Den dag mit liv ændrede sig...for altid

Da Metro Cityringen åbnede. I kid you not!

Enghave Plads anno 2019

Enghave Plads anno 2019

Det har nok også noget med en helt masse andet at gøre, at lige den Cityring (ja jeg staver den med stort begyndelsesbogstav, det fortjener den) har fået så stor en betydning i mit liv og at jeg for evigt vil huske denne periode om ikke andet. Ej jeg kørte jo faktisk også med Cityringen den historiske dag (eller aften var det faktisk), den åbnede, hvor man både kunne køre gratis og for første gang i sit liv opleve alle de forskellige farver, de forskellige stationer har. Jeg hørte både om, hvorfor sporene kører en lille smule opad og en lille smule nedad og kiggede på ledninger, der da vist ikke var puttet helt ind i loftbeklædningen (tror jeg nok, der blev sagt), med hvem denne historiske oplevelse blev delt, gemmer jeg til en anden god gang.

MEN, men, men ikke desto mindre tog jeg mine aller bedste børn med i dette vidunderlige livets ring den solrige oktober weekend. Som i i lørdags (en lige weekend i skilsmissefamilien).

For prøv lige at hør’ her: Vi gik ned i jorden på Vesterbro i det store Kastanjetræs grav og stod op fra dybet på Assistens Kirkegård. Gud hvor det her da kommer til at lyde helt højhelligt. Men det er det jo på en måde også, når det handler om Cityringen.

Fra nedtur til optur til nedtur til optur

Okay, jeg må indrømme, at min optur helt klart også skyldes andre virkelig nedtursting, der er kommet min vej den seneste tid. Den første gigantiske irri crisis var, da jeg blev slået bagover af chok over, at min elskede ChristianiaELcykel var blevet nuppet fra vores meget, meget, meget aflåste gårdmiljø. Den var i sig selv låst med alskens store sårte låse, men det har jo så ikke afholdt diverse skidte typer fra at tyvrøve mit eneste transportmiddel til tre. De har nok BÅRET den ud af gården, hvilket i sig selv kan have set ret sjovt ud, hvis man havde stået og kigget på det oppe fra sit badeværelsesvindue og jeg håber lidt, at de tabte den ned over deres storetå. Sorry I said it. Nu overvejer jeg aldrig aldrig aldrig igen at få mig sådan en elskelig ladcykel, da det jo nærmest ikke kan betale sig, når jeg har valgt at leve i city.

Hvad gør en klog så, når der skal transporteres børn til og fra skole og børner? Vi fandt løbecyklen frem fra gemmerne til lille AG på 4, lappede det lille flade dæk (jeps, hun skal helt klart snart til at lære at cykle selv, hun er jo allerede 2 år bagud ift. hendes mor, der jo selv cyklede til vuggestue som 2 årig, som hendes morfar elsker at fortælle hendes mor. Jeps, hendes mor er en smule konkurrencetype, ups, indrømmet først nu her som 37 årig. ).

Det lille bitte baghjul bliver fladt samme eftermiddag. Lille baghjul bliver lappet og er good to go. Mutti her, får gang i sin 1100 kroners 90’er blå cykel købt på DBA sidste år (hence, jeg har valgt at leve i city, og har fået stjålet alt for mange 7000 kroners cykler - seriøst minimum 1 om året). 90’er cykel taber kæde på vej til arbejde en travl fredag morgen i sidste uge. 10 minutter før muttis møde starter og mutti misser morgenmad med team.

Mor er træt. Træt med træt på.

Får sat kæden på alt for sent fredag eftermiddag, hvor det bare havde været rarest at være i favn med sine børn, så med sorte oliefingre på hvidt semilæderagtigt styr, fældes der en lille tåre, som jo så ikke kan tørres væk - hence de sårte sårte oliefingre. Jesus Christ! Ja - nu kommer det guddommelige så ind i billedet igen kan jeg godt mærke på det hele.

Det hele går jo op i en højere enhed

Da det bliver weekend. Lørdag da. Det vi har aller mest brug for i vores lille 3-kløver er peace and quiet og noget Netflix og Mads og Monopolet og hjemmebag bliver det sgu også til. Råhygge ville nogen kalde det. Indendøre. Men vi skulle jo ud skulle vi. De nysgerrige børn bliver på deres egen altid nuttede måde ved med at spørge mig, da jeg siger, vi skal tage metroen, jamen hvor hen skal vi mor? Vi kan altså bare bedre glæde os, når vi ved, hvor vi skal hen med den metro.

Og jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke.

Heldigvis får jeg ind imellem “tjekket” Instagram (som om det er et apparat, der SKAL ses til for, at det ikke mister sin ydeevne). Min søde søde kollega giver mig et strikketip (som jeg vil dele i et andet indlæg. Altså det med strik. For det er da bare den sikre vinder come fall.) til en fin butik, Tante Tot, i Jægersborggade. There you go. Vi snupper en tur fra Vesterbro til Nørrebro.

Og kører en “halvmåne”, som man siger, i aller bedste Cityringstil?? I øvrigt var det da halvmåne igår, apropos det storladne i dette indlæg.

Turen tilbage går fra Nuuks plads (aldrig hørt om den plads før i mit liv) og til Enghave plads. Og jeg fortalte min søn, der på lørdag fylder 8 år, at for 8 år siden, der blev der fældet et smukt og stort og vist og gammelt kastanjetræ, fordi metrobyggeriet skulle igang. Der blev bygget store grønne vægge op, som kunstnere fik mulighed for at tildække og gøre til deres eget. Jeg kunne have fortsat historien til ham, om hvordan de grønne vægge har farvet København V, K, Ø og N især i faktisk hele hans liv, hvordan det mest af alt har været pisse irriterende, at man skulle gå kæmpe omveje for at nå fra Istedgade til fx Kødbyen, om larmen, om klagerne inde ved Gammel strand blandt andet. Men det betyder jo ikke et hak for ham. For det har jo bare været en del af hans bybillede hele hans liv, han kender ikke til andet. Den aller første tur, hans far og jeg gik med ham i barnevogn (eller listede, vi skulle jo nødig få hans lille bitte fine behårede hoved til at hoppe let, og her har der nok været nogen, der har tænkt, at det så morsomt ud, når forældre BÆRER barnevognen over en høj kantsten), den gik ned til Enghave plads. Oktobersolen skinnede det smukkeste, den havde lært og vi tænkte, gad vide om alle kan se på os, at vi lige er blevet forældre. Det må de da kunne.

Og jeg tænkte, lige nu er mit liv ændret for altid. Så på en eller anden måde går det hele så smukt i Cityring.

Solen skinnede over os på vores første tur med barnevognen rundt på Vesterbro. Vi holdt os helt tæt til nærområdet og kom jo så lige forbi Enghave Platz.

Solen skinnede over os på vores første tur med barnevognen rundt på Vesterbro. Vi holdt os helt tæt til nærområdet og kom jo så lige forbi Enghave Platz.

Enghave plads anno 2011 . 8 år siden. Den første barnevognstur med første barn. 8 år gammel lige om lidt. “Udgravningen begyndte primo 2012.” Wikipedia.

Enghave plads anno 2011 . 8 år siden. Den første barnevognstur med første barn. 8 år gammel lige om lidt. “Udgravningen begyndte primo 2012.” Wikipedia.

Vi dukkede op i lyset igen og pludselig var vi på Nørrebro!

Vi dukkede op i lyset igen og pludselig var vi på Nørrebro!

De løb i ring oven på cityringen <3

De løb i ring oven på cityringen <3