At forcere noget har aldrig været godt for noget - jeg prøver 1 ny ting af

Sidste år, da jeg havde #kroppeninovember var det en slags indre drivkraft henimod, at november kunne blive en god og dejlig oplevelse. Modsat mange andre år før det, hvor november har været grå og trist ligesom indersiden af mit hjerte på særligt dårlig dage.

Sidste år løb jeg. Tidligt om morgenen i tåge og mørke. Med med mine Norgereflekser på og neongule vest.

Jeg vidste, det var nødvendigt. Med det morgenløb. Bare at få de der små åndehuller, så løbelykkefølelsen kunne forplante sig i mit sind og vare ved resten af måneden. Eller i hvert fald bare resten af dagen.

Og det gjorde det skam også.

Men der var også et lille bitte snert af noget forcering over det. Og hvad siger krop og sind til det? Der var noget med at have LYST til at blive lidt længere i sengen om morgenen og tage det stille og roligt. I stedet var der jo kroppen i november, der havde lovet sig selv og hele verden på de sociale medier (som jo fulgte med i spænding, overbeviste jeg mig selv om) at nu skulle der satme løbes.

Så ligesom meget andet i mit liv, blev det noget hektisk, i hvert fald, når jeg kigger tilbage på det. Og vi ved jo alle sammen, at den bagudskuende hukommelse altid har ret!! Men det er den følelse, jeg sidder tilbage med. Af noget hektisk, noget, der blev forceret.

Selvom det gjorde noget godt for mig. At have fokus på kroppen. Bare det at have et fokuspunkt. At beskæftige hjernen med 1 ting den måned. At give det opmærksomhed og energi.

Det har jo 2 fordele:

1) At fjerne fokus fra den altid energiske strøm af tanker, gode som dårlige

2) At give fokus til det kropslige - til bevægelse - skaber mere bevægelse - og rent hormonelt flere lykkehormoner til hjernen og på en måde også spirituelt giver energien og lyset mulighed for at flyde frit i kroppen.

Begge dele egentlig ret meditativt.

Men, men, men. Jeg har oplevet, at i år med kroppen i november, så lytter jeg mere til, hvad min krop rent faktisk har brug for. For det er bestemt ikke altid en løbetur tidligt tidligt inden arbejde og afleveringsræset. Det er ALTID meditation og stilhed. Det er ALTID at få benene op i luften og give ro til nervesystemet. Så den rolige følelse faktisk følger mig resten af dagen.

Jeg elsker løbeture.

Idag har jeg faktisk løbet. På trods af en anelse tømmermænd og tusmørke. Så løb jeg i Frederiksberg Have sammen med Prince. Imorgen har jeg måske brug for endnu en løbetur eller bare at rulle frem og tilbage på yogamåtten og give min ryg kærlighed.

Derfor bliver mit kroppen i november også at sætte stikket i til kroppen og ikke altid bare hovedet, der somme tider farer lidt for hurtigt derud af og vil i mål med alt muligt. Gerne igår.

Måske du også har mod til at prøve 1 ny ting af? Måske ved du allerede, hvad det kunne være?

#kroppeninovember

 Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Det minder mig om...

#1

  • At jeg har hørt Dire Straits’ nummer “Your Latest Trick” på repeat her til aften. Både under pizzalavningen og opvasken. Den saxofon kan noget.

  • At jeg konstant føler, at jeg er 5 minutter efter schedule. Ikke nok med, at jeg føler det. Jeg ER det.

  • At jeg idag har moret mig over disse sprogblomster fra mine børn:

    • “Mor du skal bare bruge brugsafvisningen.”

    • “Nu leger vi, at det er udlandsisen, vi sejler på.”

    • Vi skulle i Zoologisk Have i dag. Ifølge Agnes skulle vi i “Logisk kakao”.

    • “Hun bygger et hus af meton.”

  • At jeg simpelthen ikke kan sige som hverken en racerbil (eller bare en almindelig bil), en flyver, en helikopter eller en form for båd. Transport har for mig bare ingen lyd på.

  • Lidt i den samme dur - men jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i historier (for børn!), der lyder noget i retning af:”…Hangarskibe…USS Saratoga, HMS Furious og Akagi, blev oprindeligt designet til at være slagskibe, før de blev bygget om. Akagi kunne medføre op til 66 fly, der lettede fra tre forskellige dæk, mens Saratoga kunne medføre op til 78 fly…og var forsynet med hydrauliske eller dampdrevne katapulter…” Fra bogen (gæt engang): “Biler, Tog, Skibe og Fly”. Min søn elsker den. Jeg. Jeg kan ikke hverken lyde som noget af det, og ej heller fortælle levende om det. For ikke at tale om UDTALE det eller det værste af det hele: Få dem til at give mening.

  • At jeg godt kan lide søndag med mine to små børn.

  • Og lilla. Ligsom min datter.

Bum. Det var den første af sin slags i “Det minder mig om” blogkategorien.

Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

 Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

En masse tal: 2017 var 50 % Trondheim og 50 % København

Det går op for mig her midt i stuen der regner med frikadeller (børnefilm, red.) og tørrer vasketøj på en lørdag aften d. 6. januar, at det i dag er præcist et halvt år siden, at vi havde vores sidste aften i Trondheim. Den aften kunne jeg ikke gå i seng. Normalt er jeg også ret dårlig til at gå i seng og give slip på dagen (det er blevet bedre post børn), men den aften var den helt gal. Jeg var jo virkelig glad for, at vi skulle flytte hjem til København igen. Jeg havde nærmest glædet mig i et halvt år til den dag. Havde talt ned. Virkelig. Men da den så kom, så kunne jeg sgu ikke give slip. På dagen og på Trondheim. På udsigten. På alle minderne deroppe fra, som trods alt også rummede rigtig mange gode og dejlige ting (Trondheim Lovelies); Min yndlingscafe Sellanraa, hvor jeg fik mit daglige skud "hej" fra ægte nordmænd samt fantastisk kaffe, mit yogasted - Terra Yoga i Lade, turen op til barnehagen ad den (skide) bakke i al slags vejr (hvis jeg gør det op i noget med procent, så var det nok 75 % i sne, is eller slud, til gengæld var der de resterende 25 % fyldt op med lutter smukhed for mit åsyn), de dejlige elever i mine yogaklasser i 3T i Melhus, hvor jeg fik mit første seriøse yogalærerselvtillidsboost samt et langvarigt kærlighedsforhold til at undervise i yoga, de mange eftermiddage (i meget lys og meget mørke) med børn, de nye internationale venner i TEDxTrondheim, ture til hytter højt oppe på fjeldet, bjerge, bare bjerge, nydelige og koselige nordmænd, en ro som jeg aldrig har set eller oplevet magen til, men som sidder så dybt i min krop, at den flyttede med hjem.

Jeg kunne jo ikke løbe fra, at natten kom (selvom den var lutter lys d. 6. juli). Og da jeg havde tudet ud af vinduet og kigget fastholdende ud på MIN udsigt for sidste gang, så gik jeg ind og lagde mig. 

Nogle gange må tiden godt stoppe som deroppe den sidste aften. Men da jeg kiggede på min store søn på seks her til aften var det egentlig helt ok, at han er blevet seks år. Og vokser og bliver større. Og kan alting selv (det meste i hvert fald!) Og vi er hjemme igen. Og har været det det sidste halve år. Og hold kæft et dejligt halvt år, der er gået hurtigt. Og jeg kan glæde mig over den tid, der er gået. Jeg kan faktisk godt give slip og lade det komme som kommer. Og snart gå i seng.

Og med det håber jeg også det gælder mine to babes, der ligger i lag inde på deres fælles værelse. Den lille jeg troede sov, da den store også kom ind. Og jeg hørte mig selv sige (proud mom moment) "jeg bliver stiktosset, hvis du siger en lyd, Alvin!" og jeg prøver at hviske-synge godnatsang med en blid påtaget hviskestemme. Og hans svar så bliver til mit "godnat, jeg elsker dig, sov rigtig godt (og nu helst! uden at hype noget som helst med din lillesøster nedenunder)" - "men jeg er altså bare lidt ked af det, for hvorfor skal vi dø?". Jeg har fået i hvert fald et barn, der også har svært ved at give slip på dagen. Til gengæld er han vildt god til bare at være fordybet i det han er i lige nu. Som at lege med 50.000 legoklodser <3 

 

 

 

 En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.&nbsp;

En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory. 

Post julestemning og noget at være taknemmelig over

Glædelig bagjul. Jeg skal give dig baghjul, ja jeg skal. Ej, jeg har jo selv sagt det i dag på arbejdet indtil flere gange - og også indtalt det på en venindes telefonsvarer. Så glædelig jul kan man vist godt stadig sige, selvom det er 3. juledag og de helt store juledage er ved at være ovre.

Min datters julesangønske, da vi gik rundt om træet den højhellige juleaften var: "Den med Olde Bolle". Så det sang vi. "Oppe i Norge, der boede 3 trolde...". Det var sgu skønt at se hele familien danse rundt og sige "UF, sagde troldefar, uf sagde troldemor...men den lille olde bolle sagde ikke spor". Nogen gjorde sågar et lille hop. Det var vist mig.

Sidste år - i selvsamme Norge -  fik vores LM på dengang 5 år lov til at vælge den første sang, da vi skulle gå rundt om træet. Og det skulle være Luciasangen, som han netop havde sunget i sin norske barnehage. Så brød han ellers ud. Det var som om tiden stod stille i de par minutter det varede. Ja - det er vist kun en mor og den nærmeste familie, der må sige sådan, men han sang vitterligt så englene klappede i deres vinger, hvis sådan nogle kan gøre det. Det var helt magisk. En helt klar lys drengestemme - og så på klingende norsk.

Nå, men julen er børnenes og hjerternes fest. Og mit hjerte vil gerne lige lave en lille taknemmelighedsliste her på et af årets sidste dage.

Post-julehjerte-taknemmelighed for:

  • Filmen "En frygtelig kvinde", som jeg netop har været inde og se. Helt alene. Så taknemmelig for muligheden for at kunne smutte i bio 10 minutter før filmen starter, og for at grine lidt selv (og af sig selv!!??) af en virkelig rammende film. Av - den gjorde sgu lidt ondt. Kvinder kan være nasty. 
  • Plusgrader. Det betyder nemlig, at jeg ikke behøver at iføre mig verdens tykkeste jakke og pigge på skoene.
  • Min søns evne til at bygge LEGO i halve og hele dage i nattøj. Det er mindfulness på et meget højt plan.
  • Min datter, der bare vil være med, hvor det hele det lige sker. Tit heldigvis på mit fang (= skød på norsk). "Sitta fanga."
  • Fuglefløjt i et træ i min gade. Selvom det er mærkeligt her i vintermorgenmørket og jeg virkelig mener, at jeg lige nu er glad for vintermørket, så giver fuglefløjt mig altid sommerfugle i maven.
  • Mine venner. Altid for mine venner.
  • At jeg i en ruf fik ryddet børnenes deleværelse op. Det føles bare godt at smide McDonalds plastiklegetøj og dimsedutter ud og endelig kunne give min lille datter AG sin egen hylde på et ellers ret drenget værelse. I dag har de faktisk leget restaurant SAMMEN og jeg mener jo, at det er fordi, de nu kan se, hvor køkkenet og maden er. Nemlig i en sort opbevaringsboks. Note to self om den første på listen (AV den film var sgu lidt rammende. Kvinder kan rydde op kan de.)!
  • Lys i vinduer på den anden side af gården. Der er liv i min by!!
  • Et yogasamarbejde in the making in my hood. 

Snart godt nytår derude. Pas på dig selv <3 

 

 Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen.&nbsp;

Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen. 

Vi slutter på en god note - november og jeg - jeg tør godt igen næste år

Jeg ligger her i min mørkeblå uldsofa, som vi har vendt om - altså ikke, så den står med benene i vejret som en anden væltet ko, men vendt op ad en helt anden væg. Det har vi ikke prøvet før. Til nye læsere, så er vi jo netop flyttet hjem til vores gamle lejlighed på Vesterbro efter et år i Norge. Og det har på mange måder vendt op og ned på alting. Inklusiv måden, vi indretter vores gamle lejlighed på. Min svigermor sagde faktisk rigtig sødt til mig, at hun synes, at det var flot, at vi idet vi flyttede tilbage i den gamle lejlighed, tænkte den helt om i forhold til indretning. Så meget har vi nu ikke ændret. Men sofaen står nu op ad en anden væg og der er kommet en trappe-ish reol for endevæggen OG min elskede teakskænk kan også være her i vores lille sofa-stue.

Sjovt som man kan rejse ud og komme hjem med helt nye perspektiver på det samme. Vi er jo fuldstændigt vanvittige vanedyr. Vores hjerne vil aller helst det, den kender godt. Dens eneste formål er at sørge for, at vi overlever, og det gør den nok nu engang bedst ved at gøre det den kender. Ikke noget med farer og ricisi. Nogen siger, at det tager 30 dage at bryde en vane. 30 dage før hjernen har accepteret, at det nye, der er blevet indført er kommet for at blive, og at det ikke har ført noget uhyggeligt med sig. Tværtimod har det måske skabt læring og udvikling. Og ro. 

Idag er der gået 30 dage siden jeg startede min #kroppeninovember kampagne og rejse for mig selv.

For at rejse mig fra fortidens ikke-glemte og til tider let dystre novembermåneder, hvor det har føltes som om det hele faldt sammen som et korthus i en børnehave. For at forebygge den 3 månederskrise, jeg før har oplevet efter et større skifte, som også før har faldet sammen med november.

Meningen var at fjerne fokus fra hvordan november PLEJER at være og over til noget positivt og kropsligt. Derfor skulle bevægelse ind i mit liv. Helt struktureret. Jeg skulle have noget at holde mig selv oppe på. Have et purpose. Et why. 

Som en anden resultatdrevet type (og coach!), vil jeg gerne gøre lidt status på, om jeg så har opnået mit mål. Men altså målet var jo sådan set ikke så klart. Det var egentlig for mig mere processen. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvor jeg kunne være ved at falde ned i de der novembermørke huller, kunne jeg dirigere min hjerne, mit hjerte, mit fokus hen på min vejrtrækning. Det kropslige. Slippe i kæberne. Slippe i håndfladerne. Sænke skulderne. Gøre mig blød omkring brystet og det nederste af maven. For der kommer udfordringer hele tiden. Den der periode "når først det der er overstået" eller "når bare vi kommer om på den anden side af..." det sker jo ikke. Jeg kan godt se, hvordan det kan være nemmest at falde tilbage til den gamle vane. Når det er mørkt ude og varmt inde. Så lokker løbeturen ikke så meget. Og når der lige er 20 ting på den der to-do liste og 5 mennesker, der gerne lige vil have en leverance over bordet helst inden i dag kl. 17, så kan det godt være fristende at tage to-do listen end at sætte sig og mærke efter i sin krop. Men det er jo sjovt nok der, man har aller mest brug for det. 

Jeg havde på en måde givet mit ord til mig selv. Og det at toppe den op med også at give mit ord til bloggen her, gør det lidt sværere at bakke ud, selvom det bliver svært. Jeg blev for et øjeblik siden næsten helt trist over, at november her om et par timer er slut. Aldrig mere november 2017. Ja jeg kan være lidt melodramatisk over at skulle sige farvel. Men det er på en god note. Vi har sluttet fred og jeg tør godt komme igen næste år. November, du har fået en stor plads i mit hjerte. Det er da et flot resultat;-)

So long november. Og tak.

Og velkommen december. Du har sgu også ret meget godt kørende for dig. Men du får det ligesom bare forærende ik:-)

 

 

 

julie-arnesen-gade julieag.dk blog - kroppen-i-november

En ny fase - og noget om et stort fælles moderhjerte

Der var engang en lille pige, der elskede sin seng med tremmer og puttede så godt med sin blomstrede dyne og sin lille kaninus og sin sut. Hun skulle bare have en lille sang og dynen op til sine øjne og så var det godnat. Hele natten. Hun har sovet det meste af sit korte liv på et værelse af træ helt oppe under taget i et stort hus oppe i Trondheim. Nogle gange blæste det så voldsomt, så mor her inde ved siden af, troede at huset af træ ville styrte sammen. Men den lille pige sov såmænd bare så fint igennem det hele. Hvis der var sådan en pris, så ville hun helt sikkert vinde den for det bedst sovende barn. 

Indtil nu. 

Those days are over my friend.

Nu er den lille pige 2 1/2 år. 

Og sover under sin storebrors rumskib af en køjeseng. Det var nok lidt et forsøg til at starte med. Altså at de to skulle dele værelse. Men nu er reolen skruet fast i væggen, væggene malet, rutinerne kørt ind, så nu er det sådan det er. Lige indtil nu. 

Nu. Midt i en afspændingsseance med den store dreng på toppen af rumskibet, hører vi pludselig et par bump og en, to, tre så er den lille pige løbet hen til døren, har åbnet den og spænder ind i stuen. Alvin kan ikke andet end at bryde fuldstændigt sammen af grin. Og det var faktisk virkelig befriende at høre ham klukle sådan. Og jeg havde egentlig tænkt mig tidligere i dag, at jeg ville skrive om noget, der er sjovt, bare fordi. Bare fordi det stadig er november og oh it's getting darker og hverdagen buldrer derud af. (Nu spiller hun sgu på guitar derinde.)

Måske har vi bare været heldige, at det først er nu, at hun fatter hvad hendes lille krop faktisk er i stand til. Måske havde andre nok regnet ud, at de godt kunne løfte egen krop ud over tremmerne og ud på gulvet, før de to et halvt år. 

Men uanset hvad, så er det slut nu. I skrivende stund løber hun ind til mig og siger “jeg keder mig”. Rimelig provo type. 

Det var så den fase. 

Jeg har fundet flere andre mødre, der skriver og tegner om de her faser i (mor) livet - Ida Burchardi og tegneren Line Kjeldsen. Det er så fint - og så genkendeligt, at jeg føler, at vi alle bare har et stort fælles moderhjerte, vi deler sorger og glæder i. Tænk hvis det var sådan. Så kunne vi bare gå lidt derind og give lidt og få lidt og det ville bare være win win for os alle og ja - hvorfor ikke - for verden. Et stort fælles moderhjerte. Jeg mener, vi er jo alle sammen et på en eller anden måde over de her sociale medier, så hvorfor ikke også forestille sig/drømme om, at det en dag kan lade sig gøre at være en del af et stort smukt bankende moderhjerte. Måske noget virtual reality eller hvad det nu hedder (AI ik??). Men endnu bedre, hvis det var IRL. Det kan jo så bare ikke i sagens fysiske natur lade sig gøre, men sådan i overført fællesskabsagtig betydning. Måske er det, jeg bare vil hen til, nogle flere strikke- eller broderi/snakke saloner. Et delehus. Det kan hele at dele. Siger det bare. 

Kan man aldrig bare sige nej tak til en ny fase? Når nu man så godt kunne lide den gamle?

Jeg fik lige sendt dræberblik til mine børn. Flot. Virkede skide godt. Det var helt sikkert noget helt andet de flækkede af grin af da jeg forlod rummet med lidt tungere skridt end normalt. 

Det er bare en fase ik!!!??? Råber jeg ud til det store fælles moderhjerte. 

 

 

 Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser.&nbsp;

Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser. 

Midtvejsstatus for #kroppeninovember - lidt nostalgi over bevægelse - den lille pige og gymnastikken

Nu er halvdelen af november gået. Det har været lidt af en dyb indånding, jeg skulle tage inden, jeg hoppede ind i denne måned. Man kan sige, at jeg jo på ingen måde havde noget valg. Måneden kom jo bare, tiden kommer bare, ligesom de bjerge oppe i Trondheim, jeg har skrevet om før HER. De var der jo bare - bedøvende ligeglade med, hvordan jeg nu gik og havde det. Det var altid lidt provokerende følte jeg, som om de overvågede mig og havde en holdning til alting, men uden egentlig at give noget tilbage. 

Eller også gav de bjerge egentlig en masse tilbage, ved bare at være der.

Så jeg har på en måde holdt vejret og måske været en lille smule bange for at slippe det her i november. Hvad nu hvis november gentager sig og ville servere mig et fad med skuffelse, forvirring og frustration? Tilsat en lille smule længsel efter lys og mismod over det faktum, at efteråret - og vinteren sådan set kun lige var begyndt. 

UDEN at jinxe den vil jeg være modig og vove den påstand, at jeg godt kan slippe pusten nu, for som jeg skrev den aller første november om min grund til, at jeg holder #kroppeninovember, så hjælper lige netop DET HER som et lille fint anker. Det holder mig fast og er på en måde den der træner, jeg ved er der for mig og som udfordrer mig til at blive ved. 

Lige en sidenote om trænere. Jeg har faktisk haft forskellige i tidens løb, som har været med til at forme noget i mig. Da jeg var cirka 7-12 år dyrkede jeg konkurrencegymnastik - sådan noget olympisk gymnastik (ikke at målet for mig var OL, men det var den type gymnastik der hverken kun er rytme eller spring. Den med 4 discipliner, gulv, hest, barre og bom. Og ingen vimpler.) I starten var det det bedste jeg vidste. Jeg kunne ikke gå igennem et rum uden at slå en vejrmølle. Alle rum eller græsplæner var for mig en stor gymnastiksal. Min begejstring begyndte dog på et tidspunkt at aftage og faktisk omdanne sig til lidt en frygt for både min egen kunnen og for redskaberne. Jeg kan huske, da vi var på hesten - det vil sige, at vi altid var i rotation til en træning, så vi kom omkring alle 4 discipliner. Og nu var det hesten, jeg skulle træne på. Det handler om at tage et flot og godt tilløb henimod den og så hoppe over den på en eller anden fin gymnastikmåde. Måske du lander på dine hænder og laver et forlæns overslag. Det kan selvfølgelig blive mere og mere avanceret og saltomotolaer kan tilføjes. Jeg havde gjort det 1000 gange. Jeg kendte min træners blik, når hun var klar til at tage imod, jeg skulle jo bare løb derhen og springe op på den satans hest. Jeg kunne bare ikke. Jeg løb lige udenom. Og jeg blev ved med at løbe udenom. Indtil jeg simpelthen måtte give fortabt og kalde det, jeg vidste var uundgåeligt - at jeg ikke havde lyst til at gå til gymnastik længere. Det var en ret stor både sorg og frygt at komme til den erkendelse - og så også at sige den højt. Til min træner. Som jeg følte havde haft ét billede af mig - og pludselig var jeg ikke den lille pige, der bare let og ubekymret slog de f….vejrmøller alle vegne. 

 #tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

#tb til 90'ernes gymnastik på disciplinen bom!

 #tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

#tb til 90'erne - konkurrence i den forskudte barre! Havde vist lige lavet et kip her.

Helt voksenanalytisk kan jeg jo her sige og mærke, at jeg ikke magtede hele det der konkurrencemiljø.

Jeg ville have det sjovt. Bevæge mig, bruge min krop, lege. Og jeg har siden tænkt i hele mit møde med yogaverdenen, at en lille smule fokus på vejrtrækningen og slippen i sin kæbe i hvert fald havde fastholdt mig, når jeg skulle sidde der i en split og blive trykket længere og længere ned af en træner med sin hånd på min lænd og jeg bare kæmpede imod. Det vil jeg ikke sige ligefrem gjorde det split lettere at kommer ned i. Og jeg vil ikke sige, at historierne i mit hoved om, hvordan det lige gik alt det her med mig i gymnastikken blev bedre af det fysiske pres på min lænd, der netop ikke blev støttet op af en forbindelse til min lille vejrtrækning.

Fysisk bevægelse fylder stadig virkelig meget i mit liv. Jeg ved det giver mig livskvalitet. Jeg ved også idag, at der sker noget helt fysisk i kroppen hormonelt ved bevægelse, som sætter gang i de der lykkehormoner - som for eksempel det velkendte kærlighedshormon oxytocin. Jeg elsker stadig at lege fangeleg (mest med voksne, og de elsker det også, de gør det bare for sjældent). Jeg kan stadig gå igennem en lang kontorgang og mine fingerspidser drages ned mod gulvet for at se, hvordan det gulv lige føles og mine tæer længes op imod loftet i et hurtigt vejrmøllesving. Men jeg gør det jo ikke. Lige der på kontoret. 

Men måske #kroppeninovember lige skal tage fat og ruske lidt op i det der med, hvad man kan og ikke kan. 

Vejrmøller here we come. Og opfordring til noget mere fangeleg ude i de voksne (kontor)miljøer.

 Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

Vejrmølle, vejrmølle, vejrmølle.

PS. Til morgen faldt valget på at skrive fremfor at løbe en tur i efterårsmorgenmørket. Det tror jeg også på udløser mine lykkehormoner. Ja tak til at gøre noget godt for sig selv. #kroppeninovember - min trofaste og blide, milde og udfordrende træner, der husker mig på min vejrtrækning og på min glæde ved bevægelse og som også presser citronen for mig engang imellem uden at det behøver at være et hop lige ind i barndommens konkurrencefrygt.

 Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

Gymnastik og vand i en god forening. #tb 90'erne på ferie i Italien. I en pool, hvor det var pålagt at have badehætte på. Vi elskede det os på 12 år.

At møde op til noget vigtigt - med kroppen i november

Min kloge og dygtige yogalærer i Trondheim sagde engang, at man aldrig kommer til at fortryde, at man møder op på yogamåtten. Når man først er der, vil man aldrig fortryde det. 

Sådan havde jeg det lidt til eftermiddag. Jeg havde yogatøjet med på arbejde, min mand stod for hentning og aftensmad, så eftermiddagen var sådan set min. Sagen er den, at jeg sgu har været så træt og sådan ret ramt af både det ene og det andet (det ene helt sikkert selvforskyldt efter en mildt sagt våd 40 års fødselsdag i weekenden), så underskyldningerne var ikke svære at få øje på i forhold til at skippe den der yogaklasse, jeg havde aftalt med mig selv (og med min familie), at jeg skulle til. 

Men jeg kom frem. Til det fineste forsamlingshus (ABSALON) hvor de har fuldstændig uforpligtende og fantastisk yoga, klædte om, fandt en yogamåtte og satte mig på den.

Og der kunne jeg godt blive siddende. Og bare trække vejret. Yogalæreren startede timen med netop det, at vi bare skulle sidde og mærke vores vejrtrækning. Det var sådan set det vigtigste tidspunkt i løbet af hele yogaklassen. 

Og jeg gentager. Der kunne jeg godt bare blive siddende. I øjeblikket ønskede jeg mig bare en times meditation og ren afslapning. Men som det ALTID er, når først jeg kommer igang med yoga, så er jeg bare igang med yoga. Jeg følger min vejrtrækning, jeg glemmer tid og sted, jeg er i min krop og jeg nyder det. Jeg mærker mit fundament, jeg løfter mit bryst, jeg åbner hjertet, jeg forlænger rygsøjlen, jeg gør mig lang, jeg twister, jeg har styrke i mine arme, i min core. I det dejligste fællesskab med andre på deres yogamåtter.

Og som altid, da jeg så (endelig!) lå i shavasana (hvilestillingen) til sidst. Så var jeg bare helt blød om hjertet. Og det lyder lidt mærkeligt her på skrift en helt almindelig onsdag aften, hvad end du læser med på din computer eller tablet eller telefon. Men jeg fik bare sådan en vild strøm af bare at elske. Ikke nogen eller noget bestemt på det tidspunkt. Det var bare en åben og let og ubesværet følelse af kærlighed til det hele.

Punktum. Det var hvad kroppen i november gjorde ved mig idag, da jeg mødte op til yoga. 

 Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det,&nbsp;der skal gøres.&nbsp;

Kroppen i november. Finder sit fundament og hjælper med bare at gøre det, der skal gøres. 

BONUS: #2 Soundtracket til mine løbeture. Meget mere musik.

Som jeg skrev om HER - så har min løbespilleliste altså fået en revival. Faktisk ikke i løb - sjovt nok. 

Og her kommer den så. Den er gooooood. Faktisk også som danseplayliste. Siger det bare: Tag for jer af den! Og tag godt imod den:

Der er 44 sange, der er til 2 timer og 48 minutter.

 

spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog
spilleliste-løb-julieag.blog

Hvilket soundtrack rocker dit liv pt?

#1 Soundtracket til mine vinteraftener #comefall #comewinter

 Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter."&nbsp;

Den mørke nyindflyttede stue. Jeg er ret pjattet med farven, selvom den jo - som det altid er - blev mørkere end på farvekortet. Vi går så bare all in på det mørke og omfavner den der "come winter." 

Sidder i mørket i min fine mørkeblå grå stue i stearinlysets skær. Det er nu for alvor blevet efterår og vi er på vej ind i den mørkere tid. Så har jeg ligesom sat scenen ik!

Jeg skal faktisk arbejde. Ved vores lange teaktræsbord. Har fået sat en playliste på fra min telefon, der hedder ”løb”. Jeg hører den faktisk virkelig ikke tit, for der er for mange minder i den liste. Kender du det? Musik, sender kroppen og følelserne lige tilbage til en periode af ens liv. Måske er det gode minder, måske dårlige, måske bare blandede følelser. It’s complicated.

”Løbelisten” sender mig først med Rihannas Shine Bright Like a Diamond tilbage til min tid i et konsulentfirma med adresse inde ved siden af dronningen. Den tur igennem byen i et mildt sagt hæsblæsende tempo fra vuggetuen på Vesterbro (hvor jeg altid blev noget så irriteret på de langskæggede fyre, der stod i den unavngivne cafe på Istedgade med deres gode tid og kaffe – skal i ikke i gang eller hvad!?”). Det var en anden tid. Punktum. Siden da har der været en helt masse andre mere eller mindre complicated tider.

David Guetta og Ushers Without You kører nu derud af for fuld drøn i min bærbare højtaler på det rustikke 100 år gamle møbel, jeg fik med hjem fra huset i Trondheim. I Norge.

 Trondheim by night. Der er bjerge.&nbsp;

Trondheim by night. Der er bjerge. 

Jeg løber. I Norge. På is- og sneglatte veje. De er ikke flade. De er aldrig flade de veje i Norge. De går op og ned. Lidt banal sammenligning, men nøjagtig ligesom mit humør det år i Norge. Jeg løber. Jeg har pigge på løbeskoene. De er oldgamle, altså løbeskoene, købt i Maratonsport for 100 år siden med en gammel veninde, i en helt anden tid, da nogle helt andre børn var bitte små og jeg selv ingen havde. Ud over løbeskoene er vinterbuks, jeg engang aldrig troede jeg ville få brugt og som jeg faktisk blev en smule fornærmet over at få foræret i julegave. Dengang før børn. Dengang mor stadig var ret ung og forkælet. Og lidt utaknemmelig. På toppen – altså overkroppen kører jeg til gengæld derud af med nyt Norge-fjeld-udstyr. Skrig-pink skald-jakke og skrig-neon-gul-vest udover, så jeg er sikker på ikke at blive overset i trafikken. Eller i landet, som jeg med endnu en lidt banal sammenligning også til tider følte overså mig. 

David Guetta og Usher får mig fremad og det har en helt utrolig god effekt på mit humør som i den periode nok mest var til den mismodige side. En psykologveninde anbefalede faktisk 2 x motion pr uge. Jeg tog det bogstaveligt og løb. Jeg løb op, op, op. De bakker jeg fik en klump i halsen over at køre op af i bil med det dyrebareste guld på bagsædet, de bakker tog jeg med mine fødder. Uden angst, men fuld af mod og spænding. 

Nu til Nik og Jay og Burhan G og Tættere på Himlen. Nogle gange passede det sammen, så den sidste peak-bakke netop blev til de 3 skønne drenge. Jeg drømte om mod, om at være stærk, om ikke at give op, om at tro på, at jeg kan hvad jeg vil. 

Kate Bush kalder i mine ører og siger, at jeg skal run up that hill. Jeg er i metaminder. Har minder om at have minder. Minder om vinteraftener med løb i Norge med minder om tiden før børn, sene nætter i byen, dans i stuer med gode venner og meget rødvin og ikke så mange tanker om dagen efter.

Nogle gange passede det at ”løbelisten”s outro var Meghan Trainors All About That Bass. Lige uden for vores hus midt på bakken var der jo en kælkebakke. Tit fuld af sne og is. Til glæde for børn. Og også til glæde for mig i mine vinterløbetights og pigge på løbeskoene. Because I’m all about that bass, no trouble, og jeg kunne løbe kunne jeg. I takt til I’m bringing booty back, every inch of you is perfect from the bottom to the top. Takten kunne jeg holde op, op, op ad den satans bakke. Engang ville jeg have kaldt den et bjerg. Efter et år som seminorsk type ved jeg jo, at det bare var en bakke. Men jeg tog dem sgu de bakker, uanset definition. Hjemme igen og jeg får lyst til at tage de pigge på igen og overkomme nogle bakker. Løbe i aftenvintermørket og føle mig tryg og udfordret og stærk på samme tid. 

Det her ”soundtrack” kan jeg kun høre i bestemte perioder. Sådan har jeg det faktisk med al musik. 

I en lang periode har jeg slet intet hørt, hverken når jeg har løbet eller cyklet. For mange minder om et hæsblæsende tempo til og fra alting, jeg kan også lige nå dét og dét. Eller svare den og den. Jeg var i stilheden. Virkelig. Nu er jeg tilbage til musikken. Jeg har brug for at støtte mig til den. Har ikke helt fundet den rette rytme endnu her i det gamle nye land, min gamle nye by. I guess det er lidt complicated det hele. Og nu Played Around With Your Heart med Solange. Så bliver det da ikke mere pop-love-jeg-vil-faktisk-hellere-danse-all-night-long-ish.

Godnat fra den mørke stue med ønske om mere løb, mere stilhed, mere musik, mere dans, flere minder, flere skriv herfra mig og en skidegod rytme all over!

Et sidste vindueskig ud over mine norske fjelde

Fra dagen før dagen, hvor der ikke var mere tilbage i Trondheim:

Jeg går rundt om mig selv. I hvert fald rent tankemæssigt. For lige nu er jeg paralyseret helt kropsligt.

Går måske en smule i panik. Til lyden af Bon Iver. Til at hjælpe med at sætte den helt rette flyttebluesstemning. Selvom det egentlig ikke er nødvendigt med den hjælp.

F...det er sørme snart sidste gang, jeg kigger ud af dette vindue. 

julieag.dk julie ag blog julie arnesen gade woman blogger expat farvel reflektioner

Skulle jeg have gjort det noget mere?

Bare siddet her og tænkt tanker. Eller bare siddet her og ikke tænkt tanker. 

Skulle jeg have været endnu mere ude i den natur? Gået til cross country skiing hver tirsdag i vintermørket på lysløyper? Begyndt at vinterbade? Fået strikket mere end det ene pandebånd? Fået malet lidt mere på det medbragte staffeli? Arbejdet mere på Den Bog? Og Den Bog? Været mere proaktiv på at møde mennesker? Gået ture ved fjorden hver dag

For 5 år siden var min søn 9 måneder gammel. Jeg var på barsel. Min mand og jeg havde lige været en måned sammen i USA på den klassiske barselsferie. Og stod lige at skulle til at flyve videre til den femårlige familiefest i Svejts med min familie. Som vi har gjort hvert femte år siden jeg var 10. Dengang var jeg 30. Og i år, når vi lige om lidt flyver derned igen til den store familiefest er jeg 35. Nå. Dengang, da jeg var 30 og nybagt mor, var jeg også lige ved at hoppe ud som nybagt fuldtidsarbejdende type. Første-jobbet lå og ventede derude 1. august. Egentlig var det jo som om, appelsinerne kun var væltet ned i min turban, da jeg havde landet et job i konsulentbranchen, MENS jeg var på barsel og et år efter, jeg havde forsvaret mit speciale her. MEN nærmest øjeblikket efter, jeg havde underskrevet den kontrakt gik jeg i panik. Jeg skulle jo nu nå at nyde, nyde, nyde hvert eneste øjeblik med min lille vidunderlige søn, som jeg jo kun lige havde mødt og fået i mine arme. Nyde det danske forår, bare ham og jeg. 

Og derude i augustfremtiden ventede jobbet, som skulle tage mig væk fra ham. 

Jeg har midt i flyttepakkeprocessen fundet nogle gamle billeder, der hed "2011/2012". Livet som nybagte forældre. Det er som om, man tydeligt kan se på os, at der er løbet 5 års voksenliv i åen. Vi troede, vi var voksne, det øjeblik, vi havde afleveret speciale. Og fik vores første barn. Og job. 

Men nu, her fem år efter. Og endnu et fantastisk barn. Et job, der ikke skulle være. Et år i et andet land. Nu kan man sgu godt se konturerne af den slags liv i vores øjne. Vi er på en måde ikke lige faldet ned fra månen. 

Jeg havde en shiatsumassør i København, der også selv havde været udstationeret en del gange. Jeg fortalte hende om min mange planer for vores tid i Norge. Hun sagde det rimelig lige ud til mig. Du skal ikke op og lave alt muligt. Du skal op og finde dig selv. Jeg blev lidt provokeret. For her havde jeg lige været på min anden barsel og var bare klar på at komme UD. Denne anden barsel, havde jeg nemlig besluttet IKKE skulle efterfølges af et nyt krævende job, da hun blot var 10 måneder gammel. Men jeg skulle jo alt muligt. Alligevel. Selvstændigt. Og nu skulle vi flytte til Norge, hvor alt dette skulle foldes ud. 

You can imagine...at kravene var lidt høje til mig selv. En god expatveninde fortalte mig, at hun efter 3 måneder slet ikke følte, hun overhovedet var landet endnu. Mens jeg helt optimistisk og glad og meget mulighedssøgende havde pakket hele huset ud og skabt et hjem for os, været rundt med stakkevis af flyers for at tilbyde mig som yogalærer til norske virksomheder, sendt uopfordrede ansøgninger, gået til nogle yogaauditions....OG dermed taget min hektiske (københavner) stressfølelse med herop. 

Så. Der kommer selvfølgelig altid en nedtur, hvis man følger den berømte berettermodel, efterfølgende. Lige midt i det midtnorske vintermørke. Med sine glatte og bakkede veje. Det blev (lidt provokerende) bare ved med at være der - byen, fjeldet, fjorden. Stod bare og gloede på mig. Helt uændret af min skiftende sindstilstand. Og modstand og lukkede døre fra det land, jeg skulle erobre. Ensomhed, der bare konstant blev bekræftet fra de kolde isede vejes spejlbilleder. 

De står der stadig. De bjerge. De er et faktum. De er virkeligheden. Det er mit eget drama indeni jo ikke altid. 

Nu er der en ny augustfremtid, der venter derude. Den kalder på mig. På sødeste vis. En ny taknemmelighed for det liv, vi har derhjemme, rigere. 

For snart et år siden, da vi lige var flyttet herop, tog vi konstant billeder af solnedgangene. De var fuldstændigt overnaturligt smukke. Vi priste os lykkelige for, at vi var havnet lige her. Forventningsfulde til året, der skulle komme. I dette hus. Med denne udsigt. Jeg havde altid sagt, at jeg ville bo med udsigt. Til vandet. Og jeg fik min udsigt. Til vandet. OG bjergene. OG en nuttet lille by. Jeg fik min plads omkring mig i vores store hus. Jeg fik min ro og min langsommelighed - på den anden side (af bjerget!).

Kan man nogensinde blive træt af den udsigt. Ærlig talt. JA, når man ikke er på toppen som toppen af bjerget er det, så kan man godt blive lidt træt.

Det er ikke udsigten, det store hus, al tiden i verden for sig selv, der gør'et. Det er følelsen af at være hjemme. I sig selv. Forbundet med noget hjemme.

Forbundet med mennesker, der gør'et.  

Vi nærmer os den sidste uge i Trondheim - og jeg putter Lana Del Rey i ørene og lukker døren

Kære dagbog, var jeg nærmest lige ved at skrive.

Det er søndag i Trondheim. Heroppe går der et sagn, der handler om at Kong Olav (kan ikke huske hvem af dem) engang har sagt, at hvis du ikke kan lide vejret, som det er lige nu, så bare vent 10 minutter og så skifter det til noget andet. 

Det er et sagn med en hel del sandhed i. Denne uge er vi stået op til regn og 9 grader, til skyfri himmel og 26 grader og nu idag vågner vi så igen op til regn og ca 10 grader. 

Det er altid let at skrive/tale om vejret FØRST - når der er noget, der er lidt sværere at skrive om:

Farvel'er. 

Denne uge har nemlig også budt på farvel. Til nogle dejlige mennesker og dejlige steder. Det ene farvel efter det andet. Min gode veninde, der pt er expat i Luxembourg sagde til mig, da vi flyttede herop, at det første år er altid sværest. Ja tak. Men nu, hvor vi næsten har været her et år, kan vi se, at det jo er nu, at relationerne begynder at komme. Vi kender jo mennesker her! Som vi kommer til at savne! Selvom det har set mørkt ud - relations-wise - så er det sgu nu, at de er her. Og jeg ved, at hvis vi blev, skulle vi nok stille og roligt få bygget en dejlig lille kerne op af gode mennesker. Som også kender hinanden. Trondheim er nemlig i virkeligheden utrolig lille og alle kender hinanden. Kevin Bacon reglen med de 6 led, gælder i høj grad også her. Nok mere snævret ned til 2 led. 

Da jeg var 16 og var udvekslingsstudent i Ohio, sagde min gode tyske venindes værtsfar ('s hund's tante, ej joke), at han ikke troede på Goodbye. Kun See You Later. Det var sandt for min tyske veninde og hendes relation til sine amerikanske værtsforældre (og mine også for den sags skyld).

De ord bølger stadig rundt i min krop i afskedstider. 

Forleden havde jeg min sidste løbetur op til et fantastisk udkigspunkt. At stå der og kigge er som at stå på toppen af verden. Husene lige nede for fødderne, som små pastelfarvede dukkehuse. Fjeldet, der bryder op af den klare fjord, som om der ikke var en dag i morgen og himlen der omsorgsfuldt bare favner det hele. Heroppe kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at være lidt rituel omkring denne her afsked. Jeg kastede nogle små blade ud over skråningen og gav slip.

Særligt havde jeg brug for at give slip på alt det, jeg troede, det her år skulle være. 

Nu har jeg lukket døren ind til mit kontor. Måske for sidste gang inden jeg pakker det ned. Jeg har haft mange små glimt af "måske er det sidste gang, jeg går på denne her vej" eller "måske er det nu sidste gang, at jeg putter mine norske varer ned i denne norske plastikpose i Bunnpris". Nogle steder har jeg hemmeligt ønsket mig var sidste gang. For lang tid siden. Det er sgu rigtigt. Så spændende er det altså ikke at handle i et norsk supermarked, der hedder Bunnpris.

Mine unger og mand leger inde i stuen ved siden af. Svømmehalstrætte og sultne efter sidste tur i Pirbadet

Lana Del Rey minder mig lige om noget i ørerne: "Don't worry baby..."

blog julie ag julieag.dk woman blogger expat farvel see you later lana del rey eftertanke