eller noget bestemt på det tidspunkt. Det var bare en åben og let og ubesværet følelse af kærlighed til det hele.

Punktum. Det var hvad kroppen i november gjorde ved mig idag, da jeg mødte op til yoga. 

 Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres. 

Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres. 

1. November: Lad mig præsentere - temaet "Kroppen i november" - Om 3 månederskriser og at vælge at tage tyren ved hornene

 Photocredit:  Iryna

Photocredit: Iryna

“Jeg har malet dagen grå, med ingen solskinsstråle på….” Sådan har min novembersang lydt i mange år. Ja, mine november’e har faktisk for det meste været ret meget præget af grå penselsstrøg. Sådan har mange danskere det nok også - heraf sangen af Pia Raug om at ville male den i alle mulige farvestrålende nuancer. Og mange kan nok også nikke genkendende til det med at ane en snert af frygt for det der mørke, vi træder ind i nu og så have en trang til 1, 2, 3 at hive lysterapilamperne op af deres mørke skjul og ind i stuerne eller ud på kontoret, så de kan hjælpe med at lyse sindene lidt op. 

Udover at mine november’e har været præget af et dystert skær, så har denne 11. måned på året også ofte faldet sammen med det, jeg vil kalde “3-måneders-krisen”. 

Det er den krise, der falder efter 3 måneder - det siger sig selv - men 3 måneder efter, man er påbegyndt en eller form for stort skifte. 

Jeg stødte første gang på konceptet, da jeg var 16 år og var igang med det største skifte i mit liv. Jeg var flyttet et år til USA, hvor jeg skulle gå på high school og bo hos en værtsfamilie. Det er til dato det vildeste og mest lærerige år i mit liv, men også på mange måder det hårdeste. Nok deraf den vilde læring. Okay, jeg var også 16 år og troede jeg havde regnet hele livet ud, da jeg kom hjem og jeg gad virkelig ikke tilbage og fortsætte med 2. G på Rysensteen Gymnasium. Men alligevel, så var det et vildt år. Inden vi tog afsted var jeg på en “før-orientering” med andre unge, der også skulle afsted et år til alle mulige lande. Og der forklarede de os, at vi næsten helt sikkert ville opleve en slags krise - “3-måneders-krisen”, når vi havde været i det nye land i 3 måneder. Når bryllupsrejsen/forelskelsen var overstået og hverdagen var trådt ind. Og det går op for os, at den vilde optur, vi havde over det nye land, de nye venner, den nye familie, og i det hele taget den positive feedback, man oplevede som “exchangie” var ret vild. Nå. Men den fortager sig jo. Den der opmærksomhed. Så er man jo old news. Og ganske rigtigt. Den krise kom. For fulde gardiner. Og varede sådan cirka hele november.

Jeg kunne blive ved med historier om at være sur og trist i november. Kan være jeg gør det en anden dag her i november, for der er sket ret mange sure ting i november for mig før. En graviditet, der ikke blev til noget. ALTID pisse travlt på studiet i november.

Nå, men sidste år. Da jeg jo boede i Trondheim i Norge. Der skrev jeg et indlæg på mit tidligere blog-hjem, nemlig min Facebookside. Pointen med det indlæg var, at jeg takkede Trondheim for at være så god og dejlig og for, at jeg ikke havde en “3-måneders-krise”. Lige indtil næste dag. Seriøst d. 1. november. Så gik det galt. Totalt galt. 

SÅ i år. Da november ligesom stod for døren, besluttede jeg mig i sidste uge for at tage tyren ved hornene. Og GØRE noget. VÆLGE ikke at falde ned i en krise.

For det er sådan, at det netop i november er 3 måneder siden, vi flyttede tilbage til København. Altså et nyt giga skifte i vores liv. Nye jobs, ny vuggestue, ny skole, næsten nyt hjem.

Og jeg har fløjet rundt på en regnbuefarvet taknemmelighedssky som en anden happy go lucky puppy unicorn og bare elsket, elsket og elsket det her gamle nye liv. Og jeg har sgu tænkt mig at fortsætte på den sky. Ok, der må godt være tilsat nogle drys melankoli og indadvendt fordybelse - det elsker jeg også. Men bare på den ikke-krise-agtige-GRÅ-måde. 

Derfor skal dette års november dedikeres til kroppen. Til at gøre noget med kroppen. Til at lære noget om kroppen.

As simple as that. Hver dag vil jeg have fokus på kroppen. Og jeg deler det herinde og på de andre SoMe steder. Så har jeg nemlig en fast forankring hver dag til at give mig lys og liv og bevægelse. Hovedet må også godt være med, men det skal bruges til at give kroppen et spark op af kontorstolen, løfte hænderne fra keyboardet, flytte øjnene fra Facebook og komme UD. Og måske også bruges til at stå på. Og ja ja, også bruges til at lære noget nyt om kroppen.

Så, du skal være så velkommen november. #idonovember #kroppeninovember #lavnogetmedkroppen #lærnogetomkroppen

 Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

BONUS: #2 Soundtracket til mine løbeture. Meget mere musik.

Som jeg skrev om HER - så har min løbespilleliste altså fået en revival. Faktisk ikke i løb - sjovt nok. 

Og her kommer den så. Den er gooooood. Faktisk også som danseplayliste. Siger det bare: Tag for jer af den! Og tag godt imod den:

Der er 44 sange, der er til 2 timer og 48 minutter.

 

spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog

Hvilket soundtrack rocker dit liv pt?

En SoMe pause skulle vise sig at være givet godt ud - måske bliver det en meget lang pause...

Nogen vil måske mene, at det er lige lovlig tidligt at holde en pause fra noget, man lige har startet op. Altså bloggen her. Du skal smede mens jernet er varmt osv. Andre kloge mennesker mener måske, at det faktisk er meget smart at holde sig en time-out i ny og næ. Selv i forhold til noget, der betyder meget for en. Bare for lige at få fornyet energi. Komme tilbage til det vigtige. Til kernen. 

Jeg har nemlig haft fuld fart på de sidste mange uger. Rejst en del frem og tilbage til Danmark, både med og uden børn. Også til noget enormt vigtigt, som jeg afslører snart.

Men jeg har følt, at jeg ikke rigtig kunne få mine fødder plantet på jorden igen. De blev ved med at flyve rundt i et tyndere luftlag.

Den følelse har jeg sådan set haft mange gange før, uden at det nødvendigvis var fordi, jeg havde rejst meget i en periode. Men fordi jeg havde haft mange projekter all over. Og mange kaffeaftaler med dejlige mennesker. Og så ville jeg egentlig før i tiden bare køre videre, selvom jeg sådan set altid har haft en ret veludviklet stopklods i maven. Den giver mig fx migræne eller gør mig bare mega irritabel og urolig. Jeg kan gå i flere dage og ikke vide, “hvad der er galt”. Ikke særlig fed tiltand. Men jeg har heroppe lært at mærke efter, som det så fint hedder. Og når den der stressklump kommer i halsen eller maven, så ved jeg, at jeg skal tage stærkere midler i brug end bare at kigge lidt mere på Facebook eller Instagram (det virker ikke. Faktisk helt modsat og gør kun tilstanden værre.) eller lave lidt flere sociale aftaler eller gå i projekt/to-do-mode. 

Mine stærke midler er i hverdagen at have en daglig meditationspraksis, som jeg har skrevet om HER at dyrke yoga og løbe. Bevægelse og meditation virker for mig.

Men det er den daglige dosis mind wellness.

Den forhøjede dosis, når det er ved at brænde på, når jeg har fløjet for meget rundt helt oppe under skyerne, så må jeg blandt andet også tage en seriøs time-out fra de sociale medier. Egentlig skammer jeg mig lidt over, at det skal være en del af kuren og at jeg ikke kan “styre” det og at det påvirker mig så meget som det gør, når jeg i forvejen har mange ting i hovedet. Men det gør det. Og jeg tror faktisk ikke, jeg er den eneste. Jeg kan godt gå lidt rundt og være lidt bekymret for os på den lange bane - altså, hvordan det påvirker vores hjerne at være konstant på og udsætte vores hjerne for impulser og skift konstant.

Derudover tog vi på tur i fjeldet. At komme ud i naturen. Noget jeg før nok synes var liiiiiidt kedeligt. Og umålbart. Eller bare resultatløst. Jeg skal stadig lige over en hurdle, men jeg ved, hvor godt det bare er for mig og min lille familie bare at være i naturen. Hold k…. det lyder frelst, og jeg er spændt på, hvordan denne her kur skal overføres til vores nye gamle liv tilbage på Vesterbro efter sommerferien. For det her år har helt sikkert budt på udfordringer, men også på et liv helt langsomt og med en fysisk bekræftelse på, at naturen kan være den bedste medicin eller “samtalepartner”! Træer er meget vise viser det sig!

Nårh jo. Det der med de sociale medier. Jeg er begyndt at holde af pausen. Måske jeg bliver i den lidt endnu. På den anden side vil jeg jo egentlig rigtig gerne nå ud til mange med mine ord. Måske andre kan genkende det, jeg skriver. SoMe-formen har jeg ikke fundet endnu, jeg eksperimenterer lidt. Tips modtages med kyshånd. 

Kh Julie

 Mine bedste tre. På pause.  

Mine bedste tre. På pause.  

Få ro i nervesystemet - Fem fantastiske anbefalinger

Det har ligget mig meget på sinde længe længe, hvordan man får ro i sit nervesystem. Jeg har læst om det og også taget mine egne kropslige noter, når jeg har været til yogatimer og under min yogalæreruddannelse hos Hamsa

Men uanset, hvor meget man ved om noget, sådan rent intellektuelt, kan det jo være svært rent faktisk at praktisere det i den gode gamle hverdagsmølle. 

Nogle gange glemmer jeg simpelthen, at jeg ved, hvad jeg skal gøre. Det kan jeg så tage lidt til efterretning.

Men nu, hvor det så er present som aldrig før, vil jeg skrive lidt om det nervesystem og komme med nogle tips og råd, som jeg ved virker og som nu er gennemprøvet igennem en længere periode heroppe i Trondheim. 

Jeg har nemlig lagt mærke til her i Norge, hvor jeg faktisk har rigtig god tid til at gøre det, jeg vil og jo jo, vi er en børnefamilie med små børn, der skal ud af døren om morgenen og min mand skal suse ned til vores lille by på arbejde. Men vi lever som sådan ikke et hektisk liv med to fuldtidsarbejdende og lidt tid med vores børn lige nu. Det er dog som om, at mit nervesystem stadig er på overarbejde. Og jeg vil egentlig ikke tale det ned, eller forsøge at være dømmende overfor det, for jeg forstår godt mig selv og min historie. Jeg ved godt og anerkender, at det  kan være presset med to små børn og en masse uafklarede spørgsmål med hensyn til, hvordan vi vil leve vores liv både her i udlandet og når vi kommer hjem. Den tvivl og usikkerhed kan også godt give uro i krop og sind. 

Jeg har nemlig lagt mærke til, at jeg næsten hver morgen, vågner med et sæt og en følelse af "jeg må igang" (ikke "se her kommer mutter med kost og spand" måden) mere den der uforklarlige uro og let nervøsitet over, hvad dagen nu måtte bringe. Som om jeg ikke rigtig selv har lederskab over dagen. 

Derfor gik jeg undersøgende til værks med det nervesystem. For det kan være både en ret fysisk ting, men også nogle mentale vaner, der skal skiftes ud. 

Her kommer mine 5 tips til at få ro i nervesystemet og få en god dag med ro i krop og sind:

1) Og vi begynder med det første tidspunkt på dagen: Vælg roen.

Det første jeg gør nu om morgenen er at blive bevidst om, hvilken tilstand, jeg er i. Tune ind og vælge roen. Det kan lyde som en easy peacy simpel ting, men det er noget, jeg ikke selv har været bevidst om før. Blot bevidstheden og opmærksomheden på det hjælper utrolig meget. 

2) Morgenmeditation. 

Jeg er begyndt at meditere igen. Bare 10-12 minutter. Jeg gjorde det for en del år siden og havde da en fast praksis blandt andet under hele min specialeskrivning. Jeg tror, at min praksis var en af grundene til, at det var sådan en helt fantastisk proces og aldrig blev presset eller en følelse af undtagelsestilstand.

Jeg har lavet en kort meditationsguide, du kan kigge på HER.

Derudover findes der et hav af guidede meditationer derude. 

Min egen praksis blev lettere forstyrret, da jeg fik mit første barn, var på barsel og begyndte at arbejde fuldtid. Jeg vidste hele tiden, at det var det bedste for mig, men i praksis og med vores morgenrutiner, fungerede det bare ikke. Nu har vi som sagt andre rutiner heroppe, så jeg synes det virker igen indtil videre. Heldigvis sover vores børn også relativt længe. Så jeg kan gøre det, når (hvis!!) jeg står op kl. 6.15. Børnene vågner ca kl. 7. Dette er altså overhovedet ikke normalen, i morges kom jeg for eksempel først op kl. 7 med min søn, der lå i vores seng og vækkede mig. Jeg gik ned med ham til min søde mand, der allerede var oppe og igang med at lave morgenmad. Så satte jeg mig på min yogamåtte med denne udsigt nedenfor og gik igang. To minutter inde i meditationen vågnede min datter. Oh well. Et par minutter er bedre end ingenting. Måske virker det for dig at gøre det om morgenen, måske bedre om aftenen. Disse tidspunkter kan virke bedre end midt på dagen, hvor energien er højere og det kan være sværere at stilne sindet. 

Udsigt morgenmeditation med søn Julieag blog

3) Vekselåndedrættet (Nadi Shodhana Pranayama)

Denne åndedrætsøvelse lærte jeg af min egen yogalærer Christina. Du kan lave den når som helst i løbet af dagen. Jeg laver den nogle gange inden min mediation, nogle gange inden yoga senere på dagen og nogle gange midt på dagen på min kontorstol.

Formålet med den er at skabe balance i kroppen og dermed ro i nervesystemet. 

Sæt dig i en behagelig stilling enten på gulvet eller på en stol med begge fødder planet solidt i gulvet. 

Placer venstre hånd på dit knæ med åben håndflade eller i Chin Mudra, hvor tommelfinger og pegefingerspidserne mødes let. Lad din højre hånds ringefinger og tommelfinger mødes og langemand og pegefingre pege let ned i din håndflade, mens lillefingeren bare får lov til at stritte lidt. Nu har du et lille greb med tommelfinger og ringefinger på din højrehånd.

Begynd med at placere din højre tommelfinger på dit højre næsebor og din ringefinger løftet. Træk nu vejret ind gennem venstre næsebor og luk af med ringefingeren og hold vejret i 4-8 sekunder, alt efter hvad der føles rart for dig. Slip med tommelfingeren på højre næsebord og pust helt ud. Træk vejret ind gennem højre næsebor mens du lukker for venstre næsebord med ringefingeren og hold vejret igen i 4-8 sekunder. Pust ud gennem venstre næsebor mens du holder for højre med din tommelfinger. Fortsæt disse runder i ca fem minutter. Du kan skifte arm undervejs, hvis du har brug for det. 

Der er en lille video til, hvordan du gør HER.

4) Benene op og hovedet ned. 

Denne simple, men helt utroligt rare øvelse er super god som aftenafspænding. Især, hvis du også oplever søvnproblemer. Du kan sådan set gøre det på alle tidspunkter af dagen, hvor du har en væg og fx et tæppe at ligge på, fordi den er helt genial til at få ro i nervesystemet helt fysiologisk.

Læg dig på ryggen med benene op ad en væg. Den kan være lidt akavet at komme ind i (også at guide folk ind i på en yogaklasse skulle jeg hilse og sige!), men se om du kan få numsen helt op langs væggen. Læg et tæppe eller en pude ind under bækkenet, og lad hovedet hvile lige ned i gulvet/måtten. Læg armene ned langs siden af kroppen. Luk øjenene, hvis det føles rart og lig her i i hvert 5-6 minutter, hvorefter du vil mærke en effekt og opleve at kroppen slapper af og får ro.

Hvis du gør dette hver aften før du skal sove, vil du formentlig opleve, at din søvnkvalitet bliver bedre.

benene op ro i nervesystemet stilling julieagblog

5) En sidste ting, jeg har oplevet gør en forskel for at få ro i mit nervesystem i løbet af min dag:

Tune ind på min vejrtrækning. Min morgenmeditation sidder i kroppen, når jeg bliver opmærksom på mit åndedræt og jeg kommer derved let tilbage til mig selv og til mit valg om at have ro. 

Derudover læste jeg forleden på en blog eller instagram (sorry jeg har glemt, hvor det var) et rigtig godt lille tip:

Gør noget idag, der vil få dig til at smile imorgen. 

Råd til ro i nervesystemet hermed givet videre. Jeg ønsker dig ikke blot held og lykke med dem, men virkelig også et dybfølt ønske om at prøve noget af det af. Jeg ved, at det ikke er let at ændre en vane eller en morgenrutine, så du kan plukke lidt ud af det og se, hvad der virker for dig. Giv gerne en tilbagemelding på, hvordan det går:-)