Et sidste vindueskig ud over mine norske fjelde

Fra dagen før dagen, hvor der ikke var mere tilbage i Trondheim:

Jeg går rundt om mig selv. I hvert fald rent tankemæssigt. For lige nu er jeg paralyseret helt kropsligt.

Går måske en smule i panik. Til lyden af Bon Iver. Til at hjælpe med at sætte den helt rette flyttebluesstemning. Selvom det egentlig ikke er nødvendigt med den hjælp.

F...det er sørme snart sidste gang, jeg kigger ud af dette vindue. 

julieag.dk julie ag blog julie arnesen gade woman blogger expat farvel reflektioner

Skulle jeg have gjort det noget mere?

Bare siddet her og tænkt tanker. Eller bare siddet her og ikke tænkt tanker. 

Skulle jeg have været endnu mere ude i den natur? Gået til cross country skiing hver tirsdag i vintermørket på lysløyper? Begyndt at vinterbade? Fået strikket mere end det ene pandebånd? Fået malet lidt mere på det medbragte staffeli? Arbejdet mere på Den Bog? Og Den Bog? Været mere proaktiv på at møde mennesker? Gået ture ved fjorden hver dag

For 5 år siden var min søn 9 måneder gammel. Jeg var på barsel. Min mand og jeg havde lige været en måned sammen i USA på den klassiske barselsferie. Og stod lige at skulle til at flyve videre til den femårlige familiefest i Svejts med min familie. Som vi har gjort hvert femte år siden jeg var 10. Dengang var jeg 30. Og i år, når vi lige om lidt flyver derned igen til den store familiefest er jeg 35. Nå. Dengang, da jeg var 30 og nybagt mor, var jeg også lige ved at hoppe ud som nybagt fuldtidsarbejdende type. Første-jobbet lå og ventede derude 1. august. Egentlig var det jo som om, appelsinerne kun var væltet ned i min turban, da jeg havde landet et job i konsulentbranchen, MENS jeg var på barsel og et år efter, jeg havde forsvaret mit speciale her. MEN nærmest øjeblikket efter, jeg havde underskrevet den kontrakt gik jeg i panik. Jeg skulle jo nu nå at nyde, nyde, nyde hvert eneste øjeblik med min lille vidunderlige søn, som jeg jo kun lige havde mødt og fået i mine arme. Nyde det danske forår, bare ham og jeg. 

Og derude i augustfremtiden ventede jobbet, som skulle tage mig væk fra ham. 

Jeg har midt i flyttepakkeprocessen fundet nogle gamle billeder, der hed "2011/2012". Livet som nybagte forældre. Det er som om, man tydeligt kan se på os, at der er løbet 5 års voksenliv i åen. Vi troede, vi var voksne, det øjeblik, vi havde afleveret speciale. Og fik vores første barn. Og job. 

Men nu, her fem år efter. Og endnu et fantastisk barn. Et job, der ikke skulle være. Et år i et andet land. Nu kan man sgu godt se konturerne af den slags liv i vores øjne. Vi er på en måde ikke lige faldet ned fra månen. 

Jeg havde en shiatsumassør i København, der også selv havde været udstationeret en del gange. Jeg fortalte hende om min mange planer for vores tid i Norge. Hun sagde det rimelig lige ud til mig. Du skal ikke op og lave alt muligt. Du skal op og finde dig selv. Jeg blev lidt provokeret. For her havde jeg lige været på min anden barsel og var bare klar på at komme UD. Denne anden barsel, havde jeg nemlig besluttet IKKE skulle efterfølges af et nyt krævende job, da hun blot var 10 måneder gammel. Men jeg skulle jo alt muligt. Alligevel. Selvstændigt. Og nu skulle vi flytte til Norge, hvor alt dette skulle foldes ud. 

You can imagine...at kravene var lidt høje til mig selv. En god expatveninde fortalte mig, at hun efter 3 måneder slet ikke følte, hun overhovedet var landet endnu. Mens jeg helt optimistisk og glad og meget mulighedssøgende havde pakket hele huset ud og skabt et hjem for os, været rundt med stakkevis af flyers for at tilbyde mig som yogalærer til norske virksomheder, sendt uopfordrede ansøgninger, gået til nogle yogaauditions....OG dermed taget min hektiske (københavner) stressfølelse med herop. 

Så. Der kommer selvfølgelig altid en nedtur, hvis man følger den berømte berettermodel, efterfølgende. Lige midt i det midtnorske vintermørke. Med sine glatte og bakkede veje. Det blev (lidt provokerende) bare ved med at være der - byen, fjeldet, fjorden. Stod bare og gloede på mig. Helt uændret af min skiftende sindstilstand. Og modstand og lukkede døre fra det land, jeg skulle erobre. Ensomhed, der bare konstant blev bekræftet fra de kolde isede vejes spejlbilleder. 

De står der stadig. De bjerge. De er et faktum. De er virkeligheden. Det er mit eget drama indeni jo ikke altid. 

Nu er der en ny augustfremtid, der venter derude. Den kalder på mig. På sødeste vis. En ny taknemmelighed for det liv, vi har derhjemme, rigere. 

For snart et år siden, da vi lige var flyttet herop, tog vi konstant billeder af solnedgangene. De var fuldstændigt overnaturligt smukke. Vi priste os lykkelige for, at vi var havnet lige her. Forventningsfulde til året, der skulle komme. I dette hus. Med denne udsigt. Jeg havde altid sagt, at jeg ville bo med udsigt. Til vandet. Og jeg fik min udsigt. Til vandet. OG bjergene. OG en nuttet lille by. Jeg fik min plads omkring mig i vores store hus. Jeg fik min ro og min langsommelighed - på den anden side (af bjerget!).

Kan man nogensinde blive træt af den udsigt. Ærlig talt. JA, når man ikke er på toppen som toppen af bjerget er det, så kan man godt blive lidt træt.

Det er ikke udsigten, det store hus, al tiden i verden for sig selv, der gør'et. Det er følelsen af at være hjemme. I sig selv. Forbundet med noget hjemme.

Forbundet med mennesker, der gør'et.  

Gratulerer med dagen, Norge - Bid 2 med bunad

Ja, så fik vi prøvet det med.

17. maj i Norge. I Trondheim. 

Alt klappede ligesom hele dagen igennem og det er vildt i betragtning af, at det næsten er første gang i over 10 måneder, at vi på den måde har haft familieplaner, der lå som perler på en snor i løbet af en dag. Det hører meget - helt utroligt meget - vores liv på Vesterbro til. Det skriver jeg lidt mere om HER i Bid 3. 

Turen ned ad Blussuvoldsbakken som vi bor på og ned forbi Festningen, som vi har gået ned ad i hundredevis af gange havde egentlig et helt utroligt nydeligt (meget norsk ord!) skær over sig, som vi mængede os med de lokale glade nordmænd og kvinder. Og det var sørme ikke løgn, at byen ville være packed. At det først er til 17. maj, at man forstår, hvor mange mennesker, der egentlig bor i Trondheim og omegn. For det var da første gang, at vi gik som sild i en tønde, at LM kom op på skuldrene af UG for overhovedet at kunne skimte de hujende folk i optoget. 

Vi bevægede os lidt igennem folkemængden om på bagsiden ved Nidaros Dom (FYI til de historieinteresserede, så begyndte arbejdet på Norges mest berømte kirke i 1070, men har været brændt ned flere gange og blev først officielt færdigbygget igen i 2001.), hvor optoget simpelthen begyndte. Så vi kunne stå eye to eye med de deltagende foreninger og klubber, alt fra Geografenes Linjeforening (NTNU) til diverse mande- og kvindekor, og salsaklubber. Jo jo, man kan godt danse salsa i Bunad!

Hvordan resten af dagen gik + aften i et fly med trætte tusseunger og turbulens mod hjemlandet kan du læse i Bid 3 <3.

 Smuk bunad.&nbsp;

Smuk bunad. 

 Folketoget begynder her foran Nidaros Dom. LM trutter med!

Folketoget begynder her foran Nidaros Dom. LM trutter med!

 Vist nok dem fra Odd Fellow.&nbsp;

Vist nok dem fra Odd Fellow. 

 Flag på Gamle Bybro

Flag på Gamle Bybro

Gratulerer med dagen, Norge! 17. maj bid for bid… (Bid 1)

I dag er det Norges nationaldag: 17. Maj. 

Vi aner ikke helt, hvad der skal foregå. Min mand, der jo er halvt nordmand, har været med sin mor og fejre det i Oslo et par gange.

But me - jeg er total newbie. 

For det er en stor ting denne dag. 

Jeg har spurgt mig lidt omkring, hvad “man” gør. Havde måske en fordom om, at det var druk dagen lang i gaderne. Men så vidt jeg har forstået, så er det også en stor familiedag, hvor man tager på sig “pynteklær'” og børnene går med i optoget fra morgenstunden med deres skoleorkester. 

Noget helt andet er også, at RUSSETIDEN afsluttes idag. Russetiden kører fra 1. maj til 17. maj. Lidt spøjst egentlig, når det faktisk også er midt i eksamenstiden. Til SKAM fans, så ved i nok godt, hvad der tales om, når der tales om russebuss og giga fejring i 3 uger. Og det er det, der foregår her! Overalt går der smukke unge mennesker rundt i røde eller blå overalls og deler små visitkort ud til børnene med deres “russe-id!”. 

 Russetid! Russetiden er fra 1. maj til 17. maj. 16. maj skulle vist være den helt store finaleaften. De her skønne unge gik forbi vores hus. Og stillede heldigvis gerne op til fotosession.&nbsp;   

Russetid! Russetiden er fra 1. maj til 17. maj. 16. maj skulle vist være den helt store finaleaften. De her skønne unge gik forbi vores hus. Og stillede heldigvis gerne op til fotosession. 

 

Her til morgen var vi faktisk inviteret på champagne-frukost hos de helt lokale. Det var sammen med min mands kollegaer, og det var så fint. Dækket op i røde, hvide og blå farver og flere i de traditionelle folkedragter, Bunad, og børnene lige så. FYI så stammer ordet Bunad fra oldnordisk búnor og betyder tøj - og folk iklæder sig den til konfirmationer og bryllupper. Faktisk havde flere fra min mands familie dem også på til vores bryllup.

 Inviteret til champagnefrokost. ALLE flager udenfor deres hus og siger "gratulerer med dagen" til hinanden.&nbsp;

Inviteret til champagnefrokost. ALLE flager udenfor deres hus og siger "gratulerer med dagen" til hinanden. 

Om lidt går vi ned til byen, hvor der er flere optog. Jeg har fået at vide, at det skal være helt packed - og at man ligesom ikke anede, at der boede så mange mennesker i denne by! 

På bilerne ser man det norske flag - helt kongeligt!

Jeg synes egentlig, at det er en ret fin tradition. Den samler folk, skaber fællesskab. Det er hyggeligt, og højtideligt, og der fejres. Jeg er glad for, at vi får oplevet det - og faktisk også lidt på “de lokales” præmisser og ikke kun med vores internationale (halvskeptiske) briller. 

Læs mere om vores videre færden 17. maj i Bid 2 HER

Hvornår er man på "knus" med nye venskaber?

Åh du dejlige venskaber.

Jeg har for noget tid siden haft besøg.

Af dejlige damer fra København, som skulle se min norske by og vores midlertidige hjem.

Vi har haft en del besøg fra Danmark fra både familie og venner og det betyder virkelig meget, at de har set vores liv heroppe, som jeg også har skrevet om HER. 

Jeg har haft det lidt ambivalent med at vise dem det, fordi vi jo snart er på vej hjem igen. 

Et af mine nyeste bekendtskaber er begyndt at udvikle sig til, at vi skriver “klem” til slut i en sms. 

Hun er hollænder og mor til to børn i samme barnehage som vores. 

Jeg har tænkt, at det enten er fordi, hun er hollænder og minder lidt om danskere, at vi er på “klem”.

Men måske er det simpelthen også bare, fordi det er ved at udvikle sig til et venskab. Jeg ved godt, at der er gået lidt inflation i “knus” og “kys” og “kram”  - med q og z. Men jeg føler også, at jeg godt ved, hvornår det ikke bare er varm luft, men mere noget med tyngde i. 

Som det her med hollænderen. 

Når vi nu ved, at vi rejser hjem til Danmark igen om 3 måneder, så er det sgu lidt mærkeligt det der med at investere noget i nogle relationer.

Jeg har følt mig ensom heroppe. Og gør det stadig. En klog veninde sagde til mig, at jeg skulle forsøge at dyrke motion to gange om ugen og være social to gange om ugen. Det med at være social har været sværere end som så. Og helt klart det hårdeste ved at være udstationeret. 

Som om jeg har stået med et ben i det ene land og ikke rigtigt har kunne give slip (ej heller har villet det), og et ben i Trondheim. Og det ved enhver jo ikke rigtigt er optimalt. 

Idag var min hollandske veninde og jeg ude og gå en lang tur ved fjorden (Ladestien), hvor det rent faktisk er forår, birken er sprunget ud!! Det er så stenet i denne by, at der er en måned imellem forårets komme fra den ene ende af byen til den anden! Den tur skriver jeg mere om en anden gang - for det er bestemt et "Trondheim Lovelies" værd. 

Men der er så småt ved at komme sunde og gode og måske også bæredygtige og nære relationer ud af denne oplevelse. På et helt andet plan, end jeg havde forventet. 

 

 Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber &lt;3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky.&nbsp;

Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber <3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky.