Ind i kampen igen

Jeg så lige en video på Facebook, der er taget i nattens mulm om mørke med et natkamera, af en mor, der sover. Eller det gør hun jo så ikke. Hun ammer, henter børn ind i sengen, karter rundt, bliver hevet i håret, står op og henter vand osv. osv.

Den tid er faktisk nærmest ovre herhjemme, når man har børn på 6 et halvt og snart 3. 

Altså indtil de bliver syge. Og ikke bare sådan host host snot snot syge. Men sådan, den der mega onde influenza syge. Og i halen på det mellemørebetændelse. Og i halen på det opkastsyge, eller hvad det nu hedder. 

Jeg har det som om jeg har været på introtur med syg hård druk non stop i 3 uger. 

Heldigvis gik jeg i seng med det mindste lille barn og hendes syge mave i fredags og vi samsov så i 12 timer. Nærmest uafbrudt. Og da vi vågnede kl. 8, lå den store der også, og jeg hentede lidt vand, og så sov vi sgu videre i halvanden time til. 

Jeg var jo et helt nyt menneske! Samme var børn, der heldigvis begge to nærmer sig hverdagsgrænsen igen. Det vil sige på med skole- og børnehavetasker, smil og lutter glade dage. For sådan er hverdagen jo uden syge børn. Lutter smil og glade dage. Ej, det tror man jo i sin sygdoms fodsved, når man idealiserer den der normalitet MED søvn. 

Men jeg glæder mig faktisk til den helt almindelige hverdagsagtige trummerum, der jo inkluderer op og afsted, koordineren mig her og der, havregryn, svømning, tag nu dit tøj på og bare en dejlig dejlig følelse af, at det hele nok skal gå. 

PS For lidt siden var vi i New York. Ja, vi spiste os nærmest igennem den by, så der kommer snart nogle for nice tips til gode spisesteder. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal have så ondt af mig selv, når jeg lige har været i New York. Og fik dyrket yoga. Og havde lutter voksentid. 

Blog