Gør noget unyttigt i 2018 (og lad der blive kærligt kaos i 2019)

Status på 2018 og håb og tro - og kærlighed for 2019

julieagblog_nytår

Gør noget unyttigt sagde H.M. Dronning M sidste år, da det skulle til at blive 2018. Jeg var faktisk vild med det. Jeg stod med venner, der bestemt ikke er royale - og ja - det er jeg - altså på den der måde, hvor jeg bare ville ønske, at jeg nogle gange levede Mary’s liv. Bare for en dag i hvert fald. Nok ikke med de 4 børn eller hund og hest. (Men helt bestemt, da hun holdt sin tale for Frede, åh gud <3).

Jeg synes ikke, jeg har været spor unyttig i 2018 for at være helt ærlig. Jeg var vild med det ja - men det er jo svært. At være unyttig. Og det er en gammel traver, jeg synger med på, når jeg siger, at vi alle sammen har så travlt med at være nyttige, at gøre karriere, at stifte familie, at bygge rede, at løbe et maraton, at tage en yogalæreruddannelse, at tage en projektlederuddannelse, at fare rundt og opleve hele verden, ja travlt med at gøre.

2018 har for mig stået på det meste af det, jeg har opremset ovenfor. Undtagen at løbe et maraton (kommer måske) og tage en yogalæreruddannelse (det gjorde jeg jo i 2016 ha ha) men plus en skilsmisse.

Og jeg er lige nu fucking forvirret og fucking glad på samme tid. Og spændt på alt det nye, der kommer, fordi jeg har en fucking vild tro på det gode - i andre mennesker, i mig selv, i fællesskaber, i vores samfund, i verden.

Forleden var jeg ude og fejre en rigtig god veninde, der fyldte 36. Vi var på bar, sådan sidst på aftenen. På Vesterbro. Vi mødte en fyr, der er forsker i Aarhus. Han spåede, at jorden lige nu ikke kan holde til det, vi har gang i i mere end 20 år. Og han var seriøs. Selvom vi nok fik en snak om det over et spil terninger og en flaskeøl, så ved jeg, at han havde ret.

Han sagde heldigvis også, at vi nok godt kan tilpasse os. Men så skal vi saftsuseme gøre noget NU.

Jeg har været mere end 3 uger om at læse et dameblad (IN). Måske er det det mest unyttige, jeg har foretaget mig i december i hvert fald. Jeg har forsøgt at stikke snuden i det, mens jeg spiser weekendmorgenmad med mine unger, over kaffe og Ramasjang og “moar…”. Den ene gang jeg gjorde det, blev jeg så rørt over at læse om en kvinde, der har haft hjernerystelse (Christine Pram) og nu har lagt sit liv helt om og har besluttet sig for blandt andet at bruge meget tid på velgørenhed. Det er hun ikke den første, der gør efter en hjernerystelse. Min (nu gisp eks-) svigerinde Laura Storm har været igennem det samme og lagt sit liv om og fundet sin mission. Hjertetouching ad h til og inspirerende.

Noget andet, der så midt i børnesniksnak også var breathtaking - ja det kom fra det selvsamme dameblad - var fremtidsforskeren Anne Skare, der gav sit bud på nøglen til 2019. Overskriften på den artikel var “Lav dine egne spilleregler” og handlede bl.a. om, at det ældgamle paradigme brydes ned og en ny verden, hvor vejen og erfaringer er vigtigere end målet. Hun starter med at skrive, at hvis du føler du har mistet overblikket, og at der er meget derude, du ikke fatter, så velkommen i klubben. Hun beskriver, hvordan 2019 er et spil, vi alle kan vinde, uden at nogen taber. Du kan ikke komme videre til næste level i spillet, før du har lært det, du skal lære, og så bliver du slået tilbage og begår fejl. Men (helt banalt) så er rejsen vigtigere end målet. I 2019, siger hun, at der stadig er konkurrence, asocial adfærd, men også masser af samarbejde og vilje til at dele af sit overskud, og lære de nye spillere, hvordan de kommer igennem next level. Hvis du lærer mig det, du kan - om det så er surdej eller svømning - bliver vi begge stærkere og dygtigere.

2019 handler ikke om mere, men om bedre. Ikke kun om hurtighed, men om fordybelse. (Anne Skare i IN, dec/jan)

For mig kan det lyde som kaos - at der er et nyt paradigme på vej - og dermed nye spilleregler - nye områder, der skal betrædes, nyt der skal læres, nye rammer, der skal sættes op. Og for mig, der netop er glad for struktur og rammer, så føles det - ja - som kaos. Men det giver mig også en giga fed ro at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her. Jeg har det sådan her med mit eget privatliv i 2018, men så sandelig også med vores tid generalt. Alt er oppe i luften og VI er lige nu med til at skabe det nye. Vi kan vitterligt gøre en forskel for verden. Men jeg befinder mig helt personligt også i en tid i mit liv, hvor mange bolde er kastet op i luften og jeg skal til at gribe dem på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Og måske skal jeg slet ikke gribe de bolde, jeg har kastet op. Måske jeg skal gribe nogle andres gode bolde og kaste dem videre til andre gode mennesker.

Ja - så kom 2018 til at ende med en boldmetafor (skal vi også lige hylde VM igen) - men 2019, jeg er klar til at kigge dig i øjnene og tage dig i min favn - og dele dig med alle mine gode mennesker <3.

GODT NYTÅR DERUDE OG MASSER AF KÆRLIGHED (og kaos)

PS Hun slutter sådan her:

De nye spilleregler er ikke skabt endnu, og det er derfor afgørende, at du tør kaste dig ud i det uopdyrkede eventyrland og får sat din pløk i. Sammen med dem, du elsker. Også selvom du ikke fatter en hujende fis. Drøm det! Der har aldrig været kortere afstand mellem, at nogen har en vision, og det rent faktisk kan lade sig gøre at realisere den, og hvis du bevarer nysgerrigheden, modet og sætter hjerne og hjerte ind på at gøre dine beslutninger til de rigtige beslutninger, så er fremtiden din. Du må godt! Og du har lige så meget lov til at være her som alle mulige andre. (Anne Skare i IN, dec/jan)

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold.&nbsp;

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold.