Hvornår er man på "knus" med nye venskaber?

Åh du dejlige venskaber.

Jeg har for noget tid siden haft besøg.

Af dejlige damer fra København, som skulle se min norske by og vores midlertidige hjem.

Vi har haft en del besøg fra Danmark fra både familie og venner og det betyder virkelig meget, at de har set vores liv heroppe, som jeg også har skrevet om HER. 

Jeg har haft det lidt ambivalent med at vise dem det, fordi vi jo snart er på vej hjem igen. 

Et af mine nyeste bekendtskaber er begyndt at udvikle sig til, at vi skriver “klem” til slut i en sms. 

Hun er hollænder og mor til to børn i samme barnehage som vores. 

Jeg har tænkt, at det enten er fordi, hun er hollænder og minder lidt om danskere, at vi er på “klem”.

Men måske er det simpelthen også bare, fordi det er ved at udvikle sig til et venskab. Jeg ved godt, at der er gået lidt inflation i “knus” og “kys” og “kram”  - med q og z. Men jeg føler også, at jeg godt ved, hvornår det ikke bare er varm luft, men mere noget med tyngde i. 

Som det her med hollænderen. 

Når vi nu ved, at vi rejser hjem til Danmark igen om 3 måneder, så er det sgu lidt mærkeligt det der med at investere noget i nogle relationer.

Jeg har følt mig ensom heroppe. Og gør det stadig. En klog veninde sagde til mig, at jeg skulle forsøge at dyrke motion to gange om ugen og være social to gange om ugen. Det med at være social har været sværere end som så. Og helt klart det hårdeste ved at være udstationeret. 

Som om jeg har stået med et ben i det ene land og ikke rigtigt har kunne give slip (ej heller har villet det), og et ben i Trondheim. Og det ved enhver jo ikke rigtigt er optimalt. 

Idag var min hollandske veninde og jeg ude og gå en lang tur ved fjorden (Ladestien), hvor det rent faktisk er forår, birken er sprunget ud!! Det er så stenet i denne by, at der er en måned imellem forårets komme fra den ene ende af byen til den anden! Den tur skriver jeg mere om en anden gang - for det er bestemt et "Trondheim Lovelies" værd. 

Men der er så småt ved at komme sunde og gode og måske også bæredygtige og nære relationer ud af denne oplevelse. På et helt andet plan, end jeg havde forventet. 

 

Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber <3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky. 

Ladestien - Trondheim. Hvor foråret begynder. Og venskaber <3 I øvrigt så ligner den ene sky en Pac-Man, der er ved at spise den anden sky. 

En ode til min dagplejemor Kirsten

I dag er det min Kirstens 89 års fødselsdag.

Hun er min gamle dagplejemor. Hver gang jeg siger det, har jeg lyst til at forklare, at jeg mener gamle som i tidligere og ikke gamle som i gammel. For i mine øjne er hun ikke gammel! Hun havde mig fra jeg var 3 måneder gammel. Og vi har siden da haft et meget nært og familiært forhold. Hun passede ofte min bror og jeg, hvis mine forældre skulle noget og så fik vi altid risengrød. Hvis det var sommer (og det var det jo altid i firserne) gik vi uden for og sjippede. Hun hoppede altid højt og længe!

Kirsten har både børn, børnebørn og mange oldebørn, men hun har altid sagt, at jeg også var en af dem. Og det har altid gjort mig så glad at vide. Vi ved begge to godt, at vi har en helt særlig relation.

Da jeg gik i folkeskole besøgte jeg hende tit efter skole, hvor hun serverede bananmadder og jeg fik mit eget lille forklæde på. Jeg elskede at kigge op på hendes forskellige farverige krus, der stod (og stadig gør) på en hylde i køkkenet og høre, hvem af hendes børnebørn, der havde hvilket. Der var krus med lilla blomster og krus med gule og blå. Jeg elskede at høre historier om børnebørnene, der var ældre end mig, lytte til historier om deres liv og om hendes liv. Jeg tror, at hun er en af grundene til, at jeg elsker at lytte til menneskers livshistorier. 

Hun fortæller mig tit om, at hun hver dag gik tur med mig i barnevognen på Amager strand og lærte mig at lytte til bølgernes brusen. 

Vi mødes stadigvæk og nu med mine børn, som hun også er helt utrolig glad for at lære at kende. Når jeg træder ind i hendes lejlighed får jeg straks duften og følelsen af hjem i hele kroppen. Jeg kan mærke, hvordan det er med spænding at gå med hende i hånden ind til hendes skibsbriks i den ene stue, hvor der lå legetøj og tegneting og spil i skuffen. Hun tog sig altid så god tid til at være nærværende med mig. Og det gør hun stadig væk, med samtlige mennesker, der er nær hende. Det er ikke noget hun har lært sig, hun er bare sådan. Hun har altid sagt, at hun forstår børn, sådan helt inde bagved. 

Når hun er på besøg hos mig, har hun sine egne sutsko med. Et par snabelsko fra en nabo. 

Kirsten har et dybt imponerende aktivitetsniveau. Hver dag har hun planer. Den ene dag er det kor, så er det gymnastik og hendes højt elskede onsdagsklubture med nogle gode “gå-veninder”, hvor de både skal se kultur samt gå en god lang tur. Jeg lytter misundeligt til beskrivelser af deres ture til Helsingør og Frederiksberg have med ostemad i rygsækken, en masse hyggelig snak og så en kaffe til at slutte af med. 

Næsten hvert år tager hun på højskole og skal det også i år og det var især også hende, der inspirerede mig til selv at tage på Gerlev Idrætshøjskole i 2002. 

Jeg har lige talt med hende og hun havde lagt den første lagkage sammen, hele familien kommer nemlig til aftenkaffe. 

Hver gang jeg er sammen med hende eller taler i telefon med hende får jeg en følelse af, hvor vigtigt fællesskabet og nære relationer er.

Jeg har en drøm om at lave en slags fokusgruppe med hende og hendes “gå-veninder”, der skal handle om, hvordan de ser på det liv os kvinder i trediverne lever lige nu. Hvilke valg ville de træffe, hvis de var os? Hvad ville betyde mest? Hvordan ser de på os? Jeg kan nemlig godt helt hemmeligt gå og drømme mig ind i hendes - ja både nuværende liv og også den tid, hun voksede op i. Måske mere ro og stilhed. Måske ikke så mange spørgsmål. 

Når jeg kører hjem fra et besøg hos hende er det et fast ritual, at vi skal vinke helt til vi ikke kan se hinanden mere. 

Hun får mit forårsbillede fra Trondheim, fordi jeg elsker lilla krokus og hende. 

tillykke dagplejemor Kirsten Julie ag blog