Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

 Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

Det forpligtende fællesskab

Det er forår, det er sol og det er søndag....og hele verden ser ud som i en Lille Per film. Altid. Øhhhh ikke rigtigt vel!?

Jeg har pt en form for tinitus af konstant børnesnak og måske en begyndende hals-et-eller-andet. Vi er taget til Sverige igen her i Kr. Himmelfartsferien. Solen fejler ikke. Og det er vi dybt taknemmelige for. Men børnene, hold nu kææææft, sorry, det må man ikke sige, men jeg kan beskrive det således, at jeg var mægtig glad for et stort glas kold øl samt lidt biodynamisk hvidvin til deling under både madlavning og madindtag.

Mine børn er glade for at tale. Og starter hver sætning med "Moar....". Det er helt sikkert ikke unikt. Men jeg kan bare konstatere, at jeg i dag nød at gå ned med skraldet i skraldespanden 100 meter væk fra huset. Jeg lagde mærke til brumbassen, der summede rundt helt fri for forpligtelse i sit lille legeland af et blomsterbed. Jeg lagde mærke til de mange skovsnegle på min vej med deres opmærksomme følehorn strittende højt op i luften. Jeg lagde mærke til lydbilledet af fuglekvidder i trætoppene, der omgiver huset.

Lige indtil det øjeblik, hvor et barn råber "Moar......". Og jeg et splitsekund når at tænke..."Jaaaa, hvad NUUUU!!!? Lad mig nu liiiiige få et sekunds fred og ro.". Indtil barnet siger: "Jeg skal bare lige holde øje med dig, jeg vil gerne have, at du kommer tilbage." Og så kan jeg jo ikke lade være med at stornyde det syn, der møder mig på vejen tilbage fra skraldespandspilgrimsruten - to børn, der er høje på fredagsslik og leger cirkus. Kun for mig (ikke på Medina-måden trods alt). 

Fællesskabet er for mig dette årtusindes udvej. Det kommer til at indtage mange forskellige ansigter og gør det allerede.

Mine børn kan jo drive mig til vanvid (og det er jeg IKKE alene om, ved jeg for sure!), men de er også meningen med mit liv. Vores lille fællesskab forpligter i forhold til at skabe samfundsborgere, der ved, hvad de selv vil og som tager hensyn til andre. Og som kerer sig om deres medmennesker og deres bedste. Det er min mission med mit eget lille fællesskab, der pt huserer i Sverige og normalt i landsbyen Vesterbro. 

Yoga julie retreat børn julieag.dk

Ind i kampen igen

Jeg så lige en video på Facebook, der er taget i nattens mulm om mørke med et natkamera, af en mor, der sover. Eller det gør hun jo så ikke. Hun ammer, henter børn ind i sengen, karter rundt, bliver hevet i håret, står op og henter vand osv. osv.

Den tid er faktisk nærmest ovre herhjemme, når man har børn på 6 et halvt og snart 3. 

Altså indtil de bliver syge. Og ikke bare sådan host host snot snot syge. Men sådan, den der mega onde influenza syge. Og i halen på det mellemørebetændelse. Og i halen på det opkastsyge, eller hvad det nu hedder. 

Jeg har det som om jeg har været på introtur med syg hård druk non stop i 3 uger. 

Heldigvis gik jeg i seng med det mindste lille barn og hendes syge mave i fredags og vi samsov så i 12 timer. Nærmest uafbrudt. Og da vi vågnede kl. 8, lå den store der også, og jeg hentede lidt vand, og så sov vi sgu videre i halvanden time til. 

Jeg var jo et helt nyt menneske! Samme var børn, der heldigvis begge to nærmer sig hverdagsgrænsen igen. Det vil sige på med skole- og børnehavetasker, smil og lutter glade dage. For sådan er hverdagen jo uden syge børn. Lutter smil og glade dage. Ej, det tror man jo i sin sygdoms fodsved, når man idealiserer den der normalitet MED søvn. 

Men jeg glæder mig faktisk til den helt almindelige hverdagsagtige trummerum, der jo inkluderer op og afsted, koordineren mig her og der, havregryn, svømning, tag nu dit tøj på og bare en dejlig dejlig følelse af, at det hele nok skal gå. 

PS For lidt siden var vi i New York. Ja, vi spiste os nærmest igennem den by, så der kommer snart nogle for nice tips til gode spisesteder. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal have så ondt af mig selv, når jeg lige har været i New York. Og fik dyrket yoga. Og havde lutter voksentid. 

Blog

Ugen genoplyst - NYT fra uge 1

Som noget nyt her på min blog, vil jeg give mig i kast med et tilbageblik på ugen, der gik. Jeg har gjort det før HER og har også skrevet lidt om, at jeg generelt har svært ved at give slip på dagen især (LÆS: er bare en natteravn!?) - så med tanke på det, er det vel passende på en søndag aften at holde fast lidt endnu på ugen, der gik. 

Den må godt være i taknemmelighedens lys. Det kan jeg egentlig godt lide. Måske også peppet op med noget med at falde, sige noget kikset eller at more sig.

I uge 1, der lige er gået:

# 1 Har jeg fundet ud af, at Gurli Gris ikke blot hitter herhjemme, men også blandt andre af mine veninders to (plus) årige. #sammebåd

# 2 Har jeg meldt mig på ikke bare et, men to yogaretreats denne januar. Den ene i København i næste weekend og den anden på Sydsjælland weekenden efter. #trækkerpåflekspassekontoen 

# 3 Er jeg så ustyrlig glad for mit job. Kæmpe punktum. #fællesskab

# 4 Er tulipaner - min yndlingsblomst næstefter bonderosen - kommet ind i vores stue. Hvilket betyder, at jeg snart har fødselsdag og at der dufter lidt af forår. 

# 5 Har vi sgu fået fjernsyn. I mange år droppede vi det "for bare at sidde og tale sammen eller læse en bog om aftenen". Nå, men nu pryder Sex and The City igen min væg. Do I like it? #Absofuckinglutely!

# 6 Har jeg siddet fast i et cykelstyr. Altså ikke helt mig, og heller ikke mit cykelstyr. Men barnevognens stofble sad fast i et styr på et fortov, da jeg i en håndevending troede, jeg lige kunne snige mig uden om det. Minder mig om dengang, jeg i høj fart på Nimb, sad fast i et dørhåndtag med min blazer. Den var rosafarvet og det samme var mine kinder til det der fine konsulentarrangement. 

# 7 Har jeg lyttet utrolig meget til Anne Linnet/Tove Ditlevsens album "Barndommens Gade" på Spotify, mens jeg har enten cyklet, gået med barnevogn, kørt i bil eller arbejdet. Den er så fin og yndig og så har jeg også købt min første Tove Ditlevsen bog hos yndlingsboghandleren Thiemers Magasin. Må være på sin plads, nu hvor jeg bor lige her, hvor hun også tussede rundt. 

Syv blev det til i denne omgang på den syvende januar to tusind og atten. 

 # 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik. 

# 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik. 

En masse tal: 2017 var 50 % Trondheim og 50 % København

Det går op for mig her midt i stuen der regner med frikadeller (børnefilm, red.) og tørrer vasketøj på en lørdag aften d. 6. januar, at det i dag er præcist et halvt år siden, at vi havde vores sidste aften i Trondheim. Den aften kunne jeg ikke gå i seng. Normalt er jeg også ret dårlig til at gå i seng og give slip på dagen (det er blevet bedre post børn), men den aften var den helt gal. Jeg var jo virkelig glad for, at vi skulle flytte hjem til København igen. Jeg havde nærmest glædet mig i et halvt år til den dag. Havde talt ned. Virkelig. Men da den så kom, så kunne jeg sgu ikke give slip. På dagen og på Trondheim. På udsigten. På alle minderne deroppe fra, som trods alt også rummede rigtig mange gode og dejlige ting (Trondheim Lovelies); Min yndlingscafe Sellanraa, hvor jeg fik mit daglige skud "hej" fra ægte nordmænd samt fantastisk kaffe, mit yogasted - Terra Yoga i Lade, turen op til barnehagen ad den (skide) bakke i al slags vejr (hvis jeg gør det op i noget med procent, så var det nok 75 % i sne, is eller slud, til gengæld var der de resterende 25 % fyldt op med lutter smukhed for mit åsyn), de dejlige elever i mine yogaklasser i 3T i Melhus, hvor jeg fik mit første seriøse yogalærerselvtillidsboost samt et langvarigt kærlighedsforhold til at undervise i yoga, de mange eftermiddage (i meget lys og meget mørke) med børn, de nye internationale venner i TEDxTrondheim, ture til hytter højt oppe på fjeldet, bjerge, bare bjerge, nydelige og koselige nordmænd, en ro som jeg aldrig har set eller oplevet magen til, men som sidder så dybt i min krop, at den flyttede med hjem.

Jeg kunne jo ikke løbe fra, at natten kom (selvom den var lutter lys d. 6. juli). Og da jeg havde tudet ud af vinduet og kigget fastholdende ud på MIN udsigt for sidste gang, så gik jeg ind og lagde mig. 

Nogle gange må tiden godt stoppe som deroppe den sidste aften. Men da jeg kiggede på min store søn på seks her til aften var det egentlig helt ok, at han er blevet seks år. Og vokser og bliver større. Og kan alting selv (det meste i hvert fald!) Og vi er hjemme igen. Og har været det det sidste halve år. Og hold kæft et dejligt halvt år, der er gået hurtigt. Og jeg kan glæde mig over den tid, der er gået. Jeg kan faktisk godt give slip og lade det komme som kommer. Og snart gå i seng.

Og med det håber jeg også det gælder mine to babes, der ligger i lag inde på deres fælles værelse. Den lille jeg troede sov, da den store også kom ind. Og jeg hørte mig selv sige (proud mom moment) "jeg bliver stiktosset, hvis du siger en lyd, Alvin!" og jeg prøver at hviske-synge godnatsang med en blid påtaget hviskestemme. Og hans svar så bliver til mit "godnat, jeg elsker dig, sov rigtig godt (og nu helst! uden at hype noget som helst med din lillesøster nedenunder)" - "men jeg er altså bare lidt ked af det, for hvorfor skal vi dø?". Jeg har fået i hvert fald et barn, der også har svært ved at give slip på dagen. Til gengæld er han vildt god til bare at være fordybet i det han er i lige nu. Som at lege med 50.000 legoklodser <3 

 

 

 

 En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.&nbsp;

En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory. 

Post julestemning og noget at være taknemmelig over

Glædelig bagjul. Jeg skal give dig baghjul, ja jeg skal. Ej, jeg har jo selv sagt det i dag på arbejdet indtil flere gange - og også indtalt det på en venindes telefonsvarer. Så glædelig jul kan man vist godt stadig sige, selvom det er 3. juledag og de helt store juledage er ved at være ovre.

Min datters julesangønske, da vi gik rundt om træet den højhellige juleaften var: "Den med Olde Bolle". Så det sang vi. "Oppe i Norge, der boede 3 trolde...". Det var sgu skønt at se hele familien danse rundt og sige "UF, sagde troldefar, uf sagde troldemor...men den lille olde bolle sagde ikke spor". Nogen gjorde sågar et lille hop. Det var vist mig.

Sidste år - i selvsamme Norge -  fik vores LM på dengang 5 år lov til at vælge den første sang, da vi skulle gå rundt om træet. Og det skulle være Luciasangen, som han netop havde sunget i sin norske barnehage. Så brød han ellers ud. Det var som om tiden stod stille i de par minutter det varede. Ja - det er vist kun en mor og den nærmeste familie, der må sige sådan, men han sang vitterligt så englene klappede i deres vinger, hvis sådan nogle kan gøre det. Det var helt magisk. En helt klar lys drengestemme - og så på klingende norsk.

Nå, men julen er børnenes og hjerternes fest. Og mit hjerte vil gerne lige lave en lille taknemmelighedsliste her på et af årets sidste dage.

Post-julehjerte-taknemmelighed for:

  • Filmen "En frygtelig kvinde", som jeg netop har været inde og se. Helt alene. Så taknemmelig for muligheden for at kunne smutte i bio 10 minutter før filmen starter, og for at grine lidt selv (og af sig selv!!??) af en virkelig rammende film. Av - den gjorde sgu lidt ondt. Kvinder kan være nasty. 
  • Plusgrader. Det betyder nemlig, at jeg ikke behøver at iføre mig verdens tykkeste jakke og pigge på skoene.
  • Min søns evne til at bygge LEGO i halve og hele dage i nattøj. Det er mindfulness på et meget højt plan.
  • Min datter, der bare vil være med, hvor det hele det lige sker. Tit heldigvis på mit fang (= skød på norsk). "Sitta fanga."
  • Fuglefløjt i et træ i min gade. Selvom det er mærkeligt her i vintermorgenmørket og jeg virkelig mener, at jeg lige nu er glad for vintermørket, så giver fuglefløjt mig altid sommerfugle i maven.
  • Mine venner. Altid for mine venner.
  • At jeg i en ruf fik ryddet børnenes deleværelse op. Det føles bare godt at smide McDonalds plastiklegetøj og dimsedutter ud og endelig kunne give min lille datter AG sin egen hylde på et ellers ret drenget værelse. I dag har de faktisk leget restaurant SAMMEN og jeg mener jo, at det er fordi, de nu kan se, hvor køkkenet og maden er. Nemlig i en sort opbevaringsboks. Note to self om den første på listen (AV den film var sgu lidt rammende. Kvinder kan rydde op kan de.)!
  • Lys i vinduer på den anden side af gården. Der er liv i min by!!
  • Et yogasamarbejde in the making in my hood. 

Snart godt nytår derude. Pas på dig selv <3 

 

 Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen.&nbsp;

Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen. 

Vi slutter på en god note - november og jeg - jeg tør godt igen næste år

Jeg ligger her i min mørkeblå uldsofa, som vi har vendt om - altså ikke, så den står med benene i vejret som en anden væltet ko, men vendt op ad en helt anden væg. Det har vi ikke prøvet før. Til nye læsere, så er vi jo netop flyttet hjem til vores gamle lejlighed på Vesterbro efter et år i Norge. Og det har på mange måder vendt op og ned på alting. Inklusiv måden, vi indretter vores gamle lejlighed på. Min svigermor sagde faktisk rigtig sødt til mig, at hun synes, at det var flot, at vi idet vi flyttede tilbage i den gamle lejlighed, tænkte den helt om i forhold til indretning. Så meget har vi nu ikke ændret. Men sofaen står nu op ad en anden væg og der er kommet en trappe-ish reol for endevæggen OG min elskede teakskænk kan også være her i vores lille sofa-stue.

Sjovt som man kan rejse ud og komme hjem med helt nye perspektiver på det samme. Vi er jo fuldstændigt vanvittige vanedyr. Vores hjerne vil aller helst det, den kender godt. Dens eneste formål er at sørge for, at vi overlever, og det gør den nok nu engang bedst ved at gøre det den kender. Ikke noget med farer og ricisi. Nogen siger, at det tager 30 dage at bryde en vane. 30 dage før hjernen har accepteret, at det nye, der er blevet indført er kommet for at blive, og at det ikke har ført noget uhyggeligt med sig. Tværtimod har det måske skabt læring og udvikling. Og ro. 

Idag er der gået 30 dage siden jeg startede min #kroppeninovember kampagne og rejse for mig selv.

For at rejse mig fra fortidens ikke-glemte og til tider let dystre novembermåneder, hvor det har føltes som om det hele faldt sammen som et korthus i en børnehave. For at forebygge den 3 månederskrise, jeg før har oplevet efter et større skifte, som også før har faldet sammen med november.

Meningen var at fjerne fokus fra hvordan november PLEJER at være og over til noget positivt og kropsligt. Derfor skulle bevægelse ind i mit liv. Helt struktureret. Jeg skulle have noget at holde mig selv oppe på. Have et purpose. Et why. 

Som en anden resultatdrevet type (og coach!), vil jeg gerne gøre lidt status på, om jeg så har opnået mit mål. Men altså målet var jo sådan set ikke så klart. Det var egentlig for mig mere processen. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvor jeg kunne være ved at falde ned i de der novembermørke huller, kunne jeg dirigere min hjerne, mit hjerte, mit fokus hen på min vejrtrækning. Det kropslige. Slippe i kæberne. Slippe i håndfladerne. Sænke skulderne. Gøre mig blød omkring brystet og det nederste af maven. For der kommer udfordringer hele tiden. Den der periode "når først det der er overstået" eller "når bare vi kommer om på den anden side af..." det sker jo ikke. Jeg kan godt se, hvordan det kan være nemmest at falde tilbage til den gamle vane. Når det er mørkt ude og varmt inde. Så lokker løbeturen ikke så meget. Og når der lige er 20 ting på den der to-do liste og 5 mennesker, der gerne lige vil have en leverance over bordet helst inden i dag kl. 17, så kan det godt være fristende at tage to-do listen end at sætte sig og mærke efter i sin krop. Men det er jo sjovt nok der, man har aller mest brug for det. 

Jeg havde på en måde givet mit ord til mig selv. Og det at toppe den op med også at give mit ord til bloggen her, gør det lidt sværere at bakke ud, selvom det bliver svært. Jeg blev for et øjeblik siden næsten helt trist over, at november her om et par timer er slut. Aldrig mere november 2017. Ja jeg kan være lidt melodramatisk over at skulle sige farvel. Men det er på en god note. Vi har sluttet fred og jeg tør godt komme igen næste år. November, du har fået en stor plads i mit hjerte. Det er da et flot resultat;-)

So long november. Og tak.

Og velkommen december. Du har sgu også ret meget godt kørende for dig. Men du får det ligesom bare forærende ik:-)

 

 

 

julie-arnesen-gade julieag.dk blog - kroppen-i-november

En ny fase - og noget om et stort fælles moderhjerte

Der var engang en lille pige, der elskede sin seng med tremmer og puttede så godt med sin blomstrede dyne og sin lille kaninus og sin sut. Hun skulle bare have en lille sang og dynen op til sine øjne og så var det godnat. Hele natten. Hun har sovet det meste af sit korte liv på et værelse af træ helt oppe under taget i et stort hus oppe i Trondheim. Nogle gange blæste det så voldsomt, så mor her inde ved siden af, troede at huset af træ ville styrte sammen. Men den lille pige sov såmænd bare så fint igennem det hele. Hvis der var sådan en pris, så ville hun helt sikkert vinde den for det bedst sovende barn. 

Indtil nu. 

Those days are over my friend.

Nu er den lille pige 2 1/2 år. 

Og sover under sin storebrors rumskib af en køjeseng. Det var nok lidt et forsøg til at starte med. Altså at de to skulle dele værelse. Men nu er reolen skruet fast i væggen, væggene malet, rutinerne kørt ind, så nu er det sådan det er. Lige indtil nu. 

Nu. Midt i en afspændingsseance med den store dreng på toppen af rumskibet, hører vi pludselig et par bump og en, to, tre så er den lille pige løbet hen til døren, har åbnet den og spænder ind i stuen. Alvin kan ikke andet end at bryde fuldstændigt sammen af grin. Og det var faktisk virkelig befriende at høre ham klukle sådan. Og jeg havde egentlig tænkt mig tidligere i dag, at jeg ville skrive om noget, der er sjovt, bare fordi. Bare fordi det stadig er november og oh it's getting darker og hverdagen buldrer derud af. (Nu spiller hun sgu på guitar derinde.)

Måske har vi bare været heldige, at det først er nu, at hun fatter hvad hendes lille krop faktisk er i stand til. Måske havde andre nok regnet ud, at de godt kunne løfte egen krop ud over tremmerne og ud på gulvet, før de to et halvt år. 

Men uanset hvad, så er det slut nu. I skrivende stund løber hun ind til mig og siger “jeg keder mig”. Rimelig provo type. 

Det var så den fase. 

Jeg har fundet flere andre mødre, der skriver og tegner om de her faser i (mor) livet - Ida Burchardi og tegneren Line Kjeldsen. Det er så fint - og så genkendeligt, at jeg føler, at vi alle bare har et stort fælles moderhjerte, vi deler sorger og glæder i. Tænk hvis det var sådan. Så kunne vi bare gå lidt derind og give lidt og få lidt og det ville bare være win win for os alle og ja - hvorfor ikke - for verden. Et stort fælles moderhjerte. Jeg mener, vi er jo alle sammen et på en eller anden måde over de her sociale medier, så hvorfor ikke også forestille sig/drømme om, at det en dag kan lade sig gøre at være en del af et stort smukt bankende moderhjerte. Måske noget virtual reality eller hvad det nu hedder (AI ik??). Men endnu bedre, hvis det var IRL. Det kan jo så bare ikke i sagens fysiske natur lade sig gøre, men sådan i overført fællesskabsagtig betydning. Måske er det, jeg bare vil hen til, nogle flere strikke- eller broderi/snakke saloner. Et delehus. Det kan hele at dele. Siger det bare. 

Kan man aldrig bare sige nej tak til en ny fase? Når nu man så godt kunne lide den gamle?

Jeg fik lige sendt dræberblik til mine børn. Flot. Virkede skide godt. Det var helt sikkert noget helt andet de flækkede af grin af da jeg forlod rummet med lidt tungere skridt end normalt. 

Det er bare en fase ik!!!??? Råber jeg ud til det store fælles moderhjerte. 

 

 

 Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser.&nbsp;

Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser. 

En lille (norsk!) reminder

Det kan nogle gange være lidt svært at samle alle tanker og ideer til et enkelt blogindlæg. Og hvem siger også, at det hele skal koges ned til et enkelt blogindlæg. Tja, ikke andre end mig selv jo. 

I dagene op til denne ugens midterste dag aka Udgiveronsdag både mærker jeg efter, hvad der er on my mind, og tænker over, hvad der optager mig. Nogle gange kommer det til mig i det jeg sætter fingrene til tasterne. Uden at vide, hvor det ender henne. 

Mine fingre har dog for få øjeblikke siden aet rundt i min lille datter Ags hår. Mens hun var i min favn, mig på gulv og storebror LM oppe i sin køjeseng. Med ben, der ikke kunne lade være med at rage ud over sengekanten, helt draget mod det, der foregik nede på gulvet. Lille Ag havde bare brug for ro og puttenussetid med mig. Kunne slet ikke finde ro i sin lille tremmeseng inde under storebror. Det øjeblik, med os tre sammen inde på det lille værelse i mørket fik mig et kort øjeblik tilbage til en tresomhed, som jeg i den grad også oplevede, da vi boede i Norge. En eller anden form for uovervindelighed, midt i stormen, midt på de stejleste og glatteste bakker (og bjerge!!) midt i det lange vintermørke. Vi skulle nok klare det. Og det gjorde vi. Og nu er det blevet vinter igen. Bare i Danmark. Min mand og jeg talte imorges om, at det netop er over et år siden, vi flyttede derop. Vi har et billede af os 4 i en taxa på vej til lufthavnen. På vej til vores livs eventyr. Gud hvor vidste vi bare ikke, hvad der ventede os. (nok meget godt!!!). Jeg ville aldrig have været foruden det år i Trondheim. Jeg savner stadig mine venner fra TEDxTrondheim, min stamcafe Sellanraa (som jeg også har skrevet om før HER) mit lille expat-community af andre loving moms fra hele verden. Som en af de dejlige mødre fra Holland faktisk sagde til mig for omtrent et år siden, da vi netop var begyndt at mødes til kaffe og følte os forbundet som udlændinge i et lille lokalt og til tider lukket samfund. Da jeg havde pakket ud og hængt op og gjort ved i vores hus, og hun slet ikke kunne komme igennem sine flyttekasser. Det var en ting. Men en anden ting var, at fortalte mig, at hun oppe i hovedet godt var klar over den nye virkelighed i Trondheim, men hele hendes hjerte og sind var slet ikke flyttet med eller var landet endnu. Det føles bekendt lige nu. Jeg har stadig pakket ud og gjort ved i vores gamle nye lejlighed på Vesterbro og en masse fantastisk gode ting er sket for mig og for os siden vi flyttede hjem. Mit sind er åbent, ideerne myldrer frem. Men nogle gange er benene bare en smule hurtigere end resten af kroppen, som en anden Road Runner/Hjulben (det er så godt nok hovedet, der er først på den der blå struds, men you got the picture!). Og nu er det snart jul og det er der sgu noget af mig, der slet ikke fatter. Jul på Vesterbro. Det er som om en del af mig lige tager en postgang mere for at komme til stede i den virkelighed, der er lige NU. 

Denne november måned har handlet om at bruge fysikken (jeeez et usexet ord) til at komme ned i kroppen og på den måde nok også overkomme frygten for at falde ned i et mørkt novemberhul. Hvilket også er ok. Huller kan være gode. Når bare man ikke sidder fast. Fokus på det fysiske, de fysiske åndehuller har været en ting. Noget andet er alt det andet gode, der kommer med. Nemlig at november har overrasket og bare givet bonus på bonus. I form af de dejlig konkrete ting som ro, dejlighed og overskud. OG en ny ide (faktisk utrolig mange ideer). Som jeg vil løfte sløret lidt for her og som jeg inderligt håber bliver til noget konkret. NEMLIG en yogaworkshop med et pift af coaching omkring nytårsdag, der skal handle om at give slip. Hvad kan man give slip på? Og så skabe en dyb forankring af at slippe i hele kroppen og være klar til et nyt dejligt år. Det kommer der meget mere om snarest! 

Namaste og kærlig hilsen

Julie

 Børn på en stejl bakke en vintermorgen.&nbsp; I Trondheim. We made it!!

Børn på en stejl bakke en vintermorgen.  I Trondheim. We made it!!

Midtvejsstatus for #kroppeninovember - lidt nostalgi over bevægelse - den lille pige og gymnastikken

Nu er halvdelen af november gået. Det har været lidt af en dyb indånding, jeg skulle tage inden, jeg hoppede ind i denne måned. Man kan sige, at jeg jo på ingen måde havde noget valg. Måneden kom jo bare, tiden kommer bare, ligesom de bjerge oppe i Trondheim, jeg har skrevet om før HER. De var der jo bare - bedøvende ligeglade med, hvordan jeg nu gik og havde det. Det var altid lidt provokerende følte jeg, som om de overvågede mig og havde en holdning til alting, men uden egentlig at give noget tilbage. 

Eller også gav de bjerge egentlig en masse tilbage, ved bare at være der.

Så jeg har på en måde holdt vejret og måske været en lille smule bange for at slippe det her i november. Hvad nu hvis november gentager sig og ville servere mig et fad med skuffelse, forvirring og frustration? Tilsat en lille smule længsel efter lys og mismod over det faktum, at efteråret - og vinteren sådan set kun lige var begyndt. 

UDEN at jinxe den vil jeg være modig og vove den påstand, at jeg godt kan slippe pusten nu, for som jeg skrev den aller første november om min grund til, at jeg holder #kroppeninovember, så hjælper lige netop DET HER som et lille fint anker. Det holder mig fast og er på en måde den der træner, jeg ved er der for mig og som udfordrer mig til at blive ved. 

Lige en sidenote om trænere. Jeg har faktisk haft forskellige i tidens løb, som har været med til at forme noget i mig. Da jeg var cirka 7-12 år dyrkede jeg konkurrencegymnastik - sådan noget olympisk gymnastik (ikke at målet for mig var OL, men det var den type gymnastik der hverken kun er rytme eller spring. Den med 4 discipliner, gulv, hest, barre og bom. Og ingen vimpler.) I starten var det det bedste jeg vidste. Jeg kunne ikke gå igennem et rum uden at slå en vejrmølle. Alle rum eller græsplæner var for mig en stor gymnastiksal. Min begejstring begyndte dog på et tidspunkt at aftage og faktisk omdanne sig til lidt en frygt for både min egen kunnen og for redskaberne. Jeg kan huske, da vi var på hesten - det vil sige, at vi altid var i rotation til en træning, så vi kom omkring alle 4 discipliner. Og nu var det hesten, jeg skulle træne på. Det handler om at tage et flot og godt tilløb henimod den og så hoppe over den på en eller anden fin gymnastikmåde. Måske du lander på dine hænder og laver et forlæns overslag. Det kan selvfølgelig blive mere og mere avanceret og saltomotolaer kan tilføjes. Jeg havde gjort det 1000 gange. Jeg kendte min træners blik, når hun var klar til at tage imod, jeg skulle jo bare løb derhen og springe op på den satans hest. Jeg kunne bare ikke. Jeg løb lige udenom. Og jeg blev ved med at løbe udenom. Indtil jeg simpelthen måtte give fortabt og kalde det, jeg vidste var uundgåeligt - at jeg ikke havde lyst til at gå til gymnastik længere. Det var en ret stor både sorg og frygt at komme til den erkendelse - og så også at sige den højt. Til min træner. Som jeg følte havde haft ét billede af mig - og pludselig var jeg ikke den lille pige, der bare let og ubekymret slog de f….vejrmøller alle vegne. 

 #tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

#tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

 #tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

#tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

Helt voksenanalytisk kan jeg jo her sige og mærke, at jeg ikke magtede hele det der konkurrencemiljø.

Jeg ville have det sjovt. Bevæge mig, bruge min krop, lege. Og jeg har siden tænkt i hele mit møde med yogaverdenen, at en lille smule fokus på vejrtrækningen og slippen i sin kæbe i hvert fald havde fastholdt mig, når jeg skulle sidde der i en split og blive trykket længere og længere ned af en træner med sin hånd på min lænd og jeg bare kæmpede imod. Det vil jeg ikke sige ligefrem gjorde det split lettere at kommer ned i. Og jeg vil ikke sige, at historierne i mit hoved om, hvordan det lige gik alt det her med mig i gymnastikken blev bedre af det fysiske pres på min lænd, der netop ikke blev støttet op af en forbindelse til min lille vejrtrækning.

Fysisk bevægelse fylder stadig virkelig meget i mit liv. Jeg ved det giver mig livskvalitet. Jeg ved også idag, at der sker noget helt fysisk i kroppen hormonelt ved bevægelse, som sætter gang i de der lykkehormoner - som for eksempel det velkendte kærlighedshormon oxytocin. Jeg elsker stadig at lege fangeleg (mest med voksne, og de elsker det også, de gør det bare for sjældent). Jeg kan stadig gå igennem en lang kontorgang og mine fingerspidser drages ned mod gulvet for at se, hvordan det gulv lige føles og mine tæer længes op imod loftet i et hurtigt vejrmøllesving. Men jeg gør det jo ikke. Lige der på kontoret. 

Men måske #kroppeninovember lige skal tage fat og ruske lidt op i det der med, hvad man kan og ikke kan. 

Vejrmøller here we come. Og opfordring til noget mere fangeleg ude i de voksne (kontor)miljøer.

 Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

PS. Til morgen faldt valget på at skrive fremfor at løbe en tur i efterårsmorgenmørket. Det tror jeg også på udløser mine lykkehormoner. Ja tak til at gøre noget godt for sig selv. #kroppeninovember - min trofaste og blide, milde og udfordrende træner, der husker mig på min vejrtrækning og på min glæde ved bevægelse og som også presser citronen for mig engang imellem uden at det behøver at være et hop lige ind i barndommens konkurrencefrygt.

 Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

At møde op til noget vigtigt - med kroppen i november

Min kloge og dygtige yogalærer i Trondheim sagde engang, at man aldrig kommer til at fortryde, at man møder op på yogamåtten. Når man først er der, vil man aldrig fortryde det. 

Sådan havde jeg det lidt til eftermiddag. Jeg havde yogatøjet med på arbejde, min mand stod for hentning og aftensmad, så eftermiddagen var sådan set min. Sagen er den, at jeg sgu har været så træt og sådan ret ramt af både det ene og det andet (det ene helt sikkert selvforskyldt efter en mildt sagt våd 40 års fødselsdag i weekenden), så underskyldningerne var ikke svære at få øje på i forhold til at skippe den der yogaklasse, jeg havde aftalt med mig selv (og med min familie), at jeg skulle til. 

Men jeg kom frem. Til det fineste forsamlingshus (ABSALON) hvor de har fuldstændig uforpligtende og fantastisk yoga, klædte om, fandt en yogamåtte og satte mig på den.

Og der kunne jeg godt blive siddende. Og bare trække vejret. Yogalæreren startede timen med netop det, at vi bare skulle sidde og mærke vores vejrtrækning. Det var sådan set det vigtigste tidspunkt i løbet af hele yogaklassen. 

Og jeg gentager. Der kunne jeg godt bare blive siddende. I øjeblikket ønskede jeg mig bare en times meditation og ren afslapning. Men som det ALTID er, når først jeg kommer igang med yoga, så er jeg bare igang med yoga. Jeg følger min vejrtrækning, jeg glemmer tid og sted, jeg er i min krop og jeg nyder det. Jeg mærker mit fundament, jeg løfter mit bryst, jeg åbner hjertet, jeg forlænger rygsøjlen, jeg gør mig lang, jeg twister, jeg har styrke i mine arme, i min core. I det dejligste fællesskab med andre på deres yogamåtter.

Og som altid, da jeg så (endelig!) lå i shavasana (hvilestillingen) til sidst. Så var jeg bare helt blød om hjertet. Og det lyder lidt mærkeligt her på skrift en helt almindelig onsdag aften, hvad end du læser med på din computer eller tablet eller telefon. Men jeg fik bare sådan en vild strøm af bare at elske. Ikke nogen eller noget bestemt på det tidspunkt. Det var bare en åben og let og ubesværet følelse af kærlighed til det hele.

Punktum. Det var hvad kroppen i november gjorde ved mig idag, da jeg mødte op til yoga. 

 Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det,&nbsp;der skal gøres.&nbsp;

Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres.