Vi nærmer os den sidste uge i Trondheim - og jeg putter Lana Del Rey i ørene og lukker døren

Kære dagbog, var jeg nærmest lige ved at skrive.

Det er søndag i Trondheim. Heroppe går der et sagn, der handler om at Kong Olav (kan ikke huske hvem af dem) engang har sagt, at hvis du ikke kan lide vejret, som det er lige nu, så bare vent 10 minutter og så skifter det til noget andet. 

Det er et sagn med en hel del sandhed i. Denne uge er vi stået op til regn og 9 grader, til skyfri himmel og 26 grader og nu idag vågner vi så igen op til regn og ca 10 grader. 

Det er altid let at skrive/tale om vejret FØRST - når der er noget, der er lidt sværere at skrive om:

Farvel'er. 

Denne uge har nemlig også budt på farvel. Til nogle dejlige mennesker og dejlige steder. Det ene farvel efter det andet. Min gode veninde, der pt er expat i Luxembourg sagde til mig, da vi flyttede herop, at det første år er altid sværest. Ja tak. Men nu, hvor vi næsten har været her et år, kan vi se, at det jo er nu, at relationerne begynder at komme. Vi kender jo mennesker her! Som vi kommer til at savne! Selvom det har set mørkt ud - relations-wise - så er det sgu nu, at de er her. Og jeg ved, at hvis vi blev, skulle vi nok stille og roligt få bygget en dejlig lille kerne op af gode mennesker. Som også kender hinanden. Trondheim er nemlig i virkeligheden utrolig lille og alle kender hinanden. Kevin Bacon reglen med de 6 led, gælder i høj grad også her. Nok mere snævret ned til 2 led. 

Da jeg var 16 og var udvekslingsstudent i Ohio, sagde min gode tyske venindes værtsfar ('s hund's tante, ej joke), at han ikke troede på Goodbye. Kun See You Later. Det var sandt for min tyske veninde og hendes relation til sine amerikanske værtsforældre (og mine også for den sags skyld).

De ord bølger stadig rundt i min krop i afskedstider. 

Forleden havde jeg min sidste løbetur op til et fantastisk udkigspunkt. At stå der og kigge er som at stå på toppen af verden. Husene lige nede for fødderne, som små pastelfarvede dukkehuse. Fjeldet, der bryder op af den klare fjord, som om der ikke var en dag i morgen og himlen der omsorgsfuldt bare favner det hele. Heroppe kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at være lidt rituel omkring denne her afsked. Jeg kastede nogle små blade ud over skråningen og gav slip.

Særligt havde jeg brug for at give slip på alt det, jeg troede, det her år skulle være. 

Nu har jeg lukket døren ind til mit kontor. Måske for sidste gang inden jeg pakker det ned. Jeg har haft mange små glimt af "måske er det sidste gang, jeg går på denne her vej" eller "måske er det nu sidste gang, at jeg putter mine norske varer ned i denne norske plastikpose i Bunnpris". Nogle steder har jeg hemmeligt ønsket mig var sidste gang. For lang tid siden. Det er sgu rigtigt. Så spændende er det altså ikke at handle i et norsk supermarked, der hedder Bunnpris.

Mine unger og mand leger inde i stuen ved siden af. Svømmehalstrætte og sultne efter sidste tur i Pirbadet

Lana Del Rey minder mig lige om noget i ørerne: "Don't worry baby..."

blog julie ag julieag.dk woman blogger expat farvel see you later lana del rey eftertanke