Det minder mig om...

#3

 Pariserhjulet i Paris way back when.

Pariserhjulet i Paris way back when.

  • at min søn lige har spurgt mig: “Men moar, hvordan virker et pariserhjul?”. Tak for tilliden til, at jeg kan svare på den slags min søn <3.

  • at jeg overvejer, at rykke rundt på mine børns bette værelse. Det er ret småt og min bror (@marksnortattoo) har malet det fineste maleri på væggen dengang LM blev født (i 2011), hvor der lige nu står en kæmpe køjeseng foran. Vi skal have luft ind i det værelse. På maleriet er der i øvrigt en luftballon af de fineste små bitte balloner i alverdens farver, som en lille bamse sidder i. Da Alvin var helt lille skulle vi altid prøve at nå det med armene og sige godnat og vi måtte stå helt på tæer.

  • at jeg har læst Dumbo med min datter og den er mega trist med de store ører og at jeg hver gang, jeg læser den, bliver lidt rørt, fordi hans mor kommer i fængsel for at beskytte sin lille søn, men at den heldigvis svælger i en lykkelig slutning, for Dumbo ender med at bruge sine ører til at flyve med og bliver cirkusstjernen! Og så har Dumbo en for evigt god ven, cirkusmusen Tim. Man skal aldrig kimse af en lille god og klog ven.

  • at jeg har genfundet First Aid Kit. Det må være en vinterting.

  • at det her indlæg på en måde er en overspringshandling fra at lave “økonomiting”.

  • at den røde tråd i dette indlæg af en eller anden årsag er blevet til en art “Tivoli" og “Cirkus”.

 LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

At forcere noget har aldrig været godt for noget - jeg prøver 1 ny ting af

Sidste år, da jeg havde #kroppeninovember var det en slags indre drivkraft henimod, at november kunne blive en god og dejlig oplevelse. Modsat mange andre år før det, hvor november har været grå og trist ligesom indersiden af mit hjerte på særligt dårlig dage.

Sidste år løb jeg. Tidligt om morgenen i tåge og mørke. Med med mine Norgereflekser på og neongule vest.

Jeg vidste, det var nødvendigt. Med det morgenløb. Bare at få de der små åndehuller, så løbelykkefølelsen kunne forplante sig i mit sind og vare ved resten af måneden. Eller i hvert fald bare resten af dagen.

Og det gjorde det skam også.

Men der var også et lille bitte snert af noget forcering over det. Og hvad siger krop og sind til det? Der var noget med at have LYST til at blive lidt længere i sengen om morgenen og tage det stille og roligt. I stedet var der jo kroppen i november, der havde lovet sig selv og hele verden på de sociale medier (som jo fulgte med i spænding, overbeviste jeg mig selv om) at nu skulle der satme løbes.

Så ligesom meget andet i mit liv, blev det noget hektisk, i hvert fald, når jeg kigger tilbage på det. Og vi ved jo alle sammen, at den bagudskuende hukommelse altid har ret!! Men det er den følelse, jeg sidder tilbage med. Af noget hektisk, noget, der blev forceret.

Selvom det gjorde noget godt for mig. At have fokus på kroppen. Bare det at have et fokuspunkt. At beskæftige hjernen med 1 ting den måned. At give det opmærksomhed og energi.

Det har jo 2 fordele:

1) At fjerne fokus fra den altid energiske strøm af tanker, gode som dårlige

2) At give fokus til det kropslige - til bevægelse - skaber mere bevægelse - og rent hormonelt flere lykkehormoner til hjernen og på en måde også spirituelt giver energien og lyset mulighed for at flyde frit i kroppen.

Begge dele egentlig ret meditativt.

Men, men, men. Jeg har oplevet, at i år med kroppen i november, så lytter jeg mere til, hvad min krop rent faktisk har brug for. For det er bestemt ikke altid en løbetur tidligt tidligt inden arbejde og afleveringsræset. Det er ALTID meditation og stilhed. Det er ALTID at få benene op i luften og give ro til nervesystemet. Så den rolige følelse faktisk følger mig resten af dagen.

Jeg elsker løbeture.

Idag har jeg faktisk løbet. På trods af en anelse tømmermænd og tusmørke. Så løb jeg i Frederiksberg Have sammen med Prince. Imorgen har jeg måske brug for endnu en løbetur eller bare at rulle frem og tilbage på yogamåtten og give min ryg kærlighed.

Derfor bliver mit kroppen i november også at sætte stikket i til kroppen og ikke altid bare hovedet, der somme tider farer lidt for hurtigt derud af og vil i mål med alt muligt. Gerne igår.

Måske du også har mod til at prøve 1 ny ting af? Måske ved du allerede, hvad det kunne være?

#kroppeninovember

 Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Det minder mig om...

#1

  • At jeg har hørt Dire Straits’ nummer “Your Latest Trick” på repeat her til aften. Både under pizzalavningen og opvasken. Den saxofon kan noget.

  • At jeg konstant føler, at jeg er 5 minutter efter schedule. Ikke nok med, at jeg føler det. Jeg ER det.

  • At jeg idag har moret mig over disse sprogblomster fra mine børn:

    • “Mor du skal bare bruge brugsafvisningen.”

    • “Nu leger vi, at det er udlandsisen, vi sejler på.”

    • Vi skulle i Zoologisk Have i dag. Ifølge Agnes skulle vi i “Logisk kakao”.

    • “Hun bygger et hus af meton.”

  • At jeg simpelthen ikke kan sige som hverken en racerbil (eller bare en almindelig bil), en flyver, en helikopter eller en form for båd. Transport har for mig bare ingen lyd på.

  • Lidt i den samme dur - men jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i historier (for børn!), der lyder noget i retning af:”…Hangarskibe…USS Saratoga, HMS Furious og Akagi, blev oprindeligt designet til at være slagskibe, før de blev bygget om. Akagi kunne medføre op til 66 fly, der lettede fra tre forskellige dæk, mens Saratoga kunne medføre op til 78 fly…og var forsynet med hydrauliske eller dampdrevne katapulter…” Fra bogen (gæt engang): “Biler, Tog, Skibe og Fly”. Min søn elsker den. Jeg. Jeg kan ikke hverken lyde som noget af det, og ej heller fortælle levende om det. For ikke at tale om UDTALE det eller det værste af det hele: Få dem til at give mening.

  • At jeg godt kan lide søndag med mine to små børn.

  • Og lilla. Ligsom min datter.

Bum. Det var den første af sin slags i “Det minder mig om” blogkategorien.

Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

 Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold.&nbsp;

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

Det forpligtende fællesskab

Det er forår, det er sol og det er søndag....og hele verden ser ud som i en Lille Per film. Altid. Øhhhh ikke rigtigt vel!?

Jeg har pt en form for tinitus af konstant børnesnak og måske en begyndende hals-et-eller-andet. Vi er taget til Sverige igen her i Kr. Himmelfartsferien. Solen fejler ikke. Og det er vi dybt taknemmelige for. Men børnene, hold nu kææææft, sorry, det må man ikke sige, men jeg kan beskrive det således, at jeg var mægtig glad for et stort glas kold øl samt lidt biodynamisk hvidvin til deling under både madlavning og madindtag.

Mine børn er glade for at tale. Og starter hver sætning med "Moar....". Det er helt sikkert ikke unikt. Men jeg kan bare konstatere, at jeg i dag nød at gå ned med skraldet i skraldespanden 100 meter væk fra huset. Jeg lagde mærke til brumbassen, der summede rundt helt fri for forpligtelse i sit lille legeland af et blomsterbed. Jeg lagde mærke til de mange skovsnegle på min vej med deres opmærksomme følehorn strittende højt op i luften. Jeg lagde mærke til lydbilledet af fuglekvidder i trætoppene, der omgiver huset.

Lige indtil det øjeblik, hvor et barn råber "Moar......". Og jeg et splitsekund når at tænke..."Jaaaa, hvad NUUUU!!!? Lad mig nu liiiiige få et sekunds fred og ro.". Indtil barnet siger: "Jeg skal bare lige holde øje med dig, jeg vil gerne have, at du kommer tilbage." Og så kan jeg jo ikke lade være med at stornyde det syn, der møder mig på vejen tilbage fra skraldespandspilgrimsruten - to børn, der er høje på fredagsslik og leger cirkus. Kun for mig (ikke på Medina-måden trods alt). 

Fællesskabet er for mig dette årtusindes udvej. Det kommer til at indtage mange forskellige ansigter og gør det allerede.

Mine børn kan jo drive mig til vanvid (og det er jeg IKKE alene om, ved jeg for sure!), men de er også meningen med mit liv. Vores lille fællesskab forpligter i forhold til at skabe samfundsborgere, der ved, hvad de selv vil og som tager hensyn til andre. Og som kerer sig om deres medmennesker og deres bedste. Det er min mission med mit eget lille fællesskab, der pt huserer i Sverige og normalt i landsbyen Vesterbro. 

Yoga julie retreat børn julieag.dk

Ind i kampen igen

Jeg så lige en video på Facebook, der er taget i nattens mulm om mørke med et natkamera, af en mor, der sover. Eller det gør hun jo så ikke. Hun ammer, henter børn ind i sengen, karter rundt, bliver hevet i håret, står op og henter vand osv. osv.

Den tid er faktisk nærmest ovre herhjemme, når man har børn på 6 et halvt og snart 3. 

Altså indtil de bliver syge. Og ikke bare sådan host host snot snot syge. Men sådan, den der mega onde influenza syge. Og i halen på det mellemørebetændelse. Og i halen på det opkastsyge, eller hvad det nu hedder. 

Jeg har det som om jeg har været på introtur med syg hård druk non stop i 3 uger. 

Heldigvis gik jeg i seng med det mindste lille barn og hendes syge mave i fredags og vi samsov så i 12 timer. Nærmest uafbrudt. Og da vi vågnede kl. 8, lå den store der også, og jeg hentede lidt vand, og så sov vi sgu videre i halvanden time til. 

Jeg var jo et helt nyt menneske! Samme var børn, der heldigvis begge to nærmer sig hverdagsgrænsen igen. Det vil sige på med skole- og børnehavetasker, smil og lutter glade dage. For sådan er hverdagen jo uden syge børn. Lutter smil og glade dage. Ej, det tror man jo i sin sygdoms fodsved, når man idealiserer den der normalitet MED søvn. 

Men jeg glæder mig faktisk til den helt almindelige hverdagsagtige trummerum, der jo inkluderer op og afsted, koordineren mig her og der, havregryn, svømning, tag nu dit tøj på og bare en dejlig dejlig følelse af, at det hele nok skal gå. 

PS For lidt siden var vi i New York. Ja, vi spiste os nærmest igennem den by, så der kommer snart nogle for nice tips til gode spisesteder. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal have så ondt af mig selv, når jeg lige har været i New York. Og fik dyrket yoga. Og havde lutter voksentid. 

Blog

Ugen genoplyst - NYT fra uge 1

Som noget nyt her på min blog, vil jeg give mig i kast med et tilbageblik på ugen, der gik. Jeg har gjort det før HER og har også skrevet lidt om, at jeg generelt har svært ved at give slip på dagen især (LÆS: er bare en natteravn!?) - så med tanke på det, er det vel passende på en søndag aften at holde fast lidt endnu på ugen, der gik. 

Den må godt være i taknemmelighedens lys. Det kan jeg egentlig godt lide. Måske også peppet op med noget med at falde, sige noget kikset eller at more sig.

I uge 1, der lige er gået:

# 1 Har jeg fundet ud af, at Gurli Gris ikke blot hitter herhjemme, men også blandt andre af mine veninders to (plus) årige. #sammebåd

# 2 Har jeg meldt mig på ikke bare et, men to yogaretreats denne januar. Den ene i København i næste weekend og den anden på Sydsjælland weekenden efter. #trækkerpåflekspassekontoen 

# 3 Er jeg så ustyrlig glad for mit job. Kæmpe punktum. #fællesskab

# 4 Er tulipaner - min yndlingsblomst næstefter bonderosen - kommet ind i vores stue. Hvilket betyder, at jeg snart har fødselsdag og at der dufter lidt af forår. 

# 5 Har vi sgu fået fjernsyn. I mange år droppede vi det "for bare at sidde og tale sammen eller læse en bog om aftenen". Nå, men nu pryder Sex and The City igen min væg. Do I like it? #Absofuckinglutely!

# 6 Har jeg siddet fast i et cykelstyr. Altså ikke helt mig, og heller ikke mit cykelstyr. Men barnevognens stofble sad fast i et styr på et fortov, da jeg i en håndevending troede, jeg lige kunne snige mig uden om det. Minder mig om dengang, jeg i høj fart på Nimb, sad fast i et dørhåndtag med min blazer. Den var rosafarvet og det samme var mine kinder til det der fine konsulentarrangement. 

# 7 Har jeg lyttet utrolig meget til Anne Linnet/Tove Ditlevsens album "Barndommens Gade" på Spotify, mens jeg har enten cyklet, gået med barnevogn, kørt i bil eller arbejdet. Den er så fin og yndig og så har jeg også købt min første Tove Ditlevsen bog hos yndlingsboghandleren Thiemers Magasin. Må være på sin plads, nu hvor jeg bor lige her, hvor hun også tussede rundt. 

Syv blev det til i denne omgang på den syvende januar to tusind og atten. 

 # 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik.&nbsp;

# 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik. 

En masse tal: 2017 var 50 % Trondheim og 50 % København

Det går op for mig her midt i stuen der regner med frikadeller (børnefilm, red.) og tørrer vasketøj på en lørdag aften d. 6. januar, at det i dag er præcist et halvt år siden, at vi havde vores sidste aften i Trondheim. Den aften kunne jeg ikke gå i seng. Normalt er jeg også ret dårlig til at gå i seng og give slip på dagen (det er blevet bedre post børn), men den aften var den helt gal. Jeg var jo virkelig glad for, at vi skulle flytte hjem til København igen. Jeg havde nærmest glædet mig i et halvt år til den dag. Havde talt ned. Virkelig. Men da den så kom, så kunne jeg sgu ikke give slip. På dagen og på Trondheim. På udsigten. På alle minderne deroppe fra, som trods alt også rummede rigtig mange gode og dejlige ting (Trondheim Lovelies); Min yndlingscafe Sellanraa, hvor jeg fik mit daglige skud "hej" fra ægte nordmænd samt fantastisk kaffe, mit yogasted - Terra Yoga i Lade, turen op til barnehagen ad den (skide) bakke i al slags vejr (hvis jeg gør det op i noget med procent, så var det nok 75 % i sne, is eller slud, til gengæld var der de resterende 25 % fyldt op med lutter smukhed for mit åsyn), de dejlige elever i mine yogaklasser i 3T i Melhus, hvor jeg fik mit første seriøse yogalærerselvtillidsboost samt et langvarigt kærlighedsforhold til at undervise i yoga, de mange eftermiddage (i meget lys og meget mørke) med børn, de nye internationale venner i TEDxTrondheim, ture til hytter højt oppe på fjeldet, bjerge, bare bjerge, nydelige og koselige nordmænd, en ro som jeg aldrig har set eller oplevet magen til, men som sidder så dybt i min krop, at den flyttede med hjem.

Jeg kunne jo ikke løbe fra, at natten kom (selvom den var lutter lys d. 6. juli). Og da jeg havde tudet ud af vinduet og kigget fastholdende ud på MIN udsigt for sidste gang, så gik jeg ind og lagde mig. 

Nogle gange må tiden godt stoppe som deroppe den sidste aften. Men da jeg kiggede på min store søn på seks her til aften var det egentlig helt ok, at han er blevet seks år. Og vokser og bliver større. Og kan alting selv (det meste i hvert fald!) Og vi er hjemme igen. Og har været det det sidste halve år. Og hold kæft et dejligt halvt år, der er gået hurtigt. Og jeg kan glæde mig over den tid, der er gået. Jeg kan faktisk godt give slip og lade det komme som kommer. Og snart gå i seng.

Og med det håber jeg også det gælder mine to babes, der ligger i lag inde på deres fælles værelse. Den lille jeg troede sov, da den store også kom ind. Og jeg hørte mig selv sige (proud mom moment) "jeg bliver stiktosset, hvis du siger en lyd, Alvin!" og jeg prøver at hviske-synge godnatsang med en blid påtaget hviskestemme. Og hans svar så bliver til mit "godnat, jeg elsker dig, sov rigtig godt (og nu helst! uden at hype noget som helst med din lillesøster nedenunder)" - "men jeg er altså bare lidt ked af det, for hvorfor skal vi dø?". Jeg har fået i hvert fald et barn, der også har svært ved at give slip på dagen. Til gengæld er han vildt god til bare at være fordybet i det han er i lige nu. Som at lege med 50.000 legoklodser <3 

 

 

 

 En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.&nbsp;

En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.