Gratulerer med dagen, Norge Bid 3 og hvad 17. maj skulle lære mig om fred og ro 

17. maj endte simpelthen med, at vi 4 satte os på et fly som skulle gå til først Stockholm, så København. Vi er pt hjemme i København for at fejre vores lille (store gisp!) pige AG, der fylder 2 år på søndag. 

Der var ikke mange andre end os om bord på det SAS fly ud af Norge. Til gengæld var der lidt vel rigeligt med turbulens (ex-stewardessen her er ved at komme sig over sin flyskræk, men turbulens har aldrig været min stærke side) og to lidt vel rigeligt trætte børn.

Tilbage til 17. Maj i Trondheim. 

Byen var fuld af liv og mange mange mennesker. Vi stod tæt. Helt upassende tæt for en nordmænd (Nordmænd har et stort personligt rum uden om sig, som alle respekterer og har brug for - vi skal have plads!). Optoget gennem byen bød på diverse klubber og foreninger, der hver især viste deres metier. Fx Studentersamfundets sort og hvidstribede uniformer og trut i trompeter, gymnastikpiger, der slog vejrmøller det bedste, de havde lært og sågar en musik og danseforening, der havde den lille havfrue med som tema. En efter en bragte de i optoget lidt af deres foreningsliv ud til os publikum og vi følte os ikke bare som tilskuere, men som en del af det lille lokale samfund, på trods af vores danskerskepsis og distancerende selvironi.

Men jeg var sgu solgt. 

På ikke særlig norsk vis, gik vores tur gennem byen også forbi Burger King for at købe is. Og der. Lige der mellem unge let berusede trønder-mænd i jakkesæt mærkede jeg for et øjeblik flashback til mit liv i København. Som det kunne være i København; trangt og menneskecrowded. Det personlige space suget væk som pomfritterne suger frituren til sig. Og jeg mærkede, at dét savner jeg ikke. 

Jeg mærkede pludselig, hvorfor vi tog afsted. Det var jo længslen efter roen. Langsommeligheden, som det så fint hedder for tiden. Og her har sgu været ro. RO med store bogstaver. Ro som den største selvfølgelighed. Roen som har været en kæmpe kamel for mig at sluge i praksis. 

I mange mange mange mørke vintermåneder har jeg længtes hjem. Længtes hjem til min by. København. MINE MENNESKER og MINE RELATIONER. Længtes efter mennesker på gader, nem og sund take away lige om hjørnet, pulsen på Vesterbrogade. Mulighedernes paradis. Men så sandelig også forbandelse. Og lige præcist det, jeg gerne ville væk fra. Fra en stund i hvert fald. 

Her har været den ro. Den langsommelighed. Den der også får mig til at tænke KOM NUUUUU, men som ikke lader sig rykke ud af flippen af min utålmodighed. 

Og nu, hvor vi står på tærsklen til at skulle flytte hjem igen, så husker min krop, hvorfor vi tog det her store valg at flytte væk fra København og langt oppe i Norge. Hvor folk inviterer til fest 1 uge før, og så kan alle komme. Hvor naturens mørke hårdhed og lyse blødhed bliver omfavnet som et femte familiemedlem. Hvor der kan være langt til naboen.

Hvor vi er langt fra vores nære relationer. Som vi bare må erkende, er det vigtigste. Og så vil jeg proppe den natur, den langsommelighed ned i et lille syltetøjsglas og tage det med mig hjem til Vesterbro - i hvert fald for en stund, og mærke mit hjerte falde på plads HJEMME. 

Min mor har netop sagt til mig ude på terrassen med hver vores vaffelis og et lille glas portvin: "Så. Nu vi sgu i havn."

the way it is julieag.dk julie ag blog