Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

En masse tal: 2017 var 50 % Trondheim og 50 % København

Det går op for mig her midt i stuen der regner med frikadeller (børnefilm, red.) og tørrer vasketøj på en lørdag aften d. 6. januar, at det i dag er præcist et halvt år siden, at vi havde vores sidste aften i Trondheim. Den aften kunne jeg ikke gå i seng. Normalt er jeg også ret dårlig til at gå i seng og give slip på dagen (det er blevet bedre post børn), men den aften var den helt gal. Jeg var jo virkelig glad for, at vi skulle flytte hjem til København igen. Jeg havde nærmest glædet mig i et halvt år til den dag. Havde talt ned. Virkelig. Men da den så kom, så kunne jeg sgu ikke give slip. På dagen og på Trondheim. På udsigten. På alle minderne deroppe fra, som trods alt også rummede rigtig mange gode og dejlige ting (Trondheim Lovelies); Min yndlingscafe Sellanraa, hvor jeg fik mit daglige skud "hej" fra ægte nordmænd samt fantastisk kaffe, mit yogasted - Terra Yoga i Lade, turen op til barnehagen ad den (skide) bakke i al slags vejr (hvis jeg gør det op i noget med procent, så var det nok 75 % i sne, is eller slud, til gengæld var der de resterende 25 % fyldt op med lutter smukhed for mit åsyn), de dejlige elever i mine yogaklasser i 3T i Melhus, hvor jeg fik mit første seriøse yogalærerselvtillidsboost samt et langvarigt kærlighedsforhold til at undervise i yoga, de mange eftermiddage (i meget lys og meget mørke) med børn, de nye internationale venner i TEDxTrondheim, ture til hytter højt oppe på fjeldet, bjerge, bare bjerge, nydelige og koselige nordmænd, en ro som jeg aldrig har set eller oplevet magen til, men som sidder så dybt i min krop, at den flyttede med hjem.

Jeg kunne jo ikke løbe fra, at natten kom (selvom den var lutter lys d. 6. juli). Og da jeg havde tudet ud af vinduet og kigget fastholdende ud på MIN udsigt for sidste gang, så gik jeg ind og lagde mig. 

Nogle gange må tiden godt stoppe som deroppe den sidste aften. Men da jeg kiggede på min store søn på seks her til aften var det egentlig helt ok, at han er blevet seks år. Og vokser og bliver større. Og kan alting selv (det meste i hvert fald!) Og vi er hjemme igen. Og har været det det sidste halve år. Og hold kæft et dejligt halvt år, der er gået hurtigt. Og jeg kan glæde mig over den tid, der er gået. Jeg kan faktisk godt give slip og lade det komme som kommer. Og snart gå i seng.

Og med det håber jeg også det gælder mine to babes, der ligger i lag inde på deres fælles værelse. Den lille jeg troede sov, da den store også kom ind. Og jeg hørte mig selv sige (proud mom moment) "jeg bliver stiktosset, hvis du siger en lyd, Alvin!" og jeg prøver at hviske-synge godnatsang med en blid påtaget hviskestemme. Og hans svar så bliver til mit "godnat, jeg elsker dig, sov rigtig godt (og nu helst! uden at hype noget som helst med din lillesøster nedenunder)" - "men jeg er altså bare lidt ked af det, for hvorfor skal vi dø?". Jeg har fået i hvert fald et barn, der også har svært ved at give slip på dagen. Til gengæld er han vildt god til bare at være fordybet i det han er i lige nu. Som at lege med 50.000 legoklodser <3 

 

 

 

 En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.&nbsp;

En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory. 

Post julestemning og noget at være taknemmelig over

Glædelig bagjul. Jeg skal give dig baghjul, ja jeg skal. Ej, jeg har jo selv sagt det i dag på arbejdet indtil flere gange - og også indtalt det på en venindes telefonsvarer. Så glædelig jul kan man vist godt stadig sige, selvom det er 3. juledag og de helt store juledage er ved at være ovre.

Min datters julesangønske, da vi gik rundt om træet den højhellige juleaften var: "Den med Olde Bolle". Så det sang vi. "Oppe i Norge, der boede 3 trolde...". Det var sgu skønt at se hele familien danse rundt og sige "UF, sagde troldefar, uf sagde troldemor...men den lille olde bolle sagde ikke spor". Nogen gjorde sågar et lille hop. Det var vist mig.

Sidste år - i selvsamme Norge -  fik vores LM på dengang 5 år lov til at vælge den første sang, da vi skulle gå rundt om træet. Og det skulle være Luciasangen, som han netop havde sunget i sin norske barnehage. Så brød han ellers ud. Det var som om tiden stod stille i de par minutter det varede. Ja - det er vist kun en mor og den nærmeste familie, der må sige sådan, men han sang vitterligt så englene klappede i deres vinger, hvis sådan nogle kan gøre det. Det var helt magisk. En helt klar lys drengestemme - og så på klingende norsk.

Nå, men julen er børnenes og hjerternes fest. Og mit hjerte vil gerne lige lave en lille taknemmelighedsliste her på et af årets sidste dage.

Post-julehjerte-taknemmelighed for:

  • Filmen "En frygtelig kvinde", som jeg netop har været inde og se. Helt alene. Så taknemmelig for muligheden for at kunne smutte i bio 10 minutter før filmen starter, og for at grine lidt selv (og af sig selv!!??) af en virkelig rammende film. Av - den gjorde sgu lidt ondt. Kvinder kan være nasty. 
  • Plusgrader. Det betyder nemlig, at jeg ikke behøver at iføre mig verdens tykkeste jakke og pigge på skoene.
  • Min søns evne til at bygge LEGO i halve og hele dage i nattøj. Det er mindfulness på et meget højt plan.
  • Min datter, der bare vil være med, hvor det hele det lige sker. Tit heldigvis på mit fang (= skød på norsk). "Sitta fanga."
  • Fuglefløjt i et træ i min gade. Selvom det er mærkeligt her i vintermorgenmørket og jeg virkelig mener, at jeg lige nu er glad for vintermørket, så giver fuglefløjt mig altid sommerfugle i maven.
  • Mine venner. Altid for mine venner.
  • At jeg i en ruf fik ryddet børnenes deleværelse op. Det føles bare godt at smide McDonalds plastiklegetøj og dimsedutter ud og endelig kunne give min lille datter AG sin egen hylde på et ellers ret drenget værelse. I dag har de faktisk leget restaurant SAMMEN og jeg mener jo, at det er fordi, de nu kan se, hvor køkkenet og maden er. Nemlig i en sort opbevaringsboks. Note to self om den første på listen (AV den film var sgu lidt rammende. Kvinder kan rydde op kan de.)!
  • Lys i vinduer på den anden side af gården. Der er liv i min by!!
  • Et yogasamarbejde in the making in my hood. 

Snart godt nytår derude. Pas på dig selv <3 

 

 Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen.&nbsp;

Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen. 

En ny fase - og noget om et stort fælles moderhjerte

Der var engang en lille pige, der elskede sin seng med tremmer og puttede så godt med sin blomstrede dyne og sin lille kaninus og sin sut. Hun skulle bare have en lille sang og dynen op til sine øjne og så var det godnat. Hele natten. Hun har sovet det meste af sit korte liv på et værelse af træ helt oppe under taget i et stort hus oppe i Trondheim. Nogle gange blæste det så voldsomt, så mor her inde ved siden af, troede at huset af træ ville styrte sammen. Men den lille pige sov såmænd bare så fint igennem det hele. Hvis der var sådan en pris, så ville hun helt sikkert vinde den for det bedst sovende barn. 

Indtil nu. 

Those days are over my friend.

Nu er den lille pige 2 1/2 år. 

Og sover under sin storebrors rumskib af en køjeseng. Det var nok lidt et forsøg til at starte med. Altså at de to skulle dele værelse. Men nu er reolen skruet fast i væggen, væggene malet, rutinerne kørt ind, så nu er det sådan det er. Lige indtil nu. 

Nu. Midt i en afspændingsseance med den store dreng på toppen af rumskibet, hører vi pludselig et par bump og en, to, tre så er den lille pige løbet hen til døren, har åbnet den og spænder ind i stuen. Alvin kan ikke andet end at bryde fuldstændigt sammen af grin. Og det var faktisk virkelig befriende at høre ham klukle sådan. Og jeg havde egentlig tænkt mig tidligere i dag, at jeg ville skrive om noget, der er sjovt, bare fordi. Bare fordi det stadig er november og oh it's getting darker og hverdagen buldrer derud af. (Nu spiller hun sgu på guitar derinde.)

Måske har vi bare været heldige, at det først er nu, at hun fatter hvad hendes lille krop faktisk er i stand til. Måske havde andre nok regnet ud, at de godt kunne løfte egen krop ud over tremmerne og ud på gulvet, før de to et halvt år. 

Men uanset hvad, så er det slut nu. I skrivende stund løber hun ind til mig og siger “jeg keder mig”. Rimelig provo type. 

Det var så den fase. 

Jeg har fundet flere andre mødre, der skriver og tegner om de her faser i (mor) livet - Ida Burchardi og tegneren Line Kjeldsen. Det er så fint - og så genkendeligt, at jeg føler, at vi alle bare har et stort fælles moderhjerte, vi deler sorger og glæder i. Tænk hvis det var sådan. Så kunne vi bare gå lidt derind og give lidt og få lidt og det ville bare være win win for os alle og ja - hvorfor ikke - for verden. Et stort fælles moderhjerte. Jeg mener, vi er jo alle sammen et på en eller anden måde over de her sociale medier, så hvorfor ikke også forestille sig/drømme om, at det en dag kan lade sig gøre at være en del af et stort smukt bankende moderhjerte. Måske noget virtual reality eller hvad det nu hedder (AI ik??). Men endnu bedre, hvis det var IRL. Det kan jo så bare ikke i sagens fysiske natur lade sig gøre, men sådan i overført fællesskabsagtig betydning. Måske er det, jeg bare vil hen til, nogle flere strikke- eller broderi/snakke saloner. Et delehus. Det kan hele at dele. Siger det bare. 

Kan man aldrig bare sige nej tak til en ny fase? Når nu man så godt kunne lide den gamle?

Jeg fik lige sendt dræberblik til mine børn. Flot. Virkede skide godt. Det var helt sikkert noget helt andet de flækkede af grin af da jeg forlod rummet med lidt tungere skridt end normalt. 

Det er bare en fase ik!!!??? Råber jeg ud til det store fælles moderhjerte. 

 

 

 Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser.&nbsp;

Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser. 

Fredagstilbageblik og gode ønsker

I skrivende stund står mine børn og min kære mand ude i regnen under et halvtag her på vores miniferie i Røros. Jeg har fået lidt arbejdsro til at skrive bl.a. det her og andre spændende ting!

Lad mig lige slå dette fast: Jeg kan godt lide fredag. Og jeg har siden jeg boede i USA været ret glad for dette: TGIF (altså Thank God It’s Friday). 

Det er nemlig fredag i Norge. Derfor kalder min blog på FREDAGSTILBAGEBLIK. 

Heroppe hedder denne dag “indeklemt fredag” - fordi det igår var Kr. himmelfart. Det synes jeg er et ret sødt ord.

Nå, men fredag er en god dag til lige at kigge tilbage på ugen, der er gået og til at kigge lidt frem og lave en lille ønskeliste til ugen, der kommer. Ikke nødvendigvis en punkt-for-punkt ønskeliste, måske mere en stemningsønskeliste eller bare ord, jeg gerne vil have kendetegner den kommende uge. Det har jeg ofte gjort mere eller mindre struktureret i min egen fysiske lyserøde kalender og nu vil jeg egentlig gerne dele dette lille ritual. 

Så altså, her kommer mit tilbageblik for ugen, der gik med de taknemmelige og solskinsglade briller på:

  • Besøg i Danmark for at fejre både min datters to-års fødselsdag og min far - glade mennesker og det smukkeste forårs/sommervejr. Jeg kan slet ikke beskrive den nærmest lyksalige følelse, jeg fik af at gå tur med lille AG i barnevognen ned ad en smuk villavej på Amager, og kunne dufte til de lilla syrener og buskene/hækkene (er ikke så kendt ud i blomster/hække navne endnu!), der minder mig om frie sommerdage i børnehaven, da jeg var barn. Jeg måtte bare stoppe ved hver en lille kvist og stikke næsen helt ind i den. Læg dertil, at jeg gik i bare tæer i haven. 
  • Mandag spændende møder i København - der gav mig en god undskyldning for at cykle langsomt fra Holmens Kanal til Christians Havn og videre til Bryggen - og derefter til Nansensgade og til slut tilbage til mit hjertes villavej i Kbh S. Min gamle Mormorbror Arne sagde altid, at han var forelsket i København. Den tager jeg med mig. 
  • Tirsdag fløj ALENE hjem med to børn. Altså jeg var jo så ikke alene, men jo, jeg var voksenalene! Og det gik godt. LM er bare den bedste rejsemakker, der hjalp med at køre rullekufferten. Lille AG skal beskæftiges en del under flyturen, men da hun nu er fyldt 2 år fik hun jo så sit eget sæde. Og der var ikke rigtig noget turbulens. Og jeg nød at kigge ud af vinduet. Optur også over at have fået det meget bedre med at flyve, eftersom vi har gjort det ret mange gange i løbet af dette år i Norge (siger ex-stewardessen!!). 
flyve alene julieag.dk julie ag blog expat børn

 

  • Onsdag genforening med min by Trondheim og min mand og nogle TEDxTrondheim interviews (jeg har rekrutteret et hav af skønne nysgerrige internationale folk til TEDx i løbet af dette år. Mødt mennesker med de sjoveste mest nørdede hobbyer og fascinerende baggrunde. Det laver jeg en podcast om en dag.). Bonus: fik løbet en tur. I regnvejr. Men jeg gjorde det alligevel. 
  • Torsdag, som altså var igår kørte vi på minifjeldferie til den historiske by Røros http://www.roros.no/en/. Vi skal være her til søndag. Det er tiltrængt med et getaway med bare os 4, selvom der har været en del pakken op og pakken ned. 
  • OG nu er vi her så. Det regner og er 8 grader. Jeg har lagt mærke til, at nordmænd ikke som sådan går op i vejret, som vi danskere i den grad godt kan gøre. Det er jo bare som det er. Ingen ærgrelse. Så ja, ingen forårssommerkøbenhavnernydning lige nu, men det kommer.

For ugen, der kommer ønsker jeg at:

  • Skabe og give plads
  • Trække vejret ind i den plads
  • Smile (jeg er igang med at læse en bog om hjernen “Hjernen er stjernen - dit eneste uerstattelige organ”  Jeg er vild med at opdage, at min krop rent fysisk kan hjælpe mit følelses- og tankeliv, der til tider virker som om det er med i bjergetaperne i Tour de France, med at finde ro og glæde. Ved ret simple værktøjer egentlig. Det er også det, jeg elsker ved yoga og meditation, men det er en helt anden snak. Undersøgelser viser nemlig, at hvis du rent fysisk smiler - eller har et mildt lille udtryk i dit ansigt, så vil dette udtryk også forplante sig til nervesystemet og altså skabe ro - og glæde ikke mindst. Så det har jeg aktivt praktiseret de sidste to uger og vil fortsætte med det. For det virker sgu!

Tilbage er der vist blot at sige TGIF og ønske en dejlig weekend derude.

KH Julie

PS Jeg har ikke taget makeup med. Au naturel here we come! 

Julie ag blog julieag.dk børn på tur Røros expat blog

Fællesskabet for mine børn - og mig selv og om at krumme tæer og holde op med det igen

Man forstå det åbenbart først når man selv er blevet forældre. Jeg hadede at høre det, da jeg ingen børn havde, men virkelig ønskede dem.

Men jeg forstår det først til stadighed nu. Forstår, hvad mine forældre og andre forældre går igennem.

Nu ser jeg et klip fra en efterskole på fyn, en masse unge og glade mennesker, der synger Bohemian rhapsody, er åbenbart blevet et viralt hit på Facebook. Mit ”gamle” jeg, krummer en lille smule tæer over de overglade unge mennesker med dreadlocks og holden i hånd, fordi jeg husker, hvordan jeg selv var, da jeg gik på højskole. Vi var fandme (lalle) glade. Men også dengang krummede jeg en lille smule tæer, og kunne ikke give mig helt hen til det.

Men nu. Nu hvor jeg er mor. Og lige forestillede mig et øjeblik, da jeg læste en kommentar fra en om, at alle unge mennesker, burde give sig selv den oplevelse at være en del af det fællesskab og få de værdier, så begyndte klumpen i halsen bare at vokse og tårerne brød frem.

For tænk hvis min søn eller min datter fik den oplevelse? Jeg ville simpelthen blive så rørt. Uden at krumme tæer. Men bare virkelig rørt, og jeg ville virkelig kunne tage det ind. Uden at skulle se ironien i det, og være lidt plat eller morsom omkring det at have sådan et unikt fællesskab. For humoren omkring det er jo i virkeligheden en akavet måde at sige på, at jeg er sindssygt misundelig. Både på dem, der kan give sig 100% hen til det fællesskab, de har lige der mens de synger. Men også på, at de er i gang med det bedste år af deres liv. Måske.

Så fællesskabet har pludselig fået meget mere mening efter, jeg er blevet mor. Jeg har ikke behov for ”at humor” det. Jeg vil bare gerne, at mine børn får lov at opleve det.

Det, der rører mig, er nok tanken om, at nogle andre unge mennesker og dygtige lærere lukker mine børn ind i deres liv og fællesskab og lader dem bidrage, tror på dem, har respekt for dem, lytter til dem, giver deres ideer liv.

Det er sgu da en rørende tanke. Faktisk helt uden at krumme tæer kan jeg sige det.

Og her er det berømte klip, der fik rørt mange andre mennesker end mig heroppe i Norge.

https://www.youtube.com/watch?v=RQh2ATLCXSU