1. November: Lad mig præsentere - temaet "Kroppen i november" - Om 3 månederskriser og at vælge at tage tyren ved hornene

 Photocredit:  Iryna

Photocredit: Iryna

“Jeg har malet dagen grå, med ingen solskinsstråle på….” Sådan har min novembersang lydt i mange år. Ja, mine november’e har faktisk for det meste været ret meget præget af grå penselsstrøg. Sådan har mange danskere det nok også - heraf sangen af Pia Raug om at ville male den i alle mulige farvestrålende nuancer. Og mange kan nok også nikke genkendende til det med at ane en snert af frygt for det der mørke, vi træder ind i nu og så have en trang til 1, 2, 3 at hive lysterapilamperne op af deres mørke skjul og ind i stuerne eller ud på kontoret, så de kan hjælpe med at lyse sindene lidt op. 

Udover at mine november’e har været præget af et dystert skær, så har denne 11. måned på året også ofte faldet sammen med det, jeg vil kalde “3-måneders-krisen”. 

Det er den krise, der falder efter 3 måneder - det siger sig selv - men 3 måneder efter, man er påbegyndt en eller form for stort skifte. 

Jeg stødte første gang på konceptet, da jeg var 16 år og var igang med det største skifte i mit liv. Jeg var flyttet et år til USA, hvor jeg skulle gå på high school og bo hos en værtsfamilie. Det er til dato det vildeste og mest lærerige år i mit liv, men også på mange måder det hårdeste. Nok deraf den vilde læring. Okay, jeg var også 16 år og troede jeg havde regnet hele livet ud, da jeg kom hjem og jeg gad virkelig ikke tilbage og fortsætte med 2. G på Rysensteen Gymnasium. Men alligevel, så var det et vildt år. Inden vi tog afsted var jeg på en “før-orientering” med andre unge, der også skulle afsted et år til alle mulige lande. Og der forklarede de os, at vi næsten helt sikkert ville opleve en slags krise - “3-måneders-krisen”, når vi havde været i det nye land i 3 måneder. Når bryllupsrejsen/forelskelsen var overstået og hverdagen var trådt ind. Og det går op for os, at den vilde optur, vi havde over det nye land, de nye venner, den nye familie, og i det hele taget den positive feedback, man oplevede som “exchangie” var ret vild. Nå. Men den fortager sig jo. Den der opmærksomhed. Så er man jo old news. Og ganske rigtigt. Den krise kom. For fulde gardiner. Og varede sådan cirka hele november.

Jeg kunne blive ved med historier om at være sur og trist i november. Kan være jeg gør det en anden dag her i november, for der er sket ret mange sure ting i november for mig før. En graviditet, der ikke blev til noget. ALTID pisse travlt på studiet i november.

Nå, men sidste år. Da jeg jo boede i Trondheim i Norge. Der skrev jeg et indlæg på mit tidligere blog-hjem, nemlig min Facebookside. Pointen med det indlæg var, at jeg takkede Trondheim for at være så god og dejlig og for, at jeg ikke havde en “3-måneders-krise”. Lige indtil næste dag. Seriøst d. 1. november. Så gik det galt. Totalt galt. 

SÅ i år. Da november ligesom stod for døren, besluttede jeg mig i sidste uge for at tage tyren ved hornene. Og GØRE noget. VÆLGE ikke at falde ned i en krise.

For det er sådan, at det netop i november er 3 måneder siden, vi flyttede tilbage til København. Altså et nyt giga skifte i vores liv. Nye jobs, ny vuggestue, ny skole, næsten nyt hjem.

Og jeg har fløjet rundt på en regnbuefarvet taknemmelighedssky som en anden happy go lucky puppy unicorn og bare elsket, elsket og elsket det her gamle nye liv. Og jeg har sgu tænkt mig at fortsætte på den sky. Ok, der må godt være tilsat nogle drys melankoli og indadvendt fordybelse - det elsker jeg også. Men bare på den ikke-krise-agtige-GRÅ-måde. 

Derfor skal dette års november dedikeres til kroppen. Til at gøre noget med kroppen. Til at lære noget om kroppen.

As simple as that. Hver dag vil jeg have fokus på kroppen. Og jeg deler det herinde og på de andre SoMe steder. Så har jeg nemlig en fast forankring hver dag til at give mig lys og liv og bevægelse. Hovedet må også godt være med, men det skal bruges til at give kroppen et spark op af kontorstolen, løfte hænderne fra keyboardet, flytte øjnene fra Facebook og komme UD. Og måske også bruges til at stå på. Og ja ja, også bruges til at lære noget nyt om kroppen.

Så, du skal være så velkommen november. #idonovember #kroppeninovember #lavnogetmedkroppen #lærnogetomkroppen

 Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

#1 Soundtracket til mine vinteraftener #comefall #comewinter

 Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter." 

Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter." 

Sidder i mørket i min fine mørkeblå grå stue i stearinlysets skær. Det er nu for alvor blevet efterår og vi er på vej ind i den mørkere tid. Så har jeg ligesom sat scenen ik!

Jeg skal faktisk arbejde. Ved vores lange teaktræsbord. Har fået sat en playliste på fra min telefon, der hedder ”løb”. Jeg hører den faktisk virkelig ikke tit, for der er for mange minder i den liste. Kender du det? Musik, sender kroppen og følelserne lige tilbage til en periode af ens liv. Måske er det gode minder, måske dårlige, måske bare blandede følelser. It’s complicated.

”Løbelisten” sender mig først med Rihannas Shine Bright Like a Diamond tilbage til min tid i et konsulentfirma med adresse inde ved siden af dronningen. Den tur igennem byen i et mildt sagt hæsblæsende tempo fra vuggetuen på Vesterbro (hvor jeg altid blev noget så irriteret på de langskæggede fyre, der stod i den unavngivne cafe på Istedgade med deres gode tid og kaffe – skal i ikke i gang eller hvad!?”). Det var en anden tid. Punktum. Siden da har der været en helt masse andre mere eller mindre complicated tider.

David Guetta og Ushers Without You kører nu derud af for fuld drøn i min bærbare højtaler på det rustikke 100 år gamle møbel, jeg fik med hjem fra huset i Trondheim. I Norge.

 Trondheim by night. Der er bjerge. 

Trondheim by night. Der er bjerge. 

Jeg løber. I Norge. På is- og sneglatte veje. De er ikke flade. De er aldrig flade de veje i Norge. De går op og ned. Lidt banal sammenligning, men nøjagtig ligesom mit humør det år i Norge. Jeg løber. Jeg har pigge på løbeskoene. De er oldgamle, altså løbeskoene, købt i Maratonsport for 100 år siden med en gammel veninde, i en helt anden tid, da nogle helt andre børn var bitte små og jeg selv ingen havde. Ud over løbeskoene er vinterbuks, jeg engang aldrig troede jeg ville få brugt og som jeg faktisk blev en smule fornærmet over at få foræret i julegave. Dengang før børn. Dengang mor stadig var ret ung og forkælet. Og lidt utaknemmelig. På toppen – altså overkroppen kører jeg til gengæld derud af med nyt Norge-fjeld-udstyr. Skrig-pink skald-jakke og skrig-neon-gul-vest udover, så jeg er sikker på ikke at blive overset i trafikken. Eller i landet, som jeg med endnu en lidt banal sammenligning også til tider følte overså mig. 

David Guetta og Usher får mig fremad og det har en helt utrolig god effekt på mit humør som i den periode nok mest var til den mismodige side. En psykologveninde anbefalede faktisk 2 x motion pr uge. Jeg tog det bogstaveligt og løb. Jeg løb op, op, op. De bakker jeg fik en klump i halsen over at køre op af i bil med det dyrebareste guld på bagsædet, de bakker tog jeg med mine fødder. Uden angst, men fuld af mod og spænding. 

Nu til Nik og Jay og Burhan G og Tættere på Himlen. Nogle gange passede det sammen, så den sidste peak-bakke netop blev til de 3 skønne drenge. Jeg drømte om mod, om at være stærk, om ikke at give op, om at tro på, at jeg kan hvad jeg vil. 

Kate Bush kalder i mine ører og siger, at jeg skal run up that hill. Jeg er i metaminder. Har minder om at have minder. Minder om vinteraftener med løb i Norge med minder om tiden før børn, sene nætter i byen, dans i stuer med gode venner og meget rødvin og ikke så mange tanker om dagen efter.

Nogle gange passede det at ”løbelisten”s outro var Meghan Trainors All About That Bass. Lige uden for vores hus midt på bakken var der jo en kælkebakke. Tit fuld af sne og is. Til glæde for børn. Og også til glæde for mig i mine vinterløbetights og pigge på løbeskoene. Because I’m all about that bass, no trouble, og jeg kunne løbe kunne jeg. I takt til I’m bringing booty back, every inch of you is perfect from the bottom to the top. Takten kunne jeg holde op, op, op ad den satans bakke. Engang ville jeg have kaldt den et bjerg. Efter et år som seminorsk type ved jeg jo, at det bare var en bakke. Men jeg tog dem sgu de bakker, uanset definition. Hjemme igen og jeg får lyst til at tage de pigge på igen og overkomme nogle bakker. Løbe i aftenvintermørket og føle mig tryg og udfordret og stærk på samme tid. 

Det her ”soundtrack” kan jeg kun høre i bestemte perioder. Sådan har jeg det faktisk med al musik. 

I en lang periode har jeg slet intet hørt, hverken når jeg har løbet eller cyklet. For mange minder om et hæsblæsende tempo til og fra alting, jeg kan også lige nå dét og dét. Eller svare den og den. Jeg var i stilheden. Virkelig. Nu er jeg tilbage til musikken. Jeg har brug for at støtte mig til den. Har ikke helt fundet den rette rytme endnu her i det gamle nye land, min gamle nye by. I guess det er lidt complicated det hele. Og nu Played Around With Your Heart med Solange. Så bliver det da ikke mere pop-love-jeg-vil-faktisk-hellere-danse-all-night-long-ish.

Godnat fra den mørke stue med ønske om mere løb, mere stilhed, mere musik, mere dans, flere minder, flere skriv herfra mig og en skidegod rytme all over!