Et sidste vindueskig ud over mine norske fjelde

Fra dagen før dagen, hvor der ikke var mere tilbage i Trondheim:

Jeg går rundt om mig selv. I hvert fald rent tankemæssigt. For lige nu er jeg paralyseret helt kropsligt.

Går måske en smule i panik. Til lyden af Bon Iver. Til at hjælpe med at sætte den helt rette flyttebluesstemning. Selvom det egentlig ikke er nødvendigt med den hjælp.

F...det er sørme snart sidste gang, jeg kigger ud af dette vindue. 

julieag.dk julie ag blog julie arnesen gade woman blogger expat farvel reflektioner

Skulle jeg have gjort det noget mere?

Bare siddet her og tænkt tanker. Eller bare siddet her og ikke tænkt tanker. 

Skulle jeg have været endnu mere ude i den natur? Gået til cross country skiing hver tirsdag i vintermørket på lysløyper? Begyndt at vinterbade? Fået strikket mere end det ene pandebånd? Fået malet lidt mere på det medbragte staffeli? Arbejdet mere på Den Bog? Og Den Bog? Været mere proaktiv på at møde mennesker? Gået ture ved fjorden hver dag

For 5 år siden var min søn 9 måneder gammel. Jeg var på barsel. Min mand og jeg havde lige været en måned sammen i USA på den klassiske barselsferie. Og stod lige at skulle til at flyve videre til den femårlige familiefest i Svejts med min familie. Som vi har gjort hvert femte år siden jeg var 10. Dengang var jeg 30. Og i år, når vi lige om lidt flyver derned igen til den store familiefest er jeg 35. Nå. Dengang, da jeg var 30 og nybagt mor, var jeg også lige ved at hoppe ud som nybagt fuldtidsarbejdende type. Første-jobbet lå og ventede derude 1. august. Egentlig var det jo som om, appelsinerne kun var væltet ned i min turban, da jeg havde landet et job i konsulentbranchen, MENS jeg var på barsel og et år efter, jeg havde forsvaret mit speciale her. MEN nærmest øjeblikket efter, jeg havde underskrevet den kontrakt gik jeg i panik. Jeg skulle jo nu nå at nyde, nyde, nyde hvert eneste øjeblik med min lille vidunderlige søn, som jeg jo kun lige havde mødt og fået i mine arme. Nyde det danske forår, bare ham og jeg. 

Og derude i augustfremtiden ventede jobbet, som skulle tage mig væk fra ham. 

Jeg har midt i flyttepakkeprocessen fundet nogle gamle billeder, der hed "2011/2012". Livet som nybagte forældre. Det er som om, man tydeligt kan se på os, at der er løbet 5 års voksenliv i åen. Vi troede, vi var voksne, det øjeblik, vi havde afleveret speciale. Og fik vores første barn. Og job. 

Men nu, her fem år efter. Og endnu et fantastisk barn. Et job, der ikke skulle være. Et år i et andet land. Nu kan man sgu godt se konturerne af den slags liv i vores øjne. Vi er på en måde ikke lige faldet ned fra månen. 

Jeg havde en shiatsumassør i København, der også selv havde været udstationeret en del gange. Jeg fortalte hende om min mange planer for vores tid i Norge. Hun sagde det rimelig lige ud til mig. Du skal ikke op og lave alt muligt. Du skal op og finde dig selv. Jeg blev lidt provokeret. For her havde jeg lige været på min anden barsel og var bare klar på at komme UD. Denne anden barsel, havde jeg nemlig besluttet IKKE skulle efterfølges af et nyt krævende job, da hun blot var 10 måneder gammel. Men jeg skulle jo alt muligt. Alligevel. Selvstændigt. Og nu skulle vi flytte til Norge, hvor alt dette skulle foldes ud. 

You can imagine...at kravene var lidt høje til mig selv. En god expatveninde fortalte mig, at hun efter 3 måneder slet ikke følte, hun overhovedet var landet endnu. Mens jeg helt optimistisk og glad og meget mulighedssøgende havde pakket hele huset ud og skabt et hjem for os, været rundt med stakkevis af flyers for at tilbyde mig som yogalærer til norske virksomheder, sendt uopfordrede ansøgninger, gået til nogle yogaauditions....OG dermed taget min hektiske (københavner) stressfølelse med herop. 

Så. Der kommer selvfølgelig altid en nedtur, hvis man følger den berømte berettermodel, efterfølgende. Lige midt i det midtnorske vintermørke. Med sine glatte og bakkede veje. Det blev (lidt provokerende) bare ved med at være der - byen, fjeldet, fjorden. Stod bare og gloede på mig. Helt uændret af min skiftende sindstilstand. Og modstand og lukkede døre fra det land, jeg skulle erobre. Ensomhed, der bare konstant blev bekræftet fra de kolde isede vejes spejlbilleder. 

De står der stadig. De bjerge. De er et faktum. De er virkeligheden. Det er mit eget drama indeni jo ikke altid. 

Nu er der en ny augustfremtid, der venter derude. Den kalder på mig. På sødeste vis. En ny taknemmelighed for det liv, vi har derhjemme, rigere. 

For snart et år siden, da vi lige var flyttet herop, tog vi konstant billeder af solnedgangene. De var fuldstændigt overnaturligt smukke. Vi priste os lykkelige for, at vi var havnet lige her. Forventningsfulde til året, der skulle komme. I dette hus. Med denne udsigt. Jeg havde altid sagt, at jeg ville bo med udsigt. Til vandet. Og jeg fik min udsigt. Til vandet. OG bjergene. OG en nuttet lille by. Jeg fik min plads omkring mig i vores store hus. Jeg fik min ro og min langsommelighed - på den anden side (af bjerget!).

Kan man nogensinde blive træt af den udsigt. Ærlig talt. JA, når man ikke er på toppen som toppen af bjerget er det, så kan man godt blive lidt træt.

Det er ikke udsigten, det store hus, al tiden i verden for sig selv, der gør'et. Det er følelsen af at være hjemme. I sig selv. Forbundet med noget hjemme.

Forbundet med mennesker, der gør'et.  

Vi nærmer os den sidste uge i Trondheim - og jeg putter Lana Del Rey i ørene og lukker døren

Kære dagbog, var jeg nærmest lige ved at skrive.

Det er søndag i Trondheim. Heroppe går der et sagn, der handler om at Kong Olav (kan ikke huske hvem af dem) engang har sagt, at hvis du ikke kan lide vejret, som det er lige nu, så bare vent 10 minutter og så skifter det til noget andet. 

Det er et sagn med en hel del sandhed i. Denne uge er vi stået op til regn og 9 grader, til skyfri himmel og 26 grader og nu idag vågner vi så igen op til regn og ca 10 grader. 

Det er altid let at skrive/tale om vejret FØRST - når der er noget, der er lidt sværere at skrive om:

Farvel'er. 

Denne uge har nemlig også budt på farvel. Til nogle dejlige mennesker og dejlige steder. Det ene farvel efter det andet. Min gode veninde, der pt er expat i Luxembourg sagde til mig, da vi flyttede herop, at det første år er altid sværest. Ja tak. Men nu, hvor vi næsten har været her et år, kan vi se, at det jo er nu, at relationerne begynder at komme. Vi kender jo mennesker her! Som vi kommer til at savne! Selvom det har set mørkt ud - relations-wise - så er det sgu nu, at de er her. Og jeg ved, at hvis vi blev, skulle vi nok stille og roligt få bygget en dejlig lille kerne op af gode mennesker. Som også kender hinanden. Trondheim er nemlig i virkeligheden utrolig lille og alle kender hinanden. Kevin Bacon reglen med de 6 led, gælder i høj grad også her. Nok mere snævret ned til 2 led. 

Da jeg var 16 og var udvekslingsstudent i Ohio, sagde min gode tyske venindes værtsfar ('s hund's tante, ej joke), at han ikke troede på Goodbye. Kun See You Later. Det var sandt for min tyske veninde og hendes relation til sine amerikanske værtsforældre (og mine også for den sags skyld).

De ord bølger stadig rundt i min krop i afskedstider. 

Forleden havde jeg min sidste løbetur op til et fantastisk udkigspunkt. At stå der og kigge er som at stå på toppen af verden. Husene lige nede for fødderne, som små pastelfarvede dukkehuse. Fjeldet, der bryder op af den klare fjord, som om der ikke var en dag i morgen og himlen der omsorgsfuldt bare favner det hele. Heroppe kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at være lidt rituel omkring denne her afsked. Jeg kastede nogle små blade ud over skråningen og gav slip.

Særligt havde jeg brug for at give slip på alt det, jeg troede, det her år skulle være. 

Nu har jeg lukket døren ind til mit kontor. Måske for sidste gang inden jeg pakker det ned. Jeg har haft mange små glimt af "måske er det sidste gang, jeg går på denne her vej" eller "måske er det nu sidste gang, at jeg putter mine norske varer ned i denne norske plastikpose i Bunnpris". Nogle steder har jeg hemmeligt ønsket mig var sidste gang. For lang tid siden. Det er sgu rigtigt. Så spændende er det altså ikke at handle i et norsk supermarked, der hedder Bunnpris.

Mine unger og mand leger inde i stuen ved siden af. Svømmehalstrætte og sultne efter sidste tur i Pirbadet

Lana Del Rey minder mig lige om noget i ørerne: "Don't worry baby..."

blog julie ag julieag.dk woman blogger expat farvel see you later lana del rey eftertanke

Få ro i nervesystemet - Fem fantastiske anbefalinger

Det har ligget mig meget på sinde længe længe, hvordan man får ro i sit nervesystem. Jeg har læst om det og også taget mine egne kropslige noter, når jeg har været til yogatimer og under min yogalæreruddannelse hos Hamsa

Men uanset, hvor meget man ved om noget, sådan rent intellektuelt, kan det jo være svært rent faktisk at praktisere det i den gode gamle hverdagsmølle. 

Nogle gange glemmer jeg simpelthen, at jeg ved, hvad jeg skal gøre. Det kan jeg så tage lidt til efterretning.

Men nu, hvor det så er present som aldrig før, vil jeg skrive lidt om det nervesystem og komme med nogle tips og råd, som jeg ved virker og som nu er gennemprøvet igennem en længere periode heroppe i Trondheim. 

Jeg har nemlig lagt mærke til her i Norge, hvor jeg faktisk har rigtig god tid til at gøre det, jeg vil og jo jo, vi er en børnefamilie med små børn, der skal ud af døren om morgenen og min mand skal suse ned til vores lille by på arbejde. Men vi lever som sådan ikke et hektisk liv med to fuldtidsarbejdende og lidt tid med vores børn lige nu. Det er dog som om, at mit nervesystem stadig er på overarbejde. Og jeg vil egentlig ikke tale det ned, eller forsøge at være dømmende overfor det, for jeg forstår godt mig selv og min historie. Jeg ved godt og anerkender, at det  kan være presset med to små børn og en masse uafklarede spørgsmål med hensyn til, hvordan vi vil leve vores liv både her i udlandet og når vi kommer hjem. Den tvivl og usikkerhed kan også godt give uro i krop og sind. 

Jeg har nemlig lagt mærke til, at jeg næsten hver morgen, vågner med et sæt og en følelse af "jeg må igang" (ikke "se her kommer mutter med kost og spand" måden) mere den der uforklarlige uro og let nervøsitet over, hvad dagen nu måtte bringe. Som om jeg ikke rigtig selv har lederskab over dagen. 

Derfor gik jeg undersøgende til værks med det nervesystem. For det kan være både en ret fysisk ting, men også nogle mentale vaner, der skal skiftes ud. 

Her kommer mine 5 tips til at få ro i nervesystemet og få en god dag med ro i krop og sind:

1) Og vi begynder med det første tidspunkt på dagen: Vælg roen.

Det første jeg gør nu om morgenen er at blive bevidst om, hvilken tilstand, jeg er i. Tune ind og vælge roen. Det kan lyde som en easy peacy simpel ting, men det er noget, jeg ikke selv har været bevidst om før. Blot bevidstheden og opmærksomheden på det hjælper utrolig meget. 

2) Morgenmeditation. 

Jeg er begyndt at meditere igen. Bare 10-12 minutter. Jeg gjorde det for en del år siden og havde da en fast praksis blandt andet under hele min specialeskrivning. Jeg tror, at min praksis var en af grundene til, at det var sådan en helt fantastisk proces og aldrig blev presset eller en følelse af undtagelsestilstand.

Jeg har lavet en kort meditationsguide, du kan kigge på HER.

Derudover findes der et hav af guidede meditationer derude. 

Min egen praksis blev lettere forstyrret, da jeg fik mit første barn, var på barsel og begyndte at arbejde fuldtid. Jeg vidste hele tiden, at det var det bedste for mig, men i praksis og med vores morgenrutiner, fungerede det bare ikke. Nu har vi som sagt andre rutiner heroppe, så jeg synes det virker igen indtil videre. Heldigvis sover vores børn også relativt længe. Så jeg kan gøre det, når (hvis!!) jeg står op kl. 6.15. Børnene vågner ca kl. 7. Dette er altså overhovedet ikke normalen, i morges kom jeg for eksempel først op kl. 7 med min søn, der lå i vores seng og vækkede mig. Jeg gik ned med ham til min søde mand, der allerede var oppe og igang med at lave morgenmad. Så satte jeg mig på min yogamåtte med denne udsigt nedenfor og gik igang. To minutter inde i meditationen vågnede min datter. Oh well. Et par minutter er bedre end ingenting. Måske virker det for dig at gøre det om morgenen, måske bedre om aftenen. Disse tidspunkter kan virke bedre end midt på dagen, hvor energien er højere og det kan være sværere at stilne sindet. 

Udsigt morgenmeditation med søn Julieag blog

3) Vekselåndedrættet (Nadi Shodhana Pranayama)

Denne åndedrætsøvelse lærte jeg af min egen yogalærer Christina. Du kan lave den når som helst i løbet af dagen. Jeg laver den nogle gange inden min mediation, nogle gange inden yoga senere på dagen og nogle gange midt på dagen på min kontorstol.

Formålet med den er at skabe balance i kroppen og dermed ro i nervesystemet. 

Sæt dig i en behagelig stilling enten på gulvet eller på en stol med begge fødder planet solidt i gulvet. 

Placer venstre hånd på dit knæ med åben håndflade eller i Chin Mudra, hvor tommelfinger og pegefingerspidserne mødes let. Lad din højre hånds ringefinger og tommelfinger mødes og langemand og pegefingre pege let ned i din håndflade, mens lillefingeren bare får lov til at stritte lidt. Nu har du et lille greb med tommelfinger og ringefinger på din højrehånd.

Begynd med at placere din højre tommelfinger på dit højre næsebor og din ringefinger løftet. Træk nu vejret ind gennem venstre næsebor og luk af med ringefingeren og hold vejret i 4-8 sekunder, alt efter hvad der føles rart for dig. Slip med tommelfingeren på højre næsebord og pust helt ud. Træk vejret ind gennem højre næsebor mens du lukker for venstre næsebord med ringefingeren og hold vejret igen i 4-8 sekunder. Pust ud gennem venstre næsebor mens du holder for højre med din tommelfinger. Fortsæt disse runder i ca fem minutter. Du kan skifte arm undervejs, hvis du har brug for det. 

Der er en lille video til, hvordan du gør HER.

4) Benene op og hovedet ned. 

Denne simple, men helt utroligt rare øvelse er super god som aftenafspænding. Især, hvis du også oplever søvnproblemer. Du kan sådan set gøre det på alle tidspunkter af dagen, hvor du har en væg og fx et tæppe at ligge på, fordi den er helt genial til at få ro i nervesystemet helt fysiologisk.

Læg dig på ryggen med benene op ad en væg. Den kan være lidt akavet at komme ind i (også at guide folk ind i på en yogaklasse skulle jeg hilse og sige!), men se om du kan få numsen helt op langs væggen. Læg et tæppe eller en pude ind under bækkenet, og lad hovedet hvile lige ned i gulvet/måtten. Læg armene ned langs siden af kroppen. Luk øjenene, hvis det føles rart og lig her i i hvert 5-6 minutter, hvorefter du vil mærke en effekt og opleve at kroppen slapper af og får ro.

Hvis du gør dette hver aften før du skal sove, vil du formentlig opleve, at din søvnkvalitet bliver bedre.

benene op ro i nervesystemet stilling julieagblog

5) En sidste ting, jeg har oplevet gør en forskel for at få ro i mit nervesystem i løbet af min dag:

Tune ind på min vejrtrækning. Min morgenmeditation sidder i kroppen, når jeg bliver opmærksom på mit åndedræt og jeg kommer derved let tilbage til mig selv og til mit valg om at have ro. 

Derudover læste jeg forleden på en blog eller instagram (sorry jeg har glemt, hvor det var) et rigtig godt lille tip:

Gør noget idag, der vil få dig til at smile imorgen. 

Råd til ro i nervesystemet hermed givet videre. Jeg ønsker dig ikke blot held og lykke med dem, men virkelig også et dybfølt ønske om at prøve noget af det af. Jeg ved, at det ikke er let at ændre en vane eller en morgenrutine, så du kan plukke lidt ud af det og se, hvad der virker for dig. Giv gerne en tilbagemelding på, hvordan det går:-) 

 

Fredagstilbageblik og gode ønsker

I skrivende stund står mine børn og min kære mand ude i regnen under et halvtag her på vores miniferie i Røros. Jeg har fået lidt arbejdsro til at skrive bl.a. det her og andre spændende ting!

Lad mig lige slå dette fast: Jeg kan godt lide fredag. Og jeg har siden jeg boede i USA været ret glad for dette: TGIF (altså Thank God It’s Friday). 

Det er nemlig fredag i Norge. Derfor kalder min blog på FREDAGSTILBAGEBLIK. 

Heroppe hedder denne dag “indeklemt fredag” - fordi det igår var Kr. himmelfart. Det synes jeg er et ret sødt ord.

Nå, men fredag er en god dag til lige at kigge tilbage på ugen, der er gået og til at kigge lidt frem og lave en lille ønskeliste til ugen, der kommer. Ikke nødvendigvis en punkt-for-punkt ønskeliste, måske mere en stemningsønskeliste eller bare ord, jeg gerne vil have kendetegner den kommende uge. Det har jeg ofte gjort mere eller mindre struktureret i min egen fysiske lyserøde kalender og nu vil jeg egentlig gerne dele dette lille ritual. 

Så altså, her kommer mit tilbageblik for ugen, der gik med de taknemmelige og solskinsglade briller på:

  • Besøg i Danmark for at fejre både min datters to-års fødselsdag og min far - glade mennesker og det smukkeste forårs/sommervejr. Jeg kan slet ikke beskrive den nærmest lyksalige følelse, jeg fik af at gå tur med lille AG i barnevognen ned ad en smuk villavej på Amager, og kunne dufte til de lilla syrener og buskene/hækkene (er ikke så kendt ud i blomster/hække navne endnu!), der minder mig om frie sommerdage i børnehaven, da jeg var barn. Jeg måtte bare stoppe ved hver en lille kvist og stikke næsen helt ind i den. Læg dertil, at jeg gik i bare tæer i haven. 
  • Mandag spændende møder i København - der gav mig en god undskyldning for at cykle langsomt fra Holmens Kanal til Christians Havn og videre til Bryggen - og derefter til Nansensgade og til slut tilbage til mit hjertes villavej i Kbh S. Min gamle Mormorbror Arne sagde altid, at han var forelsket i København. Den tager jeg med mig. 
  • Tirsdag fløj ALENE hjem med to børn. Altså jeg var jo så ikke alene, men jo, jeg var voksenalene! Og det gik godt. LM er bare den bedste rejsemakker, der hjalp med at køre rullekufferten. Lille AG skal beskæftiges en del under flyturen, men da hun nu er fyldt 2 år fik hun jo så sit eget sæde. Og der var ikke rigtig noget turbulens. Og jeg nød at kigge ud af vinduet. Optur også over at have fået det meget bedre med at flyve, eftersom vi har gjort det ret mange gange i løbet af dette år i Norge (siger ex-stewardessen!!). 
flyve alene julieag.dk julie ag blog expat børn

 

  • Onsdag genforening med min by Trondheim og min mand og nogle TEDxTrondheim interviews (jeg har rekrutteret et hav af skønne nysgerrige internationale folk til TEDx i løbet af dette år. Mødt mennesker med de sjoveste mest nørdede hobbyer og fascinerende baggrunde. Det laver jeg en podcast om en dag.). Bonus: fik løbet en tur. I regnvejr. Men jeg gjorde det alligevel. 
  • Torsdag, som altså var igår kørte vi på minifjeldferie til den historiske by Røros http://www.roros.no/en/. Vi skal være her til søndag. Det er tiltrængt med et getaway med bare os 4, selvom der har været en del pakken op og pakken ned. 
  • OG nu er vi her så. Det regner og er 8 grader. Jeg har lagt mærke til, at nordmænd ikke som sådan går op i vejret, som vi danskere i den grad godt kan gøre. Det er jo bare som det er. Ingen ærgrelse. Så ja, ingen forårssommerkøbenhavnernydning lige nu, men det kommer.

For ugen, der kommer ønsker jeg at:

  • Skabe og give plads
  • Trække vejret ind i den plads
  • Smile (jeg er igang med at læse en bog om hjernen “Hjernen er stjernen - dit eneste uerstattelige organ”  Jeg er vild med at opdage, at min krop rent fysisk kan hjælpe mit følelses- og tankeliv, der til tider virker som om det er med i bjergetaperne i Tour de France, med at finde ro og glæde. Ved ret simple værktøjer egentlig. Det er også det, jeg elsker ved yoga og meditation, men det er en helt anden snak. Undersøgelser viser nemlig, at hvis du rent fysisk smiler - eller har et mildt lille udtryk i dit ansigt, så vil dette udtryk også forplante sig til nervesystemet og altså skabe ro - og glæde ikke mindst. Så det har jeg aktivt praktiseret de sidste to uger og vil fortsætte med det. For det virker sgu!

Tilbage er der vist blot at sige TGIF og ønske en dejlig weekend derude.

KH Julie

PS Jeg har ikke taget makeup med. Au naturel here we come! 

Julie ag blog julieag.dk børn på tur Røros expat blog

Gratulerer med dagen, Norge! 17. maj bid for bid… (Bid 1)

I dag er det Norges nationaldag: 17. Maj. 

Vi aner ikke helt, hvad der skal foregå. Min mand, der jo er halvt nordmand, har været med sin mor og fejre det i Oslo et par gange.

But me - jeg er total newbie. 

For det er en stor ting denne dag. 

Jeg har spurgt mig lidt omkring, hvad “man” gør. Havde måske en fordom om, at det var druk dagen lang i gaderne. Men så vidt jeg har forstået, så er det også en stor familiedag, hvor man tager på sig “pynteklær'” og børnene går med i optoget fra morgenstunden med deres skoleorkester. 

Noget helt andet er også, at RUSSETIDEN afsluttes idag. Russetiden kører fra 1. maj til 17. maj. Lidt spøjst egentlig, når det faktisk også er midt i eksamenstiden. Til SKAM fans, så ved i nok godt, hvad der tales om, når der tales om russebuss og giga fejring i 3 uger. Og det er det, der foregår her! Overalt går der smukke unge mennesker rundt i røde eller blå overalls og deler små visitkort ud til børnene med deres “russe-id!”. 

 Russetid! Russetiden er fra 1. maj til 17. maj. 16. maj skulle vist være den helt store finaleaften. De her skønne unge gik forbi vores hus. Og stillede heldigvis gerne op til fotosession.    

Russetid! Russetiden er fra 1. maj til 17. maj. 16. maj skulle vist være den helt store finaleaften. De her skønne unge gik forbi vores hus. Og stillede heldigvis gerne op til fotosession. 

 

Her til morgen var vi faktisk inviteret på champagne-frukost hos de helt lokale. Det var sammen med min mands kollegaer, og det var så fint. Dækket op i røde, hvide og blå farver og flere i de traditionelle folkedragter, Bunad, og børnene lige så. FYI så stammer ordet Bunad fra oldnordisk búnor og betyder tøj - og folk iklæder sig den til konfirmationer og bryllupper. Faktisk havde flere fra min mands familie dem også på til vores bryllup.

 Inviteret til champagnefrokost. ALLE flager udenfor deres hus og siger "gratulerer med dagen" til hinanden. 

Inviteret til champagnefrokost. ALLE flager udenfor deres hus og siger "gratulerer med dagen" til hinanden. 

Om lidt går vi ned til byen, hvor der er flere optog. Jeg har fået at vide, at det skal være helt packed - og at man ligesom ikke anede, at der boede så mange mennesker i denne by! 

På bilerne ser man det norske flag - helt kongeligt!

Jeg synes egentlig, at det er en ret fin tradition. Den samler folk, skaber fællesskab. Det er hyggeligt, og højtideligt, og der fejres. Jeg er glad for, at vi får oplevet det - og faktisk også lidt på “de lokales” præmisser og ikke kun med vores internationale (halvskeptiske) briller. 

Læs mere om vores videre færden 17. maj i Bid 2 HER

Hvornår er man på "knus" med nye venskaber?

Åh du dejlige venskaber.

Jeg har for noget tid siden haft besøg.

Af dejlige damer fra København, som skulle se min norske by og vores midlertidige hjem.

Vi har haft en del besøg fra Danmark fra både familie og venner og det betyder virkelig meget, at de har set vores liv heroppe, som jeg også har skrevet om HER. 

Jeg har haft det lidt ambivalent med at vise dem det, fordi vi jo snart er på vej hjem igen. 

Et af mine nyeste bekendtskaber er begyndt at udvikle sig til, at vi skriver “klem” til slut i en sms. 

Hun er hollænder og mor til to børn i samme barnehage som vores. 

Jeg har tænkt, at det enten er fordi, hun er hollænder og minder lidt om danskere, at vi er på “klem”.

Men måske er det simpelthen også bare, fordi det er ved at udvikle sig til et venskab. Jeg ved godt, at der er gået lidt inflation i “knus” og “kys” og “kram”  - med q og z. Men jeg føler også, at jeg godt ved, hvornår det ikke bare er varm luft, men mere noget med tyngde i. 

Som det her med hollænderen. 

Når vi nu ved, at vi rejser hjem til Danmark igen om 3 måneder, så er det sgu lidt mærkeligt det der med at investere noget i nogle relationer.

Jeg har følt mig ensom heroppe. Og gør det stadig. En klog veninde sagde til mig, at jeg skulle forsøge at dyrke motion to gange om ugen og være social to gange om ugen. Det med at være social har været sværere end som så. Og helt klart det hårdeste ved at være udstationeret. 

Som om jeg har stået med et ben i det ene land og ikke rigtigt har kunne give slip (ej heller har villet det), og et ben i Trondheim. Og det ved enhver jo ikke rigtigt er optimalt. 

Idag var min hollandske veninde og jeg ude og gå en lang tur ved fjorden (Ladestien), hvor det rent faktisk er forår, birken er sprunget ud!! Det er så stenet i denne by, at der er en måned imellem forårets komme fra den ene ende af byen til den anden! Den tur skriver jeg mere om en anden gang - for det er bestemt et "Trondheim Lovelies" værd. 

Men der er så småt ved at komme sunde og gode og måske også bæredygtige og nære relationer ud af denne oplevelse. På et helt andet plan, end jeg havde forventet. 

 

 Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber <3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky. 

Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber <3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky. 

Hvornår er nok nok?

“Julie, enough is enough.” Dette fik jeg som teenager af vide, da jeg havde talt for længe i telefon med min daværende kæreste. Jeg var udvekslingsstudent i USA. 

Dengang blev jeg sådan set ret indigneret over kommentaren (og opfordring til, at jeg skulle lægge på).

Men her de sidste par dage har den “enough is enough” sang på en eller anden måde alligevel været på repeat i mit hoved. At nok er nok. Men på den helt utroligt velmenende måde. Den kærlige måde. 

For hvornår har jeg gjort nok? Gjort det godt nok?

Det kan jo hele tiden blive bedre. Det kan det jo. Og hvis vi ikke selv minder os om det, så skal der nok være et fint spejl, der bliver holdt oppe smask lige ind i hovedet på os fra de sociale medier, eller bare når vi åbner en avis; Generation Præstation, fremdrift, konkurrencestaten osv, der minder os om det: Du kunne jo stræbe lidt mere, gøre det lidt bedre. Og det er alt sammen rigtig fint. Jeg sætter meget stor pris på både min utålmodighed, min eksekveringsiver og min indre projektleder, der får ting igang og gjort noget. 

Men jeg ser bare ressourcesstærke mennesker, der bukker under for presset og tager en mere eller mindre frivillig pause. Fra ræset. Fra hamsterhjulet. Og får en hård lesson learned med i bagagen. 

Hvordan kan vi blive bedre (og ikke som i, “det her er endnu en ting, jeg skal blive bedre til”) til at sige, at nok er nok. Springe over, hvor gærdet er lavest. Eller bare lidt lavere end det aller højeste. 

Mine egne ambitioner er skyhøje. Når jeg alt det, jeg tror, jeg skal nå - helst på den halve tid? Nej, ikke rigtigt. Nogle gange har jeg bare taget både de tidsoptimistiske og den indre kritikers briller på, og de sidder bare ikke altid lige i skabet. 

Jeg har derfor de sidste par dage givet mig selv some slack. Vi har 9 uger tilbage i Trondheim, før vi tager på sommerferie og derefter flytter hjem til Vesterbro igen. På en eller anden facon var jeg smuttet ned i det gode gamle racerløb. Troede jeg havde frygtelig travlt. Med at nå alt muligt. Med at planlægge alt muligt til fremtiden. 

Min (usunde) travlhed fra en hektisk arbejdsperiode i et konsulentfirma for flere år siden sidder stadig i kroppen. Og i hjertet.

Men sandheden - eller virkeligheden - heroppe LIGE NU er jo, at jeg har næsten al den tid i verden til at gøre sjove, dejlige, kreative, afslappende, ligegyldige, fedende, kosende ting. Måske også udfordrende ting. For det elsker jeg. Lige nu skal udfordringen bare være: sæt farten ned. Vær en snegl! 

Med reference til den skamroste “Skam” serie fra dette land, hvor Isak siger til Even: "Tag en dag ad gangen. Og hvis det ikke går, så tag en time ad gangen. Og hvis det heller ikke går, så tag et minut ad gangen."

Det er nok. 

Hvornår er nok nok for dig?

Skriv endelig en kommentar, hvis du har lyst. 

 Trondheim set med sneglebriller. Det er godt nok.&nbsp;

Trondheim set med sneglebriller. Det er godt nok. 

Den attende april - min bryllupsdag (undskyld vores bryllupsdag) - 8 år!!

Så hvorfor denne attende april? Nu har jeg også gjort den højhellig ved at skabe hele to indlæg og skrive attende i stedet for 18. Det ser bare pænt ud med tal i bogstaver. 

Men også fordi denne dag er en vigtig dag for mig og for min familie - og selvfølgelig for min mand og jeg. 

Jeg kom til at tænke på, at det skulle være denne dag, at jeg skulle launche bloggen, da vi i påskeferien var hos mine svigerforældre i Danmark, som havde vores bryllupsinvitation hængende på deres køleskabsdør.

Jeg kunne bare ikke lade være med at grine lidt. Og også krumme en lille smule tæer. 

Hold nu kæææææft, jeg kunne aldrig den dag i dag finde på at have sådan et billede på forsiden af min BRYLLUPSINVITATION! Ingen makeup, intet filter, min mand, der ser ud som om han lige er landet fra en anden planet og mit smarte “peace-tegn” og bløde mave. Yes, altså bare all in all vældig smart udtryk, vi har kørende der. Vi synes selv, at det faktisk var ret sjovt og uhøjtideligt. Det blev heldigvis også af de fleste taget sådan imod (måske der var nogen, der ikke fangede humoren i det - ups). Billedet er fra en strand i Spanien, hvor vi var på den sjoveste ferie - en 5 ugers roadtrip til/i/fra Spanien i et folkevognsrugbrød med vores rigtig gode venner. Jeg elsker egentlig det billede og det føles virkelig som om det er fra en anden tid. 

Dengang var vi stadig studerende, så vores bryllup var ret casual sådan budgetmæssigt, men vi havde så mange gode venner og familie, der hjalp til, at det blev den bedste fest ever. Det var det virkelig. Og det har de fleste af vores gæster heldigvis også sagt siden (også den dag i dag!). Det var det første-ish bryllup i vores omgangskreds, ingen havde fået børn endnu, forventningerne var bare anderledes og vi blev fuldstændigt blown away over de mange fantastiske, sjove og rørende taler og indslag fra venner og familie.

Da jeg så billedet forleden fik det mig også til at tænke på, at det i grunden er synd, at jeg aldrig ville sende dette billede ud i den offentlige æter i dag (altså nu gør jeg det jo, kan man sige!). Jeg er godt nok i bedre form idag, men jeg er nok også en hel del mere selvbevidst i forhold til min krop. Og det synes jeg er synd. Jeg synes, det er synd, at den der “picture perfect” hersker i dag. Jeg kunne pege store fede fingre af de sociale medier, men det bliver en helt anden snak en anden dag. Jeg kunne pege indad, men det bliver også en helt anden snak. 

Imorgen er det så faktisk dagen for vores forlovelsesdag for 9 år siden! Min mand friede til mig i Dyrehaven - på den smukkeste forårsdag - det vil jeg også fortælle om en anden god gang, for det frieri og hele den dag, overgår selv det vildeste stagede frieri fra en Hollywoodfilm. 

Derfor har jeg virkelig noget med forår. Derfor kan jeg især godt lige her i april savne det danske forårsvejr. Vi fik to timer af det i påsken hjemme i Danmark og den anemonetæppe-indånding tror jeg, at jeg kan leve længe på. Og jeg ved jo godt, at det kommer heroppe, so on the bright forårssolside, får vi bare lov til både at få lidt af det danske OG det norske forår. Og her er det birken, der springer ud lige om lidt. Vi kommer ikke til at køre ud i det blå med en kande varm te og sætte os på et tæppe og have alt den tid i verden til at sidde og tale om vores drømme med masser af sommerfulge i maven, men nu har vi fordoblet os selv med vores to dejlige børn - og det må jo betyde dobbelt op på lykke og kærlighed. 

4 gange forårsboblende kærlighed, lys og græsgrøn optimisme fra Trondheim den dag i dag. 

 

 En skovbund i Nordsjælland. To timers forårslykkeindånding. Savner virkelig det danske forår. Det sneede i Trondheim, da vi fløj ned til Danmark sidste tirsdag. Det sneede så også, da vi var i sommerhus i Sverige med familien i lørdags. Har fået smurt Danmark ind i et sært glansfuldt lys i min expathukommelse. Ved jo godt, at virkeligheden er en anden.

En skovbund i Nordsjælland. To timers forårslykkeindånding. Savner virkelig det danske forår. Det sneede i Trondheim, da vi fløj ned til Danmark sidste tirsdag. Det sneede så også, da vi var i sommerhus i Sverige med familien i lørdags. Har fået smurt Danmark ind i et sært glansfuldt lys i min expathukommelse. Ved jo godt, at virkeligheden er en anden.

Jeg må hellere hilse ordentligt...

...Velkommen til nu, hvor du netop er landet på min blog.

For at bloggen skulle være indbydende og lækker og have alt muligt nice indhold, så har jeg jo snydt lidt og uploaded stuff allerede for måneder siden.

Så kunne det jo være herinde og putte sig lidt og blive rigtig sprødt og lækkert og gennembagt til den dag, hvor jeg ville OFFENTLIGGØRE denne her blog. 

OG DET HAR JEG SÅ GJORT NU.

PÅ MIN BRYLLUPSDAG. Idag d. attende april. 

Jeg havde besluttet, at jeg skulle beslutte en dato for denne launch. 

“Ta da”, havde jeg tænkt, og trommehvirvel og alt muligt med balloner og champagne og boomerang af glade mennesker, der fejrer denne blogs udkommen. 

Og så skete det, der tit sker for mit vedkommende; at det blev kørt heeeeelt op i en flot og fin spids og næsten blev til ikke at røre ved. 

Og så lå al det der indhold, jeg havde kreeret, jo så bare herinde og lå.

Jeg googlede, “how to launch a blog” - og guess what - det er der sørme folk, der tjener gode penge på at guide folk i. “10 ways to launch your blog with a Big Bang” og så videre i den dur. 

Det gjorde ikke, at jeg kørte mindre op i den berømte spids. 

Tværtimod.

Så nu har jeg kørt det heeeeeelt ned igen.

Nu skal den bare ud. 

Mit projekt. Mit kære hjertebarn - denne blog.

Nu skal jeg til at skrive lidt mere i nutid.

Men der kommer også historier og oplevelser fra tiden før denne attende april 2017. Jeg samler nemlig på sjove og finurlige historier. 

Bloggen tager sit udspring her fra Trondheim, hvor jeg pt bor med min mand og mine to børn på snart 2 og på 5 et halvt. Herfra sker der en masse (især inde i mig, altså ikke sådan indre organer-agtigt - men you know - i mine tanker og sind!) og jeg er fascineret af kulturforskelle, at bo i udlandet, at vælge at gøre noget helt andet for en periode, at have en familie (med på tur!), at være kvinde og mor og en helt masse smukke ting.

Så fra mig, vil jeg bare sige hjertelig velkommen til - om du er ny i bloguniverset (som jeg selv) eller er fast læser på alle mulige fine blogs, så hjertelig velkommen til.

Tak, fordi du læser med. 

 

 Bloggen er nu ude, vi har været på tur i det norske fjeld - thumbs up til det hele!&nbsp;

Bloggen er nu ude, vi har været på tur i det norske fjeld - thumbs up til det hele!