En lille (norsk!) reminder

Det kan nogle gange være lidt svært at samle alle tanker og ideer til et enkelt blogindlæg. Og hvem siger også, at det hele skal koges ned til et enkelt blogindlæg. Tja, ikke andre end mig selv jo. 

I dagene op til denne ugens midterste dag aka Udgiveronsdag både mærker jeg efter, hvad der er on my mind, og tænker over, hvad der optager mig. Nogle gange kommer det til mig i det jeg sætter fingrene til tasterne. Uden at vide, hvor det ender henne. 

Mine fingre har dog for få øjeblikke siden aet rundt i min lille datter Ags hår. Mens hun var i min favn, mig på gulv og storebror LM oppe i sin køjeseng. Med ben, der ikke kunne lade være med at rage ud over sengekanten, helt draget mod det, der foregik nede på gulvet. Lille Ag havde bare brug for ro og puttenussetid med mig. Kunne slet ikke finde ro i sin lille tremmeseng inde under storebror. Det øjeblik, med os tre sammen inde på det lille værelse i mørket fik mig et kort øjeblik tilbage til en tresomhed, som jeg i den grad også oplevede, da vi boede i Norge. En eller anden form for uovervindelighed, midt i stormen, midt på de stejleste og glatteste bakker (og bjerge!!) midt i det lange vintermørke. Vi skulle nok klare det. Og det gjorde vi. Og nu er det blevet vinter igen. Bare i Danmark. Min mand og jeg talte imorges om, at det netop er over et år siden, vi flyttede derop. Vi har et billede af os 4 i en taxa på vej til lufthavnen. På vej til vores livs eventyr. Gud hvor vidste vi bare ikke, hvad der ventede os. (nok meget godt!!!). Jeg ville aldrig have været foruden det år i Trondheim. Jeg savner stadig mine venner fra TEDxTrondheim, min stamcafe Sellanraa (som jeg også har skrevet om før HER) mit lille expat-community af andre loving moms fra hele verden. Som en af de dejlige mødre fra Holland faktisk sagde til mig for omtrent et år siden, da vi netop var begyndt at mødes til kaffe og følte os forbundet som udlændinge i et lille lokalt og til tider lukket samfund. Da jeg havde pakket ud og hængt op og gjort ved i vores hus, og hun slet ikke kunne komme igennem sine flyttekasser. Det var en ting. Men en anden ting var, at fortalte mig, at hun oppe i hovedet godt var klar over den nye virkelighed i Trondheim, men hele hendes hjerte og sind var slet ikke flyttet med eller var landet endnu. Det føles bekendt lige nu. Jeg har stadig pakket ud og gjort ved i vores gamle nye lejlighed på Vesterbro og en masse fantastisk gode ting er sket for mig og for os siden vi flyttede hjem. Mit sind er åbent, ideerne myldrer frem. Men nogle gange er benene bare en smule hurtigere end resten af kroppen, som en anden Road Runner/Hjulben (det er så godt nok hovedet, der er først på den der blå struds, men you got the picture!). Og nu er det snart jul og det er der sgu noget af mig, der slet ikke fatter. Jul på Vesterbro. Det er som om en del af mig lige tager en postgang mere for at komme til stede i den virkelighed, der er lige NU. 

Denne november måned har handlet om at bruge fysikken (jeeez et usexet ord) til at komme ned i kroppen og på den måde nok også overkomme frygten for at falde ned i et mørkt novemberhul. Hvilket også er ok. Huller kan være gode. Når bare man ikke sidder fast. Fokus på det fysiske, de fysiske åndehuller har været en ting. Noget andet er alt det andet gode, der kommer med. Nemlig at november har overrasket og bare givet bonus på bonus. I form af de dejlig konkrete ting som ro, dejlighed og overskud. OG en ny ide (faktisk utrolig mange ideer). Som jeg vil løfte sløret lidt for her og som jeg inderligt håber bliver til noget konkret. NEMLIG en yogaworkshop med et pift af coaching omkring nytårsdag, der skal handle om at give slip. Hvad kan man give slip på? Og så skabe en dyb forankring af at slippe i hele kroppen og være klar til et nyt dejligt år. Det kommer der meget mere om snarest! 

Namaste og kærlig hilsen

Julie

 Børn på en stejl bakke en vintermorgen.  I Trondheim. We made it!!

Børn på en stejl bakke en vintermorgen.  I Trondheim. We made it!!