En ode til min dagplejemor Kirsten

I dag er det min Kirstens 89 års fødselsdag.

Hun er min gamle dagplejemor. Hver gang jeg siger det, har jeg lyst til at forklare, at jeg mener gamle som i tidligere og ikke gamle som i gammel. For i mine øjne er hun ikke gammel! Hun havde mig fra jeg var 3 måneder gammel. Og vi har siden da haft et meget nært og familiært forhold. Hun passede ofte min bror og jeg, hvis mine forældre skulle noget og så fik vi altid risengrød. Hvis det var sommer (og det var det jo altid i firserne) gik vi uden for og sjippede. Hun hoppede altid højt og længe!

Kirsten har både børn, børnebørn og mange oldebørn, men hun har altid sagt, at jeg også var en af dem. Og det har altid gjort mig så glad at vide. Vi ved begge to godt, at vi har en helt særlig relation.

Da jeg gik i folkeskole besøgte jeg hende tit efter skole, hvor hun serverede bananmadder og jeg fik mit eget lille forklæde på. Jeg elskede at kigge op på hendes forskellige farverige krus, der stod (og stadig gør) på en hylde i køkkenet og høre, hvem af hendes børnebørn, der havde hvilket. Der var krus med lilla blomster og krus med gule og blå. Jeg elskede at høre historier om børnebørnene, der var ældre end mig, lytte til historier om deres liv og om hendes liv. Jeg tror, at hun er en af grundene til, at jeg elsker at lytte til menneskers livshistorier. 

Hun fortæller mig tit om, at hun hver dag gik tur med mig i barnevognen på Amager strand og lærte mig at lytte til bølgernes brusen. 

Vi mødes stadigvæk og nu med mine børn, som hun også er helt utrolig glad for at lære at kende. Når jeg træder ind i hendes lejlighed får jeg straks duften og følelsen af hjem i hele kroppen. Jeg kan mærke, hvordan det er med spænding at gå med hende i hånden ind til hendes skibsbriks i den ene stue, hvor der lå legetøj og tegneting og spil i skuffen. Hun tog sig altid så god tid til at være nærværende med mig. Og det gør hun stadig væk, med samtlige mennesker, der er nær hende. Det er ikke noget hun har lært sig, hun er bare sådan. Hun har altid sagt, at hun forstår børn, sådan helt inde bagved. 

Når hun er på besøg hos mig, har hun sine egne sutsko med. Et par snabelsko fra en nabo. 

Kirsten har et dybt imponerende aktivitetsniveau. Hver dag har hun planer. Den ene dag er det kor, så er det gymnastik og hendes højt elskede onsdagsklubture med nogle gode “gå-veninder”, hvor de både skal se kultur samt gå en god lang tur. Jeg lytter misundeligt til beskrivelser af deres ture til Helsingør og Frederiksberg have med ostemad i rygsækken, en masse hyggelig snak og så en kaffe til at slutte af med. 

Næsten hvert år tager hun på højskole og skal det også i år og det var især også hende, der inspirerede mig til selv at tage på Gerlev Idrætshøjskole i 2002. 

Jeg har lige talt med hende og hun havde lagt den første lagkage sammen, hele familien kommer nemlig til aftenkaffe. 

Hver gang jeg er sammen med hende eller taler i telefon med hende får jeg en følelse af, hvor vigtigt fællesskabet og nære relationer er.

Jeg har en drøm om at lave en slags fokusgruppe med hende og hendes “gå-veninder”, der skal handle om, hvordan de ser på det liv os kvinder i trediverne lever lige nu. Hvilke valg ville de træffe, hvis de var os? Hvad ville betyde mest? Hvordan ser de på os? Jeg kan nemlig godt helt hemmeligt gå og drømme mig ind i hendes - ja både nuværende liv og også den tid, hun voksede op i. Måske mere ro og stilhed. Måske ikke så mange spørgsmål. 

Når jeg kører hjem fra et besøg hos hende er det et fast ritual, at vi skal vinke helt til vi ikke kan se hinanden mere. 

Hun får mit forårsbillede fra Trondheim, fordi jeg elsker lilla krokus og hende. 

tillykke dagplejemor Kirsten Julie ag blog