Tattoo or not tattoo? Hvilken type er du?

Nogen kunne måske kalde det en post-skilsmisse “jeg skal ud og finde mig selv” type fase. Og det er det måske også. Egentlig er det jo ligegyldigt, hvad andre mener om dette og hint - i virkeligheden har folk mest travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, så sådan er vi jo heldigvis så ens, tror jeg.

Nå, men jeg har jo en helt genial lillebror, der er tatovør. Det kan man se HEROVRE. For nogle weekender siden var vi i Sverige sammen i vores forældres skønne sommerhus. En weekend helt uden børn, bare ham og jeg. Så der var egentlig ret stille og det nød vi begge. Jeg har nogle meget snakkende børn, hvilket jo er skønt - altså at have talegaverne i orden, og det skal jeg lige love for, at de har - især min datter. Men der er også bare noget dejligt ved at være sammen med mennesker uden at sige noget. Jeg har været på flere retreats og workshops i coaching- og yogamiljøet, hvor vi nogle gange spiser frokost i stilhed, eller bare går til pause i stilhed. Jeg elsker det! En helt anden sidenote, som jeg gerne vil skrive mere om på et andet tidspunkt, så var jeg til et foredrag om netop stilhed med Bastian Overgaard. Han taler om, at vi skal blive mere effektive og opnå mere respekt for hinanden og samhørighed med hinanden, når vi er stille sammen. Når vi indsætter stilhedspauser i løbet af vores møder (på en arbejdsdag). Så må man selv om, hvad man bruger den stilhedspause til, det behøver ikke at være mindful eller noget andet “rigtigt”, du skal bare holde bøtte! Det skaber vitterligt en helt anden kontakt i rummet efterfølgende. Så plaprer folk ikke bare løs og gentager sig selv - der kommer mere dybde og mere lytning. Fordi folk så netop tænker sig mere om, før de taler - og måske også lytter til de andre i stedet for at sidde og tænke over, hvad de selv skal sige, når de får (tager) ordet igen.

I Sverige talte vi så dog også sammen;-) Blandt andet om tatoveringer.

Skulle jeg mon få mig en?

Spurgte jeg Mark om.

Som om jeg var i hans konsultation.

Og jeg havde jo forventet, at han havde svaret til mig. Jeg har flere gange undret mig over, at når han afholder “walk-ins” - det vil sige, når folk fra gaden kommer ind og får en af de tatoveringer, som han har tegnet lige til den dag. Jeg har undret mig over, hvordan folk kan tage sådan en stor beslutning bare på dagen - eller på minuttet. Men det er så også gået op for mig (via Mark), at det jo ofte er folk, der allerede har flere tatoveringer, der kommer ind fra gaden og spontant vælger en af de tegninger, der så lige er “til salg” den dag.

Jeg har før talt med min gode lille søn om det. Og spurgt ham, hvad jeg skulle få, hvis jeg skulle få en. (Ja jeg kan godt lide lige at få rundet store beslutninger af med mange mennesker i min “inner circle”.) Han svarede så ret prompte, som børn heldigvis gør - det er jo dem, man skal høre sandheden fra - at jeg skulle få et hjerte og et anker. Det kunne jeg jo simpelthen så godt lide, at han sagde. For det var virkelig det, som jeg i mit lille hjerte havde tænkt. Også fordi, jeg dengang han blev født, drømte om, at han skulle hedde Anker, fordi jeg elsker symbolet på et anker - og ja - hvem kan ikke lide kærlighed!? Det var jo så smukt, og nærmest set in stone, at hvis jeg skulle få mig en tattoo, så skulle det da være det! Spørgsmålet var så bare, hvor. Og det talte jeg jo så med Mark om. Det kunne være på mit håndled. Jeg vil nemlig heller ikke have, at den skal være så stor. Hvis det nu overhovedet var.

Så ser jeg jo så mine elskede børn igen og taler med Alvin om det her med tatoveringer igen. Han ser så bare helt helt forskrækket og alvorlig ud denne gang. Og nærmest helt ked, da jeg siger, at jeg overvejer at få en tatovering. Helt ked i sine dybblå øjne med de lange mørke øjenvipper. Han synes så slet slet ikke, at JEG skal få en “tatoverning”. Jeg spørger ham hvorfor, og det kan han ikke rigtigt svare på i første omgang. Og det er ikke fordi det gør ondt på mig, at han ikke vil have, at jeg får en.

Før idag, da vi så taler om det igen. (Ja jeg vender tilbage til det igen og igen). Her er et lille udpluk fra vores samtale:

Alvin: “Mor, hvilken type er du egentlig? Hvad kan du egentlig godt lide?”

Mig: “Jeg kan jo godt lide at gå på museer og kigge på smukke malerier. “

Alvin: “Ja - der kan du bare se, det er den type, du er. Du er ikke sådan en tatoverningstype. Det er onkel Mark , der er det - for det kan han godt lide. Altså at tatovere.

Jeg er jo sådan en, der kan lide at se noget i verden og så bygge det af LEGO eller klodser. Det er sådan en type, jeg er.

Du kan jo godt få en enhjørningstatoverning. Men så skal det altså være en lege-en. “

Så hvilken type, jeg er?? Og hvilken fase, jeg pt går igennem?

Min farmor elskede at tale om epoker i sit liv. Det lyder egentlig også ret storslået.

Epoker.

Der var så for mig stewardesse-epoken, livredder-epoken, Samosvej-epoken, Griffenfeldsgade-epoken, CBS-epoken og en masse derimellem og før og efter - og nu altså en form for post-skilsmisse-epoke. Som måske, måske ikke kommer med en “tatoverning”.

Det er jo heldigogavis bare mig, der skal bestemme det - men jeg kan alligevel ikke lade være med at lytte lidt til mit barn, når han kigger mig dybt ind i øjnene med sine mørkeblå øjne, der er så dybe og vise som en svensk skovsø.

Jeg har så indtil videre fået 2 nye huller i ørene. I det samme øre. Tre på stribe. Crazy mom, synes jeg selv. Mine børn var så slet ikke imponerede over det. Men det gjorde altså lidt ondt, siger det bare.

Sådan her sluttede min samtale med ham i øvrigt idag:

“Mor, hvor mange gange har du egentlig parret dig?”

Jeg undlod at svare (andet end, at dyr jo parrer sig.)

Men mor, mennesker er jo også en form for dyr.”

Så - what to do med den tattoo?

Tre på stribe. Jow jow, der sker da et og andet i denne nye epoke.

Tre på stribe. Jow jow, der sker da et og andet i denne nye epoke.

Mine børn er smuttet på skiferie

Sikke en overskrift hva! Hvad laver mor så hjemme?

Hun glæder sig lige nu over den fest, de har lige nu. De har slet ikke kunne finde ro hele denne uge op til. De har glædet sig så meget, at de har haft myrer i arme og ben og ifølge Alvin har “hans hjerte rutchet på rutchebane - og kender du ikke det mor?”. Jo det gør jeg min skat.

Jeg følger med på sidelinjen og de har allerede sendt mig “kørefilm” fra bilen - hvor de filmer både inde og ude - der er sne og glade dage!

Alvin synes nu også, det var mærkeligt, at jeg ikke skal med. Og det er også svært at forklare ham præcist, hvorfor jeg ikke skal med - udover at sige, at jeg jo skal på arbejde. Men det er bare en skide dårlig forklaring.

For hans far og jeg holdt jo jul sammen og vi ses alle 4 og har det hyggeligt sammen - så hvorfor kan du så ikke også komme med os på ferie? Sådan er det nok. I hvert fald for os. Der kommer hele tiden nye udfordringer i en skilsmisse. Indtil videre er den heldigvis her på den anden side af det hele fredelig og har børnenes trivsel som det vigtigste fokuspunkt for os. Men der er jo hele tiden “den første jul” (som vi så fik vel overstået), “den første fødselsdag”, osv. osv. - og nu den første ferie uden “den anden”.

Vi prøver virkelig at afdramatisere. Og normalisere. Men det er jo ikke normalt i deres lille verden, at mor og far ikke er sammen og ikke holder ferie sammen. Og det skal vi også rumme. Alle deres tanker, bekymringer, og følelser som savn og sorg. De er jo helt ok at have, og jeg føler mig faktisk meget taknemmelig over, at de deler deres sorg og savn med mig - og os. Det håber jeg også, at de gør, når de bliver teenagere og voksne!;)

Og en anden ting, jeg er meget meget taknemmelig over, er deres forhold sammen de to små bitte mennesker. De er jo helt uadskillelige. Og de går igennem det her sammen de to. De er som sol og måne og nogle gange smelter de helt sammen til en stor lysende kærlighedsstjerne og nogle gange lyser de bare hver for sig op på min morhimmel og giver mig fred og ro og taknemmelighed. Og nogle gange går der torden og lyn i den og det er også helt okay. Vi elsker hinanden helt ud til universets ende og tilbage igen, som vi siger, når vi siger godnat.

Disse ord fra Agnes er også flyttet ind i mig: “Mor jeg har masser af kram tilbage i mig” - som hun sagde til mig imens hun krammede mig, da jeg havde slået en 6’er i Ludo.

Min børn er lige nu på vej på skiferie i Norge. Billedet er fra engang i Norge - en helt anden tid, den dag havde jeg ikke ski på, men vandrede rundt i den dybe sne og prøvede at fange det bedste billede af solen mellem træerne.

Min børn er lige nu på vej på skiferie i Norge. Billedet er fra engang i Norge - en helt anden tid, den dag havde jeg ikke ski på, men vandrede rundt i den dybe sne og prøvede at fange det bedste billede af solen mellem træerne.

3 ting jeg godt gad, men ikke har rygrad (lyst!??) til på en lørdag aften

Ja - så har jeg skrevet mig en lovende overskrift. Den lover, at jeg kommer med en liste over 3 ting, som jeg burde gøre, men ikke rigtig gør eller får gjort på en lørdag aften. Jeg er lige kommet hjem fra verdens bedste og hyggeligste fødselsdag med mine unger hos en god veninde i hendes dejligste hus med hendes dejligste familie og venner. Åh altså, hvad et sådan fødselsdagsfællesskab dog kan gøre ved ens moder og venindehjerte<3.

Men hvorfor gør jeg, så ikke disse 3 ting?? Det er et godt spørgsmål, som jeg lover at besvare til aller sidst.

Bare scroll ned, hvis du vil gå glip af guldkornene i midten:

1) Den første ting, jeg godt gad, men ikke lige orker, fordi jeg måske ikke har rygraden (eller lysten) - igen svaret kommer længere nede om HVORFOR, jeg ikke orker, men altså - den første ting er, at jeg virkelig godt gad at sidde og arbejde med min hjemmeside: www.juliearnesengade.dk. Jeg ville ønske, at jeg lige nu havde energien - og nok også modet til virkelig at gøre den skarp på, hvad jeg tilbyder lige nu og her - for det er immervæk noget tid siden, at jeg startede min virksomhed (Life and Work coaching), og jeg har ændret både mine interesser og det, som jeg synes jeg kan bidrage med og hjælpe mine klienter med. Mit liv har også ændret sig en del siden da. Da siden blev født boede jeg i Norge med min familie, der på det tidspunkt bestod af 4. Nu tæller min familie stadig 4, men det er kun 3 af os, der bor sammen. Jeg bor ikke længere i Norge som expat (som den kvikke læser nok har bemærket), men på Vesterbro og jeg har et arbejde, jeg er glad for som HR konsulent og har fingrene helt nede i projekter som Employer branding og onboarding og en masse rekruttering og Enneagram feedback.

Jeg…(inden du læser videre er der her en disclaimer: Læs kun videre, hvis du har lyst til at høre om MIG - og måske kan se dig selv ind i min historie, for det handler meget om MIG, men jeg lover som sagt at binde en sløjfe på hele molevitten nederst i dette indlæg).

2) Den anden ting, jeg godt gad at gøre sådan en lørdag aften, er at skrive min yogaansøgning til Absalon som VIKAR færdig. Den er der om et øjeblik, det ved jeg jo godt. Og den skriver jo ikke sig selv. Det ved jeg også godt. Og jeg har jo været i kontakt med dem - så den drøm skal jo nok også blive virkelighed.

3) Den tredje og sidste ting i denne omgang, som jeg godt gad at gøre på en lørdag aften, er at skrive flere blogindlæg. Til denne blog. Bare skrive derud af og producere masser af content, som ligger klar til at blive publiceret den ene dag efter den anden dag. For jeg går egentlig hele tiden og har gode ideer til blogindlæg - om alt fra hvorfor mor er gud (eller noget med, hvorfor jeg elsker mødre) til tips til københavner lovelies til fællesskabsoplevelser til pinlige møder, hvor jeg siger noget akavet til mange mange flere indlæg om at få ro i nervesystemet med yoga og meditation.

De 3 bedste undskyldninger, jeg typisk giver mig selv, når der er noget jeg vil, men ikke får gjort - og de 3 bedste værktøjer til at overkomme dem!

Ja - det er dårlige undskyldninger, det indrømmer jeg gerne, og de kan blive skudt ned af den bedste coach (lægens børn er aldrig syge vel), som forhindringer og overbevisninger, der ikke rigtig har hold i noget - any ways, man er vel kun et menneske på overarbejde.

  • First things first. Den der møg hamrende irriterende afhængighedsskabende telefon. Ja - jeg indrømmer det - jeg er nok en smule afhængig - og den er min kæmpe undskyldning for, at jeg ikke får gjort og får skabt og får drømt og får læst og får set og får…Det er den sgu.

    • Så derfor: Har jeg nu lavet en aftale med mig selv om at dræbe den afhængighed med kærlighed. Kill it with kindness. Jeg ser den. Jeg anerkender den. Jeg hører, at den er der. Og nu er det på tide, at vi får et sundt forhold. Derfor lægger jeg dig et sted, hvor jeg ikke kan se dig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg giver dig lov til at få mit nærvær 3 gange om dagen - meget kort morgen, lidt middag og lidt aften. Så får mine abstinenser ro - når de ved, at de får deres drug 3 gange om dagen. Det er sindssygt, men det er jo et drug. Okay, jeg skærer også alting over en kam, faktisk er jeg træt af, at jeg ikke kan se fjernsyn uden den, fordi jeg streamer DR derfra, eller at jeg ikke kan tjekke vejret uden den, eller at jeg ikke kan stå op om morgenen uden den, eller at jeg ikke kan meditere uden den, fordi jeg bruger den som ur - samme gælder at lave mad, fordi jeg ikke har et æggeur. Og hvad er løsningen så siger den kloge coach: Så køb dig dog et vække/æggeur! Simple as that!.

  • Numero duo - den med yogaen. Min øjesten. Udover mine børn er yogaen jo det, jeg med sikkerhed ved, gør mig glad inden i på den mest tilfredsstillende måde. Jeg VED, at jeg skal igang med at undervise igen, jeg skal ud og møde nogle dejlige mennesker og skabe nogle magiske klasser. Så why not bare komme i sving med at finde et skønt sted at undervise - som fx. Absalon? Undskyldningerne er faktisk mange. Hvilke dage skulle det så være, og kan jeg forpligte mig til noget, hvad hvis jeg må sige nej til nogle timer, hvad hvis jeg ikke kan leve op til deres (og mine egne) forventninger.

    • Skal vi tage dem en af gangen!? Ej - samlet sammen er det jo alt sammen bekymringer, du kan kigge på, NÅR det bliver aktuelt at kigge på dem en for en. Så skal du nok få kigget på dem. Alt skal nok løse sig.

  • Nummer tre ting - undskyldningen med det med bloggen: Sagen er nemlig den, at jeg bedst skriver, når jeg føler, jeg er i flow, og virkelig har noget på hjerte. Når det bare kommer til mig, så skriver jeg. Når jeg kan mærke det indefra, at nu er det nu. Og så går jeg og venter og venter og mærker og mærker - og intet får jeg skrevet, for jeg kan jo ikke liiiige mærke det.

    • Okay det siger du så. Men faktisk viser meget kreativitetsteori, at de mest originale kunstnere, som Picasso, producerede og producerede - det vil sige, at de til sidst havde en stor mængde af værker, og dermed en større sandsynlighed for, at noget af det var rigtig godt. Derudover fik de jo så også trænet og perfektioneret deres måde at arbejde med deres værker på, fordi de gjorde det hele tiden. Der er også nogen, der siger, at det tager 10.000 timer virkelig at blive ekspert i noget. Så - shoot that excuse down. Eller bare mix it up. Det er ok at skrive, når du føler for det. Men oftest skal der laves en plan for det - en aftale med mig selv, det skal gøres hyggeligt og jeg skal sådan set tit bare åbne computeren og gå ind på siden og så bare begynde at skrive. Og alle, der følger med her ved jo, at det jo HVER GANG er guldkorn, der kommer ud af mine fingre ‘ing.

Bottom line: Hvorfor griber jeg ikke fat i det, der ligger lige foran mig, klar til at blive udviklet og komme helt ud i verden og leve sit eget liv. All of the above er jo mine drømmeting, som jeg drømmer om skal fylde mere. Men jeg vil også som min egen bedste forsvarer liiiige give det perspektiv med på vejen, at jeg liiiiige er blevet alene med mine børn (9/5 ordning <3) og jeg har et fuldtidsjob, som jeg i øvrigt er mega glad for - så når de to bedste unger har lukket deres smukke henholdsvis brune og blå øjne og Royal Copenhagen stellet ikke har puttet sig selv i opvaskeren, og leverpostejen ikke er landet glat og uden at dryppe sig selv ud på køkkenbordet oven på rugbrødet og er hoppet ned i madkassen, så føler mutti sgu en lille form for trang til Netflixeren. Og det er også helt okay. Jeg kan bare mærke, at det andet er godt på vej. Og det hjalp faktisk at få det ud her. Tak for at lytte/læse med.

PS - Der er også noget med, hvor resultatagtig en type, jeg er. Jeg arbejder virkelig meget med Enneagrammet i mit arbejde hos FTFa og har efterhånden givet feedback til en del forskellige typer. Det skriver jeg også mere om en anden dag - og det er en anden ting, jeg skal have på min hjemmeside, for jeg tilbyder også Enneagram coaching (blev sådan set certificeret i det sidste år). Men jeg relaterer til type 2 med 3’er vinge (det lyder hokuspokus og stjernetegnsagtigt) - så jeg er ikke drevet af at skabe resultater og få succes - meeeeeen - det er jeg nok lidt alligevel. Hvis du vil høre mere om Enneagrammet og de 9 typer, så bare bliv ved med at følge med her eller på min hjemmeside - eller tjek Russ Hudson ud på Youtube!

Tag hvad du vil have. Og pas godt på dine medmennesker imens. Men ønsk det du vil have. Sig det højt. Bed om det. Vær tydelig på dine forhindringer - så er de meget nemmere at “omgås” og anerkende og acceptere. Og så er de heller ikke vildere ofte. De undskyldninger.

Vildt nok, at jeg fik skrevet det her blog indlæg. High five til mig.

Gør noget unyttigt i 2018 (og lad der blive kærligt kaos i 2019)

Status på 2018 og håb og tro - og kærlighed for 2019

julieagblog_nytår

Gør noget unyttigt sagde H.M. Dronning M sidste år, da det skulle til at blive 2018. Jeg var faktisk vild med det. Jeg stod med venner, der bestemt ikke er royale - og ja - det er jeg - altså på den der måde, hvor jeg bare ville ønske, at jeg nogle gange levede Mary’s liv. Bare for en dag i hvert fald. Nok ikke med de 4 børn eller hund og hest. (Men helt bestemt, da hun holdt sin tale for Frede, åh gud <3).

Jeg synes ikke, jeg har været spor unyttig i 2018 for at være helt ærlig. Jeg var vild med det ja - men det er jo svært. At være unyttig. Og det er en gammel traver, jeg synger med på, når jeg siger, at vi alle sammen har så travlt med at være nyttige, at gøre karriere, at stifte familie, at bygge rede, at løbe et maraton, at tage en yogalæreruddannelse, at tage en projektlederuddannelse, at fare rundt og opleve hele verden, ja travlt med at gøre.

2018 har for mig stået på det meste af det, jeg har opremset ovenfor. Undtagen at løbe et maraton (kommer måske) og tage en yogalæreruddannelse (det gjorde jeg jo i 2016 ha ha) men plus en skilsmisse.

Og jeg er lige nu fucking forvirret og fucking glad på samme tid. Og spændt på alt det nye, der kommer, fordi jeg har en fucking vild tro på det gode - i andre mennesker, i mig selv, i fællesskaber, i vores samfund, i verden.

Forleden var jeg ude og fejre en rigtig god veninde, der fyldte 36. Vi var på bar, sådan sidst på aftenen. På Vesterbro. Vi mødte en fyr, der er forsker i Aarhus. Han spåede, at jorden lige nu ikke kan holde til det, vi har gang i i mere end 20 år. Og han var seriøs. Selvom vi nok fik en snak om det over et spil terninger og en flaskeøl, så ved jeg, at han havde ret.

Han sagde heldigvis også, at vi nok godt kan tilpasse os. Men så skal vi saftsuseme gøre noget NU.

Jeg har været mere end 3 uger om at læse et dameblad (IN). Måske er det det mest unyttige, jeg har foretaget mig i december i hvert fald. Jeg har forsøgt at stikke snuden i det, mens jeg spiser weekendmorgenmad med mine unger, over kaffe og Ramasjang og “moar…”. Den ene gang jeg gjorde det, blev jeg så rørt over at læse om en kvinde, der har haft hjernerystelse (Christine Pram) og nu har lagt sit liv helt om og har besluttet sig for blandt andet at bruge meget tid på velgørenhed. Det er hun ikke den første, der gør efter en hjernerystelse. Min (nu gisp eks-) svigerinde Laura Storm har været igennem det samme og lagt sit liv om og fundet sin mission. Hjertetouching ad h til og inspirerende.

Noget andet, der så midt i børnesniksnak også var breathtaking - ja det kom fra det selvsamme dameblad - var fremtidsforskeren Anne Skare, der gav sit bud på nøglen til 2019. Overskriften på den artikel var “Lav dine egne spilleregler” og handlede bl.a. om, at det ældgamle paradigme brydes ned og en ny verden, hvor vejen og erfaringer er vigtigere end målet. Hun starter med at skrive, at hvis du føler du har mistet overblikket, og at der er meget derude, du ikke fatter, så velkommen i klubben. Hun beskriver, hvordan 2019 er et spil, vi alle kan vinde, uden at nogen taber. Du kan ikke komme videre til næste level i spillet, før du har lært det, du skal lære, og så bliver du slået tilbage og begår fejl. Men (helt banalt) så er rejsen vigtigere end målet. I 2019, siger hun, at der stadig er konkurrence, asocial adfærd, men også masser af samarbejde og vilje til at dele af sit overskud, og lære de nye spillere, hvordan de kommer igennem next level. Hvis du lærer mig det, du kan - om det så er surdej eller svømning - bliver vi begge stærkere og dygtigere.

2019 handler ikke om mere, men om bedre. Ikke kun om hurtighed, men om fordybelse. (Anne Skare i IN, dec/jan)

For mig kan det lyde som kaos - at der er et nyt paradigme på vej - og dermed nye spilleregler - nye områder, der skal betrædes, nyt der skal læres, nye rammer, der skal sættes op. Og for mig, der netop er glad for struktur og rammer, så føles det - ja - som kaos. Men det giver mig også en giga fed ro at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her. Jeg har det sådan her med mit eget privatliv i 2018, men så sandelig også med vores tid generalt. Alt er oppe i luften og VI er lige nu med til at skabe det nye. Vi kan vitterligt gøre en forskel for verden. Men jeg befinder mig helt personligt også i en tid i mit liv, hvor mange bolde er kastet op i luften og jeg skal til at gribe dem på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Og måske skal jeg slet ikke gribe de bolde, jeg har kastet op. Måske jeg skal gribe nogle andres gode bolde og kaste dem videre til andre gode mennesker.

Ja - så kom 2018 til at ende med en boldmetafor (skal vi også lige hylde VM igen) - men 2019, jeg er klar til at kigge dig i øjnene og tage dig i min favn - og dele dig med alle mine gode mennesker <3.

GODT NYTÅR DERUDE OG MASSER AF KÆRLIGHED (og kaos)

PS Hun slutter sådan her:

De nye spilleregler er ikke skabt endnu, og det er derfor afgørende, at du tør kaste dig ud i det uopdyrkede eventyrland og får sat din pløk i. Sammen med dem, du elsker. Også selvom du ikke fatter en hujende fis. Drøm det! Der har aldrig været kortere afstand mellem, at nogen har en vision, og det rent faktisk kan lade sig gøre at realisere den, og hvis du bevarer nysgerrigheden, modet og sætter hjerne og hjerte ind på at gøre dine beslutninger til de rigtige beslutninger, så er fremtiden din. Du må godt! Og du har lige så meget lov til at være her som alle mulige andre. (Anne Skare i IN, dec/jan)

Det minder mig om...

#3

Pariserhjulet i Paris way back when.

Pariserhjulet i Paris way back when.

  • at min søn lige har spurgt mig: “Men moar, hvordan virker et pariserhjul?”. Tak for tilliden til, at jeg kan svare på den slags min søn <3.

  • at jeg overvejer, at rykke rundt på mine børns bette værelse. Det er ret småt og min bror (@marksnortattoo) har malet det fineste maleri på væggen dengang LM blev født (i 2011), hvor der lige nu står en kæmpe køjeseng foran. Vi skal have luft ind i det værelse. På maleriet er der i øvrigt en luftballon af de fineste små bitte balloner i alverdens farver, som en lille bamse sidder i. Da Alvin var helt lille skulle vi altid prøve at nå det med armene og sige godnat og vi måtte stå helt på tæer.

  • at jeg har læst Dumbo med min datter og den er mega trist med de store ører og at jeg hver gang, jeg læser den, bliver lidt rørt, fordi hans mor kommer i fængsel for at beskytte sin lille søn, men at den heldigvis svælger i en lykkelig slutning, for Dumbo ender med at bruge sine ører til at flyve med og bliver cirkusstjernen! Og så har Dumbo en for evigt god ven, cirkusmusen Tim. Man skal aldrig kimse af en lille god og klog ven.

  • at jeg har genfundet First Aid Kit. Det må være en vinterting.

  • at det her indlæg på en måde er en overspringshandling fra at lave “økonomiting”.

  • at den røde tråd i dette indlæg af en eller anden årsag er blevet til en art “Tivoli" og “Cirkus”.

LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

At forcere noget har aldrig været godt for noget - jeg prøver 1 ny ting af

Sidste år, da jeg havde #kroppeninovember var det en slags indre drivkraft henimod, at november kunne blive en god og dejlig oplevelse. Modsat mange andre år før det, hvor november har været grå og trist ligesom indersiden af mit hjerte på særligt dårlig dage.

Sidste år løb jeg. Tidligt om morgenen i tåge og mørke. Med med mine Norgereflekser på og neongule vest.

Jeg vidste, det var nødvendigt. Med det morgenløb. Bare at få de der små åndehuller, så løbelykkefølelsen kunne forplante sig i mit sind og vare ved resten af måneden. Eller i hvert fald bare resten af dagen.

Og det gjorde det skam også.

Men der var også et lille bitte snert af noget forcering over det. Og hvad siger krop og sind til det? Der var noget med at have LYST til at blive lidt længere i sengen om morgenen og tage det stille og roligt. I stedet var der jo kroppen i november, der havde lovet sig selv og hele verden på de sociale medier (som jo fulgte med i spænding, overbeviste jeg mig selv om) at nu skulle der satme løbes.

Så ligesom meget andet i mit liv, blev det noget hektisk, i hvert fald, når jeg kigger tilbage på det. Og vi ved jo alle sammen, at den bagudskuende hukommelse altid har ret!! Men det er den følelse, jeg sidder tilbage med. Af noget hektisk, noget, der blev forceret.

Selvom det gjorde noget godt for mig. At have fokus på kroppen. Bare det at have et fokuspunkt. At beskæftige hjernen med 1 ting den måned. At give det opmærksomhed og energi.

Det har jo 2 fordele:

1) At fjerne fokus fra den altid energiske strøm af tanker, gode som dårlige

2) At give fokus til det kropslige - til bevægelse - skaber mere bevægelse - og rent hormonelt flere lykkehormoner til hjernen og på en måde også spirituelt giver energien og lyset mulighed for at flyde frit i kroppen.

Begge dele egentlig ret meditativt.

Men, men, men. Jeg har oplevet, at i år med kroppen i november, så lytter jeg mere til, hvad min krop rent faktisk har brug for. For det er bestemt ikke altid en løbetur tidligt tidligt inden arbejde og afleveringsræset. Det er ALTID meditation og stilhed. Det er ALTID at få benene op i luften og give ro til nervesystemet. Så den rolige følelse faktisk følger mig resten af dagen.

Jeg elsker løbeture.

Idag har jeg faktisk løbet. På trods af en anelse tømmermænd og tusmørke. Så løb jeg i Frederiksberg Have sammen med Prince. Imorgen har jeg måske brug for endnu en løbetur eller bare at rulle frem og tilbage på yogamåtten og give min ryg kærlighed.

Derfor bliver mit kroppen i november også at sætte stikket i til kroppen og ikke altid bare hovedet, der somme tider farer lidt for hurtigt derud af og vil i mål med alt muligt. Gerne igår.

Måske du også har mod til at prøve 1 ny ting af? Måske ved du allerede, hvad det kunne være?

#kroppeninovember

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Det minder mig om...

#1

  • At jeg har hørt Dire Straits’ nummer “Your Latest Trick” på repeat her til aften. Både under pizzalavningen og opvasken. Den saxofon kan noget.

  • At jeg konstant føler, at jeg er 5 minutter efter schedule. Ikke nok med, at jeg føler det. Jeg ER det.

  • At jeg idag har moret mig over disse sprogblomster fra mine børn:

    • “Mor du skal bare bruge brugsafvisningen.”

    • “Nu leger vi, at det er udlandsisen, vi sejler på.”

    • Vi skulle i Zoologisk Have i dag. Ifølge Agnes skulle vi i “Logisk kakao”.

    • “Hun bygger et hus af meton.”

  • At jeg simpelthen ikke kan sige som hverken en racerbil (eller bare en almindelig bil), en flyver, en helikopter eller en form for båd. Transport har for mig bare ingen lyd på.

  • Lidt i den samme dur - men jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i historier (for børn!), der lyder noget i retning af:”…Hangarskibe…USS Saratoga, HMS Furious og Akagi, blev oprindeligt designet til at være slagskibe, før de blev bygget om. Akagi kunne medføre op til 66 fly, der lettede fra tre forskellige dæk, mens Saratoga kunne medføre op til 78 fly…og var forsynet med hydrauliske eller dampdrevne katapulter…” Fra bogen (gæt engang): “Biler, Tog, Skibe og Fly”. Min søn elsker den. Jeg. Jeg kan ikke hverken lyde som noget af det, og ej heller fortælle levende om det. For ikke at tale om UDTALE det eller det værste af det hele: Få dem til at give mening.

  • At jeg godt kan lide søndag med mine to små børn.

  • Og lilla. Ligsom min datter.

Bum. Det var den første af sin slags i “Det minder mig om” blogkategorien.