Tattoo or not tattoo? Hvilken type er du?

Nogen kunne måske kalde det en post-skilsmisse “jeg skal ud og finde mig selv” type fase. Og det er det måske også. Egentlig er det jo ligegyldigt, hvad andre mener om dette og hint - i virkeligheden har folk mest travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, så sådan er vi jo heldigvis så ens, tror jeg.

Nå, men jeg har jo en helt genial lillebror, der er tatovør. Det kan man se HEROVRE. For nogle weekender siden var vi i Sverige sammen i vores forældres skønne sommerhus. En weekend helt uden børn, bare ham og jeg. Så der var egentlig ret stille og det nød vi begge. Jeg har nogle meget snakkende børn, hvilket jo er skønt - altså at have talegaverne i orden, og det skal jeg lige love for, at de har - især min datter. Men der er også bare noget dejligt ved at være sammen med mennesker uden at sige noget. Jeg har været på flere retreats og workshops i coaching- og yogamiljøet, hvor vi nogle gange spiser frokost i stilhed, eller bare går til pause i stilhed. Jeg elsker det! En helt anden sidenote, som jeg gerne vil skrive mere om på et andet tidspunkt, så var jeg til et foredrag om netop stilhed med Bastian Overgaard. Han taler om, at vi skal blive mere effektive og opnå mere respekt for hinanden og samhørighed med hinanden, når vi er stille sammen. Når vi indsætter stilhedspauser i løbet af vores møder (på en arbejdsdag). Så må man selv om, hvad man bruger den stilhedspause til, det behøver ikke at være mindful eller noget andet “rigtigt”, du skal bare holde bøtte! Det skaber vitterligt en helt anden kontakt i rummet efterfølgende. Så plaprer folk ikke bare løs og gentager sig selv - der kommer mere dybde og mere lytning. Fordi folk så netop tænker sig mere om, før de taler - og måske også lytter til de andre i stedet for at sidde og tænke over, hvad de selv skal sige, når de får (tager) ordet igen.

I Sverige talte vi så dog også sammen;-) Blandt andet om tatoveringer.

Skulle jeg mon få mig en?

Spurgte jeg Mark om.

Som om jeg var i hans konsultation.

Og jeg havde jo forventet, at han havde svaret til mig. Jeg har flere gange undret mig over, at når han afholder “walk-ins” - det vil sige, når folk fra gaden kommer ind og får en af de tatoveringer, som han har tegnet lige til den dag. Jeg har undret mig over, hvordan folk kan tage sådan en stor beslutning bare på dagen - eller på minuttet. Men det er så også gået op for mig (via Mark), at det jo ofte er folk, der allerede har flere tatoveringer, der kommer ind fra gaden og spontant vælger en af de tegninger, der så lige er “til salg” den dag.

Jeg har før talt med min gode lille søn om det. Og spurgt ham, hvad jeg skulle få, hvis jeg skulle få en. (Ja jeg kan godt lide lige at få rundet store beslutninger af med mange mennesker i min “inner circle”.) Han svarede så ret prompte, som børn heldigvis gør - det er jo dem, man skal høre sandheden fra - at jeg skulle få et hjerte og et anker. Det kunne jeg jo simpelthen så godt lide, at han sagde. For det var virkelig det, som jeg i mit lille hjerte havde tænkt. Også fordi, jeg dengang han blev født, drømte om, at han skulle hedde Anker, fordi jeg elsker symbolet på et anker - og ja - hvem kan ikke lide kærlighed!? Det var jo så smukt, og nærmest set in stone, at hvis jeg skulle få mig en tattoo, så skulle det da være det! Spørgsmålet var så bare, hvor. Og det talte jeg jo så med Mark om. Det kunne være på mit håndled. Jeg vil nemlig heller ikke have, at den skal være så stor. Hvis det nu overhovedet var.

Så ser jeg jo så mine elskede børn igen og taler med Alvin om det her med tatoveringer igen. Han ser så bare helt helt forskrækket og alvorlig ud denne gang. Og nærmest helt ked, da jeg siger, at jeg overvejer at få en tatovering. Helt ked i sine dybblå øjne med de lange mørke øjenvipper. Han synes så slet slet ikke, at JEG skal få en “tatoverning”. Jeg spørger ham hvorfor, og det kan han ikke rigtigt svare på i første omgang. Og det er ikke fordi det gør ondt på mig, at han ikke vil have, at jeg får en.

Før idag, da vi så taler om det igen. (Ja jeg vender tilbage til det igen og igen). Her er et lille udpluk fra vores samtale:

Alvin: “Mor, hvilken type er du egentlig? Hvad kan du egentlig godt lide?”

Mig: “Jeg kan jo godt lide at gå på museer og kigge på smukke malerier. “

Alvin: “Ja - der kan du bare se, det er den type, du er. Du er ikke sådan en tatoverningstype. Det er onkel Mark , der er det - for det kan han godt lide. Altså at tatovere.

Jeg er jo sådan en, der kan lide at se noget i verden og så bygge det af LEGO eller klodser. Det er sådan en type, jeg er.

Du kan jo godt få en enhjørningstatoverning. Men så skal det altså være en lege-en. “

Så hvilken type, jeg er?? Og hvilken fase, jeg pt går igennem?

Min farmor elskede at tale om epoker i sit liv. Det lyder egentlig også ret storslået.

Epoker.

Der var så for mig stewardesse-epoken, livredder-epoken, Samosvej-epoken, Griffenfeldsgade-epoken, CBS-epoken og en masse derimellem og før og efter - og nu altså en form for post-skilsmisse-epoke. Som måske, måske ikke kommer med en “tatoverning”.

Det er jo heldigogavis bare mig, der skal bestemme det - men jeg kan alligevel ikke lade være med at lytte lidt til mit barn, når han kigger mig dybt ind i øjnene med sine mørkeblå øjne, der er så dybe og vise som en svensk skovsø.

Jeg har så indtil videre fået 2 nye huller i ørene. I det samme øre. Tre på stribe. Crazy mom, synes jeg selv. Mine børn var så slet ikke imponerede over det. Men det gjorde altså lidt ondt, siger det bare.

Sådan her sluttede min samtale med ham i øvrigt idag:

“Mor, hvor mange gange har du egentlig parret dig?”

Jeg undlod at svare (andet end, at dyr jo parrer sig.)

Men mor, mennesker er jo også en form for dyr.”

Så - what to do med den tattoo?

Tre på stribe. Jow jow, der sker da et og andet i denne nye epoke.

Tre på stribe. Jow jow, der sker da et og andet i denne nye epoke.