Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

 Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

En ny fase - og noget om et stort fælles moderhjerte

Der var engang en lille pige, der elskede sin seng med tremmer og puttede så godt med sin blomstrede dyne og sin lille kaninus og sin sut. Hun skulle bare have en lille sang og dynen op til sine øjne og så var det godnat. Hele natten. Hun har sovet det meste af sit korte liv på et værelse af træ helt oppe under taget i et stort hus oppe i Trondheim. Nogle gange blæste det så voldsomt, så mor her inde ved siden af, troede at huset af træ ville styrte sammen. Men den lille pige sov såmænd bare så fint igennem det hele. Hvis der var sådan en pris, så ville hun helt sikkert vinde den for det bedst sovende barn. 

Indtil nu. 

Those days are over my friend.

Nu er den lille pige 2 1/2 år. 

Og sover under sin storebrors rumskib af en køjeseng. Det var nok lidt et forsøg til at starte med. Altså at de to skulle dele værelse. Men nu er reolen skruet fast i væggen, væggene malet, rutinerne kørt ind, så nu er det sådan det er. Lige indtil nu. 

Nu. Midt i en afspændingsseance med den store dreng på toppen af rumskibet, hører vi pludselig et par bump og en, to, tre så er den lille pige løbet hen til døren, har åbnet den og spænder ind i stuen. Alvin kan ikke andet end at bryde fuldstændigt sammen af grin. Og det var faktisk virkelig befriende at høre ham klukle sådan. Og jeg havde egentlig tænkt mig tidligere i dag, at jeg ville skrive om noget, der er sjovt, bare fordi. Bare fordi det stadig er november og oh it's getting darker og hverdagen buldrer derud af. (Nu spiller hun sgu på guitar derinde.)

Måske har vi bare været heldige, at det først er nu, at hun fatter hvad hendes lille krop faktisk er i stand til. Måske havde andre nok regnet ud, at de godt kunne løfte egen krop ud over tremmerne og ud på gulvet, før de to et halvt år. 

Men uanset hvad, så er det slut nu. I skrivende stund løber hun ind til mig og siger “jeg keder mig”. Rimelig provo type. 

Det var så den fase. 

Jeg har fundet flere andre mødre, der skriver og tegner om de her faser i (mor) livet - Ida Burchardi og tegneren Line Kjeldsen. Det er så fint - og så genkendeligt, at jeg føler, at vi alle bare har et stort fælles moderhjerte, vi deler sorger og glæder i. Tænk hvis det var sådan. Så kunne vi bare gå lidt derind og give lidt og få lidt og det ville bare være win win for os alle og ja - hvorfor ikke - for verden. Et stort fælles moderhjerte. Jeg mener, vi er jo alle sammen et på en eller anden måde over de her sociale medier, så hvorfor ikke også forestille sig/drømme om, at det en dag kan lade sig gøre at være en del af et stort smukt bankende moderhjerte. Måske noget virtual reality eller hvad det nu hedder (AI ik??). Men endnu bedre, hvis det var IRL. Det kan jo så bare ikke i sagens fysiske natur lade sig gøre, men sådan i overført fællesskabsagtig betydning. Måske er det, jeg bare vil hen til, nogle flere strikke- eller broderi/snakke saloner. Et delehus. Det kan hele at dele. Siger det bare. 

Kan man aldrig bare sige nej tak til en ny fase? Når nu man så godt kunne lide den gamle?

Jeg fik lige sendt dræberblik til mine børn. Flot. Virkede skide godt. Det var helt sikkert noget helt andet de flækkede af grin af da jeg forlod rummet med lidt tungere skridt end normalt. 

Det er bare en fase ik!!!??? Råber jeg ud til det store fælles moderhjerte. 

 

 

 Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser. 

Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser. 

At møde op til noget vigtigt - med kroppen i november

Min kloge og dygtige yogalærer i Trondheim sagde engang, at man aldrig kommer til at fortryde, at man møder op på yogamåtten. Når man først er der, vil man aldrig fortryde det. 

Sådan havde jeg det lidt til eftermiddag. Jeg havde yogatøjet med på arbejde, min mand stod for hentning og aftensmad, så eftermiddagen var sådan set min. Sagen er den, at jeg sgu har været så træt og sådan ret ramt af både det ene og det andet (det ene helt sikkert selvforskyldt efter en mildt sagt våd 40 års fødselsdag i weekenden), så underskyldningerne var ikke svære at få øje på i forhold til at skippe den der yogaklasse, jeg havde aftalt med mig selv (og med min familie), at jeg skulle til. 

Men jeg kom frem. Til det fineste forsamlingshus (ABSALON) hvor de har fuldstændig uforpligtende og fantastisk yoga, klædte om, fandt en yogamåtte og satte mig på den.

Og der kunne jeg godt blive siddende. Og bare trække vejret. Yogalæreren startede timen med netop det, at vi bare skulle sidde og mærke vores vejrtrækning. Det var sådan set det vigtigste tidspunkt i løbet af hele yogaklassen. 

Og jeg gentager. Der kunne jeg godt bare blive siddende. I øjeblikket ønskede jeg mig bare en times meditation og ren afslapning. Men som det ALTID er, når først jeg kommer igang med yoga, så er jeg bare igang med yoga. Jeg følger min vejrtrækning, jeg glemmer tid og sted, jeg er i min krop og jeg nyder det. Jeg mærker mit fundament, jeg løfter mit bryst, jeg åbner hjertet, jeg forlænger rygsøjlen, jeg gør mig lang, jeg twister, jeg har styrke i mine arme, i min core. I det dejligste fællesskab med andre på deres yogamåtter.

Og som altid, da jeg så (endelig!) lå i shavasana (hvilestillingen) til sidst. Så var jeg bare helt blød om hjertet. Og det lyder lidt mærkeligt her på skrift en helt almindelig onsdag aften, hvad end du læser med på din computer eller tablet eller telefon. Men jeg fik bare sådan en vild strøm af bare at elske. Ikke nogen eller noget bestemt på det tidspunkt. Det var bare en åben og let og ubesværet følelse af kærlighed til det hele.

Punktum. Det var hvad kroppen i november gjorde ved mig idag, da jeg mødte op til yoga. 

 Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres. 

Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres. 

1. November: Lad mig præsentere - temaet "Kroppen i november" - Om 3 månederskriser og at vælge at tage tyren ved hornene

 Photocredit:  Iryna

Photocredit: Iryna

“Jeg har malet dagen grå, med ingen solskinsstråle på….” Sådan har min novembersang lydt i mange år. Ja, mine november’e har faktisk for det meste været ret meget præget af grå penselsstrøg. Sådan har mange danskere det nok også - heraf sangen af Pia Raug om at ville male den i alle mulige farvestrålende nuancer. Og mange kan nok også nikke genkendende til det med at ane en snert af frygt for det der mørke, vi træder ind i nu og så have en trang til 1, 2, 3 at hive lysterapilamperne op af deres mørke skjul og ind i stuerne eller ud på kontoret, så de kan hjælpe med at lyse sindene lidt op. 

Udover at mine november’e har været præget af et dystert skær, så har denne 11. måned på året også ofte faldet sammen med det, jeg vil kalde “3-måneders-krisen”. 

Det er den krise, der falder efter 3 måneder - det siger sig selv - men 3 måneder efter, man er påbegyndt en eller form for stort skifte. 

Jeg stødte første gang på konceptet, da jeg var 16 år og var igang med det største skifte i mit liv. Jeg var flyttet et år til USA, hvor jeg skulle gå på high school og bo hos en værtsfamilie. Det er til dato det vildeste og mest lærerige år i mit liv, men også på mange måder det hårdeste. Nok deraf den vilde læring. Okay, jeg var også 16 år og troede jeg havde regnet hele livet ud, da jeg kom hjem og jeg gad virkelig ikke tilbage og fortsætte med 2. G på Rysensteen Gymnasium. Men alligevel, så var det et vildt år. Inden vi tog afsted var jeg på en “før-orientering” med andre unge, der også skulle afsted et år til alle mulige lande. Og der forklarede de os, at vi næsten helt sikkert ville opleve en slags krise - “3-måneders-krisen”, når vi havde været i det nye land i 3 måneder. Når bryllupsrejsen/forelskelsen var overstået og hverdagen var trådt ind. Og det går op for os, at den vilde optur, vi havde over det nye land, de nye venner, den nye familie, og i det hele taget den positive feedback, man oplevede som “exchangie” var ret vild. Nå. Men den fortager sig jo. Den der opmærksomhed. Så er man jo old news. Og ganske rigtigt. Den krise kom. For fulde gardiner. Og varede sådan cirka hele november.

Jeg kunne blive ved med historier om at være sur og trist i november. Kan være jeg gør det en anden dag her i november, for der er sket ret mange sure ting i november for mig før. En graviditet, der ikke blev til noget. ALTID pisse travlt på studiet i november.

Nå, men sidste år. Da jeg jo boede i Trondheim i Norge. Der skrev jeg et indlæg på mit tidligere blog-hjem, nemlig min Facebookside. Pointen med det indlæg var, at jeg takkede Trondheim for at være så god og dejlig og for, at jeg ikke havde en “3-måneders-krise”. Lige indtil næste dag. Seriøst d. 1. november. Så gik det galt. Totalt galt. 

SÅ i år. Da november ligesom stod for døren, besluttede jeg mig i sidste uge for at tage tyren ved hornene. Og GØRE noget. VÆLGE ikke at falde ned i en krise.

For det er sådan, at det netop i november er 3 måneder siden, vi flyttede tilbage til København. Altså et nyt giga skifte i vores liv. Nye jobs, ny vuggestue, ny skole, næsten nyt hjem.

Og jeg har fløjet rundt på en regnbuefarvet taknemmelighedssky som en anden happy go lucky puppy unicorn og bare elsket, elsket og elsket det her gamle nye liv. Og jeg har sgu tænkt mig at fortsætte på den sky. Ok, der må godt være tilsat nogle drys melankoli og indadvendt fordybelse - det elsker jeg også. Men bare på den ikke-krise-agtige-GRÅ-måde. 

Derfor skal dette års november dedikeres til kroppen. Til at gøre noget med kroppen. Til at lære noget om kroppen.

As simple as that. Hver dag vil jeg have fokus på kroppen. Og jeg deler det herinde og på de andre SoMe steder. Så har jeg nemlig en fast forankring hver dag til at give mig lys og liv og bevægelse. Hovedet må også godt være med, men det skal bruges til at give kroppen et spark op af kontorstolen, løfte hænderne fra keyboardet, flytte øjnene fra Facebook og komme UD. Og måske også bruges til at stå på. Og ja ja, også bruges til at lære noget nyt om kroppen.

Så, du skal være så velkommen november. #idonovember #kroppeninovember #lavnogetmedkroppen #lærnogetomkroppen

 Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

BONUS: #2 Soundtracket til mine løbeture. Meget mere musik.

Som jeg skrev om HER - så har min løbespilleliste altså fået en revival. Faktisk ikke i løb - sjovt nok. 

Og her kommer den så. Den er gooooood. Faktisk også som danseplayliste. Siger det bare: Tag for jer af den! Og tag godt imod den:

Der er 44 sange, der er til 2 timer og 48 minutter.

 

spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog

Hvilket soundtrack rocker dit liv pt?

#1 Soundtracket til mine vinteraftener #comefall #comewinter

 Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter." 

Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter." 

Sidder i mørket i min fine mørkeblå grå stue i stearinlysets skær. Det er nu for alvor blevet efterår og vi er på vej ind i den mørkere tid. Så har jeg ligesom sat scenen ik!

Jeg skal faktisk arbejde. Ved vores lange teaktræsbord. Har fået sat en playliste på fra min telefon, der hedder ”løb”. Jeg hører den faktisk virkelig ikke tit, for der er for mange minder i den liste. Kender du det? Musik, sender kroppen og følelserne lige tilbage til en periode af ens liv. Måske er det gode minder, måske dårlige, måske bare blandede følelser. It’s complicated.

”Løbelisten” sender mig først med Rihannas Shine Bright Like a Diamond tilbage til min tid i et konsulentfirma med adresse inde ved siden af dronningen. Den tur igennem byen i et mildt sagt hæsblæsende tempo fra vuggetuen på Vesterbro (hvor jeg altid blev noget så irriteret på de langskæggede fyre, der stod i den unavngivne cafe på Istedgade med deres gode tid og kaffe – skal i ikke i gang eller hvad!?”). Det var en anden tid. Punktum. Siden da har der været en helt masse andre mere eller mindre complicated tider.

David Guetta og Ushers Without You kører nu derud af for fuld drøn i min bærbare højtaler på det rustikke 100 år gamle møbel, jeg fik med hjem fra huset i Trondheim. I Norge.

 Trondheim by night. Der er bjerge. 

Trondheim by night. Der er bjerge. 

Jeg løber. I Norge. På is- og sneglatte veje. De er ikke flade. De er aldrig flade de veje i Norge. De går op og ned. Lidt banal sammenligning, men nøjagtig ligesom mit humør det år i Norge. Jeg løber. Jeg har pigge på løbeskoene. De er oldgamle, altså løbeskoene, købt i Maratonsport for 100 år siden med en gammel veninde, i en helt anden tid, da nogle helt andre børn var bitte små og jeg selv ingen havde. Ud over løbeskoene er vinterbuks, jeg engang aldrig troede jeg ville få brugt og som jeg faktisk blev en smule fornærmet over at få foræret i julegave. Dengang før børn. Dengang mor stadig var ret ung og forkælet. Og lidt utaknemmelig. På toppen – altså overkroppen kører jeg til gengæld derud af med nyt Norge-fjeld-udstyr. Skrig-pink skald-jakke og skrig-neon-gul-vest udover, så jeg er sikker på ikke at blive overset i trafikken. Eller i landet, som jeg med endnu en lidt banal sammenligning også til tider følte overså mig. 

David Guetta og Usher får mig fremad og det har en helt utrolig god effekt på mit humør som i den periode nok mest var til den mismodige side. En psykologveninde anbefalede faktisk 2 x motion pr uge. Jeg tog det bogstaveligt og løb. Jeg løb op, op, op. De bakker jeg fik en klump i halsen over at køre op af i bil med det dyrebareste guld på bagsædet, de bakker tog jeg med mine fødder. Uden angst, men fuld af mod og spænding. 

Nu til Nik og Jay og Burhan G og Tættere på Himlen. Nogle gange passede det sammen, så den sidste peak-bakke netop blev til de 3 skønne drenge. Jeg drømte om mod, om at være stærk, om ikke at give op, om at tro på, at jeg kan hvad jeg vil. 

Kate Bush kalder i mine ører og siger, at jeg skal run up that hill. Jeg er i metaminder. Har minder om at have minder. Minder om vinteraftener med løb i Norge med minder om tiden før børn, sene nætter i byen, dans i stuer med gode venner og meget rødvin og ikke så mange tanker om dagen efter.

Nogle gange passede det at ”løbelisten”s outro var Meghan Trainors All About That Bass. Lige uden for vores hus midt på bakken var der jo en kælkebakke. Tit fuld af sne og is. Til glæde for børn. Og også til glæde for mig i mine vinterløbetights og pigge på løbeskoene. Because I’m all about that bass, no trouble, og jeg kunne løbe kunne jeg. I takt til I’m bringing booty back, every inch of you is perfect from the bottom to the top. Takten kunne jeg holde op, op, op ad den satans bakke. Engang ville jeg have kaldt den et bjerg. Efter et år som seminorsk type ved jeg jo, at det bare var en bakke. Men jeg tog dem sgu de bakker, uanset definition. Hjemme igen og jeg får lyst til at tage de pigge på igen og overkomme nogle bakker. Løbe i aftenvintermørket og føle mig tryg og udfordret og stærk på samme tid. 

Det her ”soundtrack” kan jeg kun høre i bestemte perioder. Sådan har jeg det faktisk med al musik. 

I en lang periode har jeg slet intet hørt, hverken når jeg har løbet eller cyklet. For mange minder om et hæsblæsende tempo til og fra alting, jeg kan også lige nå dét og dét. Eller svare den og den. Jeg var i stilheden. Virkelig. Nu er jeg tilbage til musikken. Jeg har brug for at støtte mig til den. Har ikke helt fundet den rette rytme endnu her i det gamle nye land, min gamle nye by. I guess det er lidt complicated det hele. Og nu Played Around With Your Heart med Solange. Så bliver det da ikke mere pop-love-jeg-vil-faktisk-hellere-danse-all-night-long-ish.

Godnat fra den mørke stue med ønske om mere løb, mere stilhed, mere musik, mere dans, flere minder, flere skriv herfra mig og en skidegod rytme all over!

Hvordan ser du dit liv - i flow eller abrubte små episoder? 

Jeg opdagede lige her i køkkenet, at jeg for et øjeblik så mit liv med hverdagsbrillerne. Jeg har et strikkeprojekt, en bog jeg elsker at læse i, maleri og tegning, små ting, som jeg har skabt plads til at gøre mere af heroppe.

Og jeg har faktisk gjort det og nydt det.

Men lige nu gik det lidt op for mig, at jeg pludselig så mit liv som i et hverdagsflow. Det der flow vi var i derhjemme i hamsterhjulet, hvor jeg aldrig havde tid til mine helt personlige hobbyer, som at lære at strikke, sy noget mere, male og læse mere skønlitteratur. 

Men det har jeg faktisk skabt tid til heroppe.

På en måde også lidt forceret, som i, nu har du jo tiden, så er det bare om at gøre det.

Men forceret eller ej, så skabte det en fordybelse. Og en langsomhed, med tyngde.

Nu har mit strikkeprojekt - pandebånd ligget lidt. 

Jeg tænkte, det gør jeg i aften, så hygger jeg med det. Men i aften holder vi date night, fordi det er 11 år siden vi bliver kærester. Med vin og det hele når ungerne sover. Og imorgen skal vi noget, og det skal vi også i weekenden. Og på mandag har jeg en skypedate date med et interview til min bog jeg er ved at skrive. Jeg fik den der følelse af at være i et livsflow. Min hverdag, der føltes hjemlig og hverdagsagtig og tryg og som noget velkendt. 

Det var dejligt.

Og ikke spor, jeg får klump i halsen af stress, for det at jeg ikke har tid til at strikke, betyder ikke, at mit liv er ved at køre af sporet, det betyder bare lige nu, at der er flow. 

Som perler på en fin snor, eller masker på en strikkepind, en efter en kommer de op på pinden og til sidst - måske hvem ved - bliver til et pandebånd. 

Hvordan ser du dit liv? I bidder? I flow? Prøv at beskrive det visuelt? Efter kalenderen? Perler på en snor, på hinanden efterfølgende ting?

 Vind i håret og gang i hverdagen. På en helt anden måde i et andet land. 

Vind i håret og gang i hverdagen. På en helt anden måde i et andet land.