Vi slutter på en god note - november og jeg - jeg tør godt igen næste år

Jeg ligger her i min mørkeblå uldsofa, som vi har vendt om - altså ikke, så den står med benene i vejret som en anden væltet ko, men vendt op ad en helt anden væg. Det har vi ikke prøvet før. Til nye læsere, så er vi jo netop flyttet hjem til vores gamle lejlighed på Vesterbro efter et år i Norge. Og det har på mange måder vendt op og ned på alting. Inklusiv måden, vi indretter vores gamle lejlighed på. Min svigermor sagde faktisk rigtig sødt til mig, at hun synes, at det var flot, at vi idet vi flyttede tilbage i den gamle lejlighed, tænkte den helt om i forhold til indretning. Så meget har vi nu ikke ændret. Men sofaen står nu op ad en anden væg og der er kommet en trappe-ish reol for endevæggen OG min elskede teakskænk kan også være her i vores lille sofa-stue.

Sjovt som man kan rejse ud og komme hjem med helt nye perspektiver på det samme. Vi er jo fuldstændigt vanvittige vanedyr. Vores hjerne vil aller helst det, den kender godt. Dens eneste formål er at sørge for, at vi overlever, og det gør den nok nu engang bedst ved at gøre det den kender. Ikke noget med farer og ricisi. Nogen siger, at det tager 30 dage at bryde en vane. 30 dage før hjernen har accepteret, at det nye, der er blevet indført er kommet for at blive, og at det ikke har ført noget uhyggeligt med sig. Tværtimod har det måske skabt læring og udvikling. Og ro. 

Idag er der gået 30 dage siden jeg startede min #kroppeninovember kampagne og rejse for mig selv.

For at rejse mig fra fortidens ikke-glemte og til tider let dystre novembermåneder, hvor det har føltes som om det hele faldt sammen som et korthus i en børnehave. For at forebygge den 3 månederskrise, jeg før har oplevet efter et større skifte, som også før har faldet sammen med november.

Meningen var at fjerne fokus fra hvordan november PLEJER at være og over til noget positivt og kropsligt. Derfor skulle bevægelse ind i mit liv. Helt struktureret. Jeg skulle have noget at holde mig selv oppe på. Have et purpose. Et why. 

Som en anden resultatdrevet type (og coach!), vil jeg gerne gøre lidt status på, om jeg så har opnået mit mål. Men altså målet var jo sådan set ikke så klart. Det var egentlig for mig mere processen. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvor jeg kunne være ved at falde ned i de der novembermørke huller, kunne jeg dirigere min hjerne, mit hjerte, mit fokus hen på min vejrtrækning. Det kropslige. Slippe i kæberne. Slippe i håndfladerne. Sænke skulderne. Gøre mig blød omkring brystet og det nederste af maven. For der kommer udfordringer hele tiden. Den der periode "når først det der er overstået" eller "når bare vi kommer om på den anden side af..." det sker jo ikke. Jeg kan godt se, hvordan det kan være nemmest at falde tilbage til den gamle vane. Når det er mørkt ude og varmt inde. Så lokker løbeturen ikke så meget. Og når der lige er 20 ting på den der to-do liste og 5 mennesker, der gerne lige vil have en leverance over bordet helst inden i dag kl. 17, så kan det godt være fristende at tage to-do listen end at sætte sig og mærke efter i sin krop. Men det er jo sjovt nok der, man har aller mest brug for det. 

Jeg havde på en måde givet mit ord til mig selv. Og det at toppe den op med også at give mit ord til bloggen her, gør det lidt sværere at bakke ud, selvom det bliver svært. Jeg blev for et øjeblik siden næsten helt trist over, at november her om et par timer er slut. Aldrig mere november 2017. Ja jeg kan være lidt melodramatisk over at skulle sige farvel. Men det er på en god note. Vi har sluttet fred og jeg tør godt komme igen næste år. November, du har fået en stor plads i mit hjerte. Det er da et flot resultat;-)

So long november. Og tak.

Og velkommen december. Du har sgu også ret meget godt kørende for dig. Men du får det ligesom bare forærende ik:-)

 

 

 

julie-arnesen-gade julieag.dk blog - kroppen-i-november