Midtvejsstatus for #kroppeninovember - lidt nostalgi over bevægelse - den lille pige og gymnastikken

Nu er halvdelen af november gået. Det har været lidt af en dyb indånding, jeg skulle tage inden, jeg hoppede ind i denne måned. Man kan sige, at jeg jo på ingen måde havde noget valg. Måneden kom jo bare, tiden kommer bare, ligesom de bjerge oppe i Trondheim, jeg har skrevet om før HER. De var der jo bare - bedøvende ligeglade med, hvordan jeg nu gik og havde det. Det var altid lidt provokerende følte jeg, som om de overvågede mig og havde en holdning til alting, men uden egentlig at give noget tilbage. 

Eller også gav de bjerge egentlig en masse tilbage, ved bare at være der.

Så jeg har på en måde holdt vejret og måske været en lille smule bange for at slippe det her i november. Hvad nu hvis november gentager sig og ville servere mig et fad med skuffelse, forvirring og frustration? Tilsat en lille smule længsel efter lys og mismod over det faktum, at efteråret - og vinteren sådan set kun lige var begyndt. 

UDEN at jinxe den vil jeg være modig og vove den påstand, at jeg godt kan slippe pusten nu, for som jeg skrev den aller første november om min grund til, at jeg holder #kroppeninovember, så hjælper lige netop DET HER som et lille fint anker. Det holder mig fast og er på en måde den der træner, jeg ved er der for mig og som udfordrer mig til at blive ved. 

Lige en sidenote om trænere. Jeg har faktisk haft forskellige i tidens løb, som har været med til at forme noget i mig. Da jeg var cirka 7-12 år dyrkede jeg konkurrencegymnastik - sådan noget olympisk gymnastik (ikke at målet for mig var OL, men det var den type gymnastik der hverken kun er rytme eller spring. Den med 4 discipliner, gulv, hest, barre og bom. Og ingen vimpler.) I starten var det det bedste jeg vidste. Jeg kunne ikke gå igennem et rum uden at slå en vejrmølle. Alle rum eller græsplæner var for mig en stor gymnastiksal. Min begejstring begyndte dog på et tidspunkt at aftage og faktisk omdanne sig til lidt en frygt for både min egen kunnen og for redskaberne. Jeg kan huske, da vi var på hesten - det vil sige, at vi altid var i rotation til en træning, så vi kom omkring alle 4 discipliner. Og nu var det hesten, jeg skulle træne på. Det handler om at tage et flot og godt tilløb henimod den og så hoppe over den på en eller anden fin gymnastikmåde. Måske du lander på dine hænder og laver et forlæns overslag. Det kan selvfølgelig blive mere og mere avanceret og saltomotolaer kan tilføjes. Jeg havde gjort det 1000 gange. Jeg kendte min træners blik, når hun var klar til at tage imod, jeg skulle jo bare løb derhen og springe op på den satans hest. Jeg kunne bare ikke. Jeg løb lige udenom. Og jeg blev ved med at løbe udenom. Indtil jeg simpelthen måtte give fortabt og kalde det, jeg vidste var uundgåeligt - at jeg ikke havde lyst til at gå til gymnastik længere. Det var en ret stor både sorg og frygt at komme til den erkendelse - og så også at sige den højt. Til min træner. Som jeg følte havde haft ét billede af mig - og pludselig var jeg ikke den lille pige, der bare let og ubekymret slog de f….vejrmøller alle vegne. 

#tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

#tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

#tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

#tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

Helt voksenanalytisk kan jeg jo her sige og mærke, at jeg ikke magtede hele det der konkurrencemiljø.

Jeg ville have det sjovt. Bevæge mig, bruge min krop, lege. Og jeg har siden tænkt i hele mit møde med yogaverdenen, at en lille smule fokus på vejrtrækningen og slippen i sin kæbe i hvert fald havde fastholdt mig, når jeg skulle sidde der i en split og blive trykket længere og længere ned af en træner med sin hånd på min lænd og jeg bare kæmpede imod. Det vil jeg ikke sige ligefrem gjorde det split lettere at kommer ned i. Og jeg vil ikke sige, at historierne i mit hoved om, hvordan det lige gik alt det her med mig i gymnastikken blev bedre af det fysiske pres på min lænd, der netop ikke blev støttet op af en forbindelse til min lille vejrtrækning.

Fysisk bevægelse fylder stadig virkelig meget i mit liv. Jeg ved det giver mig livskvalitet. Jeg ved også idag, at der sker noget helt fysisk i kroppen hormonelt ved bevægelse, som sætter gang i de der lykkehormoner - som for eksempel det velkendte kærlighedshormon oxytocin. Jeg elsker stadig at lege fangeleg (mest med voksne, og de elsker det også, de gør det bare for sjældent). Jeg kan stadig gå igennem en lang kontorgang og mine fingerspidser drages ned mod gulvet for at se, hvordan det gulv lige føles og mine tæer længes op imod loftet i et hurtigt vejrmøllesving. Men jeg gør det jo ikke. Lige der på kontoret. 

Men måske #kroppeninovember lige skal tage fat og ruske lidt op i det der med, hvad man kan og ikke kan. 

Vejrmøller here we come. Og opfordring til noget mere fangeleg ude i de voksne (kontor)miljøer.

Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

PS. Til morgen faldt valget på at skrive fremfor at løbe en tur i efterårsmorgenmørket. Det tror jeg også på udløser mine lykkehormoner. Ja tak til at gøre noget godt for sig selv. #kroppeninovember - min trofaste og blide, milde og udfordrende træner, der husker mig på min vejrtrækning og på min glæde ved bevægelse og som også presser citronen for mig engang imellem uden at det behøver at være et hop lige ind i barndommens konkurrencefrygt.

Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

1. November: Lad mig præsentere - temaet "Kroppen i november" - Om 3 månederskriser og at vælge at tage tyren ved hornene

Photocredit:  Iryna

Photocredit: Iryna

“Jeg har malet dagen grå, med ingen solskinsstråle på….” Sådan har min novembersang lydt i mange år. Ja, mine november’e har faktisk for det meste været ret meget præget af grå penselsstrøg. Sådan har mange danskere det nok også - heraf sangen af Pia Raug om at ville male den i alle mulige farvestrålende nuancer. Og mange kan nok også nikke genkendende til det med at ane en snert af frygt for det der mørke, vi træder ind i nu og så have en trang til 1, 2, 3 at hive lysterapilamperne op af deres mørke skjul og ind i stuerne eller ud på kontoret, så de kan hjælpe med at lyse sindene lidt op. 

Udover at mine november’e har været præget af et dystert skær, så har denne 11. måned på året også ofte faldet sammen med det, jeg vil kalde “3-måneders-krisen”. 

Det er den krise, der falder efter 3 måneder - det siger sig selv - men 3 måneder efter, man er påbegyndt en eller form for stort skifte. 

Jeg stødte første gang på konceptet, da jeg var 16 år og var igang med det største skifte i mit liv. Jeg var flyttet et år til USA, hvor jeg skulle gå på high school og bo hos en værtsfamilie. Det er til dato det vildeste og mest lærerige år i mit liv, men også på mange måder det hårdeste. Nok deraf den vilde læring. Okay, jeg var også 16 år og troede jeg havde regnet hele livet ud, da jeg kom hjem og jeg gad virkelig ikke tilbage og fortsætte med 2. G på Rysensteen Gymnasium. Men alligevel, så var det et vildt år. Inden vi tog afsted var jeg på en “før-orientering” med andre unge, der også skulle afsted et år til alle mulige lande. Og der forklarede de os, at vi næsten helt sikkert ville opleve en slags krise - “3-måneders-krisen”, når vi havde været i det nye land i 3 måneder. Når bryllupsrejsen/forelskelsen var overstået og hverdagen var trådt ind. Og det går op for os, at den vilde optur, vi havde over det nye land, de nye venner, den nye familie, og i det hele taget den positive feedback, man oplevede som “exchangie” var ret vild. Nå. Men den fortager sig jo. Den der opmærksomhed. Så er man jo old news. Og ganske rigtigt. Den krise kom. For fulde gardiner. Og varede sådan cirka hele november.

Jeg kunne blive ved med historier om at være sur og trist i november. Kan være jeg gør det en anden dag her i november, for der er sket ret mange sure ting i november for mig før. En graviditet, der ikke blev til noget. ALTID pisse travlt på studiet i november.

Nå, men sidste år. Da jeg jo boede i Trondheim i Norge. Der skrev jeg et indlæg på mit tidligere blog-hjem, nemlig min Facebookside. Pointen med det indlæg var, at jeg takkede Trondheim for at være så god og dejlig og for, at jeg ikke havde en “3-måneders-krise”. Lige indtil næste dag. Seriøst d. 1. november. Så gik det galt. Totalt galt. 

SÅ i år. Da november ligesom stod for døren, besluttede jeg mig i sidste uge for at tage tyren ved hornene. Og GØRE noget. VÆLGE ikke at falde ned i en krise.

For det er sådan, at det netop i november er 3 måneder siden, vi flyttede tilbage til København. Altså et nyt giga skifte i vores liv. Nye jobs, ny vuggestue, ny skole, næsten nyt hjem.

Og jeg har fløjet rundt på en regnbuefarvet taknemmelighedssky som en anden happy go lucky puppy unicorn og bare elsket, elsket og elsket det her gamle nye liv. Og jeg har sgu tænkt mig at fortsætte på den sky. Ok, der må godt være tilsat nogle drys melankoli og indadvendt fordybelse - det elsker jeg også. Men bare på den ikke-krise-agtige-GRÅ-måde. 

Derfor skal dette års november dedikeres til kroppen. Til at gøre noget med kroppen. Til at lære noget om kroppen.

As simple as that. Hver dag vil jeg have fokus på kroppen. Og jeg deler det herinde og på de andre SoMe steder. Så har jeg nemlig en fast forankring hver dag til at give mig lys og liv og bevægelse. Hovedet må også godt være med, men det skal bruges til at give kroppen et spark op af kontorstolen, løfte hænderne fra keyboardet, flytte øjnene fra Facebook og komme UD. Og måske også bruges til at stå på. Og ja ja, også bruges til at lære noget nyt om kroppen.

Så, du skal være så velkommen november. #idonovember #kroppeninovember #lavnogetmedkroppen #lærnogetomkroppen

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.