1. November: Lad mig præsentere - temaet "Kroppen i november" - Om 3 månederskriser og at vælge at tage tyren ved hornene

 Photocredit:  Iryna

Photocredit: Iryna

“Jeg har malet dagen grå, med ingen solskinsstråle på….” Sådan har min novembersang lydt i mange år. Ja, mine november’e har faktisk for det meste været ret meget præget af grå penselsstrøg. Sådan har mange danskere det nok også - heraf sangen af Pia Raug om at ville male den i alle mulige farvestrålende nuancer. Og mange kan nok også nikke genkendende til det med at ane en snert af frygt for det der mørke, vi træder ind i nu og så have en trang til 1, 2, 3 at hive lysterapilamperne op af deres mørke skjul og ind i stuerne eller ud på kontoret, så de kan hjælpe med at lyse sindene lidt op. 

Udover at mine november’e har været præget af et dystert skær, så har denne 11. måned på året også ofte faldet sammen med det, jeg vil kalde “3-måneders-krisen”. 

Det er den krise, der falder efter 3 måneder - det siger sig selv - men 3 måneder efter, man er påbegyndt en eller form for stort skifte. 

Jeg stødte første gang på konceptet, da jeg var 16 år og var igang med det største skifte i mit liv. Jeg var flyttet et år til USA, hvor jeg skulle gå på high school og bo hos en værtsfamilie. Det er til dato det vildeste og mest lærerige år i mit liv, men også på mange måder det hårdeste. Nok deraf den vilde læring. Okay, jeg var også 16 år og troede jeg havde regnet hele livet ud, da jeg kom hjem og jeg gad virkelig ikke tilbage og fortsætte med 2. G på Rysensteen Gymnasium. Men alligevel, så var det et vildt år. Inden vi tog afsted var jeg på en “før-orientering” med andre unge, der også skulle afsted et år til alle mulige lande. Og der forklarede de os, at vi næsten helt sikkert ville opleve en slags krise - “3-måneders-krisen”, når vi havde været i det nye land i 3 måneder. Når bryllupsrejsen/forelskelsen var overstået og hverdagen var trådt ind. Og det går op for os, at den vilde optur, vi havde over det nye land, de nye venner, den nye familie, og i det hele taget den positive feedback, man oplevede som “exchangie” var ret vild. Nå. Men den fortager sig jo. Den der opmærksomhed. Så er man jo old news. Og ganske rigtigt. Den krise kom. For fulde gardiner. Og varede sådan cirka hele november.

Jeg kunne blive ved med historier om at være sur og trist i november. Kan være jeg gør det en anden dag her i november, for der er sket ret mange sure ting i november for mig før. En graviditet, der ikke blev til noget. ALTID pisse travlt på studiet i november.

Nå, men sidste år. Da jeg jo boede i Trondheim i Norge. Der skrev jeg et indlæg på mit tidligere blog-hjem, nemlig min Facebookside. Pointen med det indlæg var, at jeg takkede Trondheim for at være så god og dejlig og for, at jeg ikke havde en “3-måneders-krise”. Lige indtil næste dag. Seriøst d. 1. november. Så gik det galt. Totalt galt. 

SÅ i år. Da november ligesom stod for døren, besluttede jeg mig i sidste uge for at tage tyren ved hornene. Og GØRE noget. VÆLGE ikke at falde ned i en krise.

For det er sådan, at det netop i november er 3 måneder siden, vi flyttede tilbage til København. Altså et nyt giga skifte i vores liv. Nye jobs, ny vuggestue, ny skole, næsten nyt hjem.

Og jeg har fløjet rundt på en regnbuefarvet taknemmelighedssky som en anden happy go lucky puppy unicorn og bare elsket, elsket og elsket det her gamle nye liv. Og jeg har sgu tænkt mig at fortsætte på den sky. Ok, der må godt være tilsat nogle drys melankoli og indadvendt fordybelse - det elsker jeg også. Men bare på den ikke-krise-agtige-GRÅ-måde. 

Derfor skal dette års november dedikeres til kroppen. Til at gøre noget med kroppen. Til at lære noget om kroppen.

As simple as that. Hver dag vil jeg have fokus på kroppen. Og jeg deler det herinde og på de andre SoMe steder. Så har jeg nemlig en fast forankring hver dag til at give mig lys og liv og bevægelse. Hovedet må også godt være med, men det skal bruges til at give kroppen et spark op af kontorstolen, løfte hænderne fra keyboardet, flytte øjnene fra Facebook og komme UD. Og måske også bruges til at stå på. Og ja ja, også bruges til at lære noget nyt om kroppen.

Så, du skal være så velkommen november. #idonovember #kroppeninovember #lavnogetmedkroppen #lærnogetomkroppen

 Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.

Jeg har skrevet om løb i sidste uges Udgiveronsdag. Løb kommer også til at følge mit kropstema her i november. Her et løbebillede af løbesko med hjælp på en isglat vej. Skidesmart. November i Trondheim. Nu: November i København. Kroppen-i-november.