Fællesskabet for mine børn - og mig selv og om at krumme tæer og holde op med det igen

Man forstå det åbenbart først når man selv er blevet forældre. Jeg hadede at høre det, da jeg ingen børn havde, men virkelig ønskede dem.

Men jeg forstår det først til stadighed nu. Forstår, hvad mine forældre og andre forældre går igennem.

Nu ser jeg et klip fra en efterskole på fyn, en masse unge og glade mennesker, der synger Bohemian rhapsody, er åbenbart blevet et viralt hit på Facebook. Mit ”gamle” jeg, krummer en lille smule tæer over de overglade unge mennesker med dreadlocks og holden i hånd, fordi jeg husker, hvordan jeg selv var, da jeg gik på højskole. Vi var fandme (lalle) glade. Men også dengang krummede jeg en lille smule tæer, og kunne ikke give mig helt hen til det.

Men nu. Nu hvor jeg er mor. Og lige forestillede mig et øjeblik, da jeg læste en kommentar fra en om, at alle unge mennesker, burde give sig selv den oplevelse at være en del af det fællesskab og få de værdier, så begyndte klumpen i halsen bare at vokse og tårerne brød frem.

For tænk hvis min søn eller min datter fik den oplevelse? Jeg ville simpelthen blive så rørt. Uden at krumme tæer. Men bare virkelig rørt, og jeg ville virkelig kunne tage det ind. Uden at skulle se ironien i det, og være lidt plat eller morsom omkring det at have sådan et unikt fællesskab. For humoren omkring det er jo i virkeligheden en akavet måde at sige på, at jeg er sindssygt misundelig. Både på dem, der kan give sig 100% hen til det fællesskab, de har lige der mens de synger. Men også på, at de er i gang med det bedste år af deres liv. Måske.

Så fællesskabet har pludselig fået meget mere mening efter, jeg er blevet mor. Jeg har ikke behov for ”at humor” det. Jeg vil bare gerne, at mine børn får lov at opleve det.

Det, der rører mig, er nok tanken om, at nogle andre unge mennesker og dygtige lærere lukker mine børn ind i deres liv og fællesskab og lader dem bidrage, tror på dem, har respekt for dem, lytter til dem, giver deres ideer liv.

Det er sgu da en rørende tanke. Faktisk helt uden at krumme tæer kan jeg sige det.

Og her er det berømte klip, der fik rørt mange andre mennesker end mig heroppe i Norge.

https://www.youtube.com/watch?v=RQh2ATLCXSU