At forcere noget har aldrig været godt for noget - jeg prøver 1 ny ting af

Sidste år, da jeg havde #kroppeninovember var det en slags indre drivkraft henimod, at november kunne blive en god og dejlig oplevelse. Modsat mange andre år før det, hvor november har været grå og trist ligesom indersiden af mit hjerte på særligt dårlig dage.

Sidste år løb jeg. Tidligt om morgenen i tåge og mørke. Med med mine Norgereflekser på og neongule vest.

Jeg vidste, det var nødvendigt. Med det morgenløb. Bare at få de der små åndehuller, så løbelykkefølelsen kunne forplante sig i mit sind og vare ved resten af måneden. Eller i hvert fald bare resten af dagen.

Og det gjorde det skam også.

Men der var også et lille bitte snert af noget forcering over det. Og hvad siger krop og sind til det? Der var noget med at have LYST til at blive lidt længere i sengen om morgenen og tage det stille og roligt. I stedet var der jo kroppen i november, der havde lovet sig selv og hele verden på de sociale medier (som jo fulgte med i spænding, overbeviste jeg mig selv om) at nu skulle der satme løbes.

Så ligesom meget andet i mit liv, blev det noget hektisk, i hvert fald, når jeg kigger tilbage på det. Og vi ved jo alle sammen, at den bagudskuende hukommelse altid har ret!! Men det er den følelse, jeg sidder tilbage med. Af noget hektisk, noget, der blev forceret.

Selvom det gjorde noget godt for mig. At have fokus på kroppen. Bare det at have et fokuspunkt. At beskæftige hjernen med 1 ting den måned. At give det opmærksomhed og energi.

Det har jo 2 fordele:

1) At fjerne fokus fra den altid energiske strøm af tanker, gode som dårlige

2) At give fokus til det kropslige - til bevægelse - skaber mere bevægelse - og rent hormonelt flere lykkehormoner til hjernen og på en måde også spirituelt giver energien og lyset mulighed for at flyde frit i kroppen.

Begge dele egentlig ret meditativt.

Men, men, men. Jeg har oplevet, at i år med kroppen i november, så lytter jeg mere til, hvad min krop rent faktisk har brug for. For det er bestemt ikke altid en løbetur tidligt tidligt inden arbejde og afleveringsræset. Det er ALTID meditation og stilhed. Det er ALTID at få benene op i luften og give ro til nervesystemet. Så den rolige følelse faktisk følger mig resten af dagen.

Jeg elsker løbeture.

Idag har jeg faktisk løbet. På trods af en anelse tømmermænd og tusmørke. Så løb jeg i Frederiksberg Have sammen med Prince. Imorgen har jeg måske brug for endnu en løbetur eller bare at rulle frem og tilbage på yogamåtten og give min ryg kærlighed.

Derfor bliver mit kroppen i november også at sætte stikket i til kroppen og ikke altid bare hovedet, der somme tider farer lidt for hurtigt derud af og vil i mål med alt muligt. Gerne igår.

Måske du også har mod til at prøve 1 ny ting af? Måske ved du allerede, hvad det kunne være?

#kroppeninovember

 Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Det minder mig om...

#1

  • At jeg har hørt Dire Straits’ nummer “Your Latest Trick” på repeat her til aften. Både under pizzalavningen og opvasken. Den saxofon kan noget.

  • At jeg konstant føler, at jeg er 5 minutter efter schedule. Ikke nok med, at jeg føler det. Jeg ER det.

  • At jeg idag har moret mig over disse sprogblomster fra mine børn:

    • “Mor du skal bare bruge brugsafvisningen.”

    • “Nu leger vi, at det er udlandsisen, vi sejler på.”

    • Vi skulle i Zoologisk Have i dag. Ifølge Agnes skulle vi i “Logisk kakao”.

    • “Hun bygger et hus af meton.”

  • At jeg simpelthen ikke kan sige som hverken en racerbil (eller bare en almindelig bil), en flyver, en helikopter eller en form for båd. Transport har for mig bare ingen lyd på.

  • Lidt i den samme dur - men jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i historier (for børn!), der lyder noget i retning af:”…Hangarskibe…USS Saratoga, HMS Furious og Akagi, blev oprindeligt designet til at være slagskibe, før de blev bygget om. Akagi kunne medføre op til 66 fly, der lettede fra tre forskellige dæk, mens Saratoga kunne medføre op til 78 fly…og var forsynet med hydrauliske eller dampdrevne katapulter…” Fra bogen (gæt engang): “Biler, Tog, Skibe og Fly”. Min søn elsker den. Jeg. Jeg kan ikke hverken lyde som noget af det, og ej heller fortælle levende om det. For ikke at tale om UDTALE det eller det værste af det hele: Få dem til at give mening.

  • At jeg godt kan lide søndag med mine to små børn.

  • Og lilla. Ligsom min datter.

Bum. Det var den første af sin slags i “Det minder mig om” blogkategorien.

Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

 Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

Det forpligtende fællesskab

Det er forår, det er sol og det er søndag....og hele verden ser ud som i en Lille Per film. Altid. Øhhhh ikke rigtigt vel!?

Jeg har pt en form for tinitus af konstant børnesnak og måske en begyndende hals-et-eller-andet. Vi er taget til Sverige igen her i Kr. Himmelfartsferien. Solen fejler ikke. Og det er vi dybt taknemmelige for. Men børnene, hold nu kææææft, sorry, det må man ikke sige, men jeg kan beskrive det således, at jeg var mægtig glad for et stort glas kold øl samt lidt biodynamisk hvidvin til deling under både madlavning og madindtag.

Mine børn er glade for at tale. Og starter hver sætning med "Moar....". Det er helt sikkert ikke unikt. Men jeg kan bare konstatere, at jeg i dag nød at gå ned med skraldet i skraldespanden 100 meter væk fra huset. Jeg lagde mærke til brumbassen, der summede rundt helt fri for forpligtelse i sit lille legeland af et blomsterbed. Jeg lagde mærke til de mange skovsnegle på min vej med deres opmærksomme følehorn strittende højt op i luften. Jeg lagde mærke til lydbilledet af fuglekvidder i trætoppene, der omgiver huset.

Lige indtil det øjeblik, hvor et barn råber "Moar......". Og jeg et splitsekund når at tænke..."Jaaaa, hvad NUUUU!!!? Lad mig nu liiiiige få et sekunds fred og ro.". Indtil barnet siger: "Jeg skal bare lige holde øje med dig, jeg vil gerne have, at du kommer tilbage." Og så kan jeg jo ikke lade være med at stornyde det syn, der møder mig på vejen tilbage fra skraldespandspilgrimsruten - to børn, der er høje på fredagsslik og leger cirkus. Kun for mig (ikke på Medina-måden trods alt). 

Fællesskabet er for mig dette årtusindes udvej. Det kommer til at indtage mange forskellige ansigter og gør det allerede.

Mine børn kan jo drive mig til vanvid (og det er jeg IKKE alene om, ved jeg for sure!), men de er også meningen med mit liv. Vores lille fællesskab forpligter i forhold til at skabe samfundsborgere, der ved, hvad de selv vil og som tager hensyn til andre. Og som kerer sig om deres medmennesker og deres bedste. Det er min mission med mit eget lille fællesskab, der pt huserer i Sverige og normalt i landsbyen Vesterbro. 

Yoga julie retreat børn julieag.dk

Ind i kampen igen

Jeg så lige en video på Facebook, der er taget i nattens mulm om mørke med et natkamera, af en mor, der sover. Eller det gør hun jo så ikke. Hun ammer, henter børn ind i sengen, karter rundt, bliver hevet i håret, står op og henter vand osv. osv.

Den tid er faktisk nærmest ovre herhjemme, når man har børn på 6 et halvt og snart 3. 

Altså indtil de bliver syge. Og ikke bare sådan host host snot snot syge. Men sådan, den der mega onde influenza syge. Og i halen på det mellemørebetændelse. Og i halen på det opkastsyge, eller hvad det nu hedder. 

Jeg har det som om jeg har været på introtur med syg hård druk non stop i 3 uger. 

Heldigvis gik jeg i seng med det mindste lille barn og hendes syge mave i fredags og vi samsov så i 12 timer. Nærmest uafbrudt. Og da vi vågnede kl. 8, lå den store der også, og jeg hentede lidt vand, og så sov vi sgu videre i halvanden time til. 

Jeg var jo et helt nyt menneske! Samme var børn, der heldigvis begge to nærmer sig hverdagsgrænsen igen. Det vil sige på med skole- og børnehavetasker, smil og lutter glade dage. For sådan er hverdagen jo uden syge børn. Lutter smil og glade dage. Ej, det tror man jo i sin sygdoms fodsved, når man idealiserer den der normalitet MED søvn. 

Men jeg glæder mig faktisk til den helt almindelige hverdagsagtige trummerum, der jo inkluderer op og afsted, koordineren mig her og der, havregryn, svømning, tag nu dit tøj på og bare en dejlig dejlig følelse af, at det hele nok skal gå. 

PS For lidt siden var vi i New York. Ja, vi spiste os nærmest igennem den by, så der kommer snart nogle for nice tips til gode spisesteder. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal have så ondt af mig selv, når jeg lige har været i New York. Og fik dyrket yoga. Og havde lutter voksentid. 

Blog

Ugen genoplyst - NYT fra uge 1

Som noget nyt her på min blog, vil jeg give mig i kast med et tilbageblik på ugen, der gik. Jeg har gjort det før HER og har også skrevet lidt om, at jeg generelt har svært ved at give slip på dagen især (LÆS: er bare en natteravn!?) - så med tanke på det, er det vel passende på en søndag aften at holde fast lidt endnu på ugen, der gik. 

Den må godt være i taknemmelighedens lys. Det kan jeg egentlig godt lide. Måske også peppet op med noget med at falde, sige noget kikset eller at more sig.

I uge 1, der lige er gået:

# 1 Har jeg fundet ud af, at Gurli Gris ikke blot hitter herhjemme, men også blandt andre af mine veninders to (plus) årige. #sammebåd

# 2 Har jeg meldt mig på ikke bare et, men to yogaretreats denne januar. Den ene i København i næste weekend og den anden på Sydsjælland weekenden efter. #trækkerpåflekspassekontoen 

# 3 Er jeg så ustyrlig glad for mit job. Kæmpe punktum. #fællesskab

# 4 Er tulipaner - min yndlingsblomst næstefter bonderosen - kommet ind i vores stue. Hvilket betyder, at jeg snart har fødselsdag og at der dufter lidt af forår. 

# 5 Har vi sgu fået fjernsyn. I mange år droppede vi det "for bare at sidde og tale sammen eller læse en bog om aftenen". Nå, men nu pryder Sex and The City igen min væg. Do I like it? #Absofuckinglutely!

# 6 Har jeg siddet fast i et cykelstyr. Altså ikke helt mig, og heller ikke mit cykelstyr. Men barnevognens stofble sad fast i et styr på et fortov, da jeg i en håndevending troede, jeg lige kunne snige mig uden om det. Minder mig om dengang, jeg i høj fart på Nimb, sad fast i et dørhåndtag med min blazer. Den var rosafarvet og det samme var mine kinder til det der fine konsulentarrangement. 

# 7 Har jeg lyttet utrolig meget til Anne Linnet/Tove Ditlevsens album "Barndommens Gade" på Spotify, mens jeg har enten cyklet, gået med barnevogn, kørt i bil eller arbejdet. Den er så fin og yndig og så har jeg også købt min første Tove Ditlevsen bog hos yndlingsboghandleren Thiemers Magasin. Må være på sin plads, nu hvor jeg bor lige her, hvor hun også tussede rundt. 

Syv blev det til i denne omgang på den syvende januar to tusind og atten. 

 # 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik. 

# 4 Tulipaner i min stue fortjener at være på lækkerlisten over uge 1, der gik. 

En masse tal: 2017 var 50 % Trondheim og 50 % København

Det går op for mig her midt i stuen der regner med frikadeller (børnefilm, red.) og tørrer vasketøj på en lørdag aften d. 6. januar, at det i dag er præcist et halvt år siden, at vi havde vores sidste aften i Trondheim. Den aften kunne jeg ikke gå i seng. Normalt er jeg også ret dårlig til at gå i seng og give slip på dagen (det er blevet bedre post børn), men den aften var den helt gal. Jeg var jo virkelig glad for, at vi skulle flytte hjem til København igen. Jeg havde nærmest glædet mig i et halvt år til den dag. Havde talt ned. Virkelig. Men da den så kom, så kunne jeg sgu ikke give slip. På dagen og på Trondheim. På udsigten. På alle minderne deroppe fra, som trods alt også rummede rigtig mange gode og dejlige ting (Trondheim Lovelies); Min yndlingscafe Sellanraa, hvor jeg fik mit daglige skud "hej" fra ægte nordmænd samt fantastisk kaffe, mit yogasted - Terra Yoga i Lade, turen op til barnehagen ad den (skide) bakke i al slags vejr (hvis jeg gør det op i noget med procent, så var det nok 75 % i sne, is eller slud, til gengæld var der de resterende 25 % fyldt op med lutter smukhed for mit åsyn), de dejlige elever i mine yogaklasser i 3T i Melhus, hvor jeg fik mit første seriøse yogalærerselvtillidsboost samt et langvarigt kærlighedsforhold til at undervise i yoga, de mange eftermiddage (i meget lys og meget mørke) med børn, de nye internationale venner i TEDxTrondheim, ture til hytter højt oppe på fjeldet, bjerge, bare bjerge, nydelige og koselige nordmænd, en ro som jeg aldrig har set eller oplevet magen til, men som sidder så dybt i min krop, at den flyttede med hjem.

Jeg kunne jo ikke løbe fra, at natten kom (selvom den var lutter lys d. 6. juli). Og da jeg havde tudet ud af vinduet og kigget fastholdende ud på MIN udsigt for sidste gang, så gik jeg ind og lagde mig. 

Nogle gange må tiden godt stoppe som deroppe den sidste aften. Men da jeg kiggede på min store søn på seks her til aften var det egentlig helt ok, at han er blevet seks år. Og vokser og bliver større. Og kan alting selv (det meste i hvert fald!) Og vi er hjemme igen. Og har været det det sidste halve år. Og hold kæft et dejligt halvt år, der er gået hurtigt. Og jeg kan glæde mig over den tid, der er gået. Jeg kan faktisk godt give slip og lade det komme som kommer. Og snart gå i seng.

Og med det håber jeg også det gælder mine to babes, der ligger i lag inde på deres fælles værelse. Den lille jeg troede sov, da den store også kom ind. Og jeg hørte mig selv sige (proud mom moment) "jeg bliver stiktosset, hvis du siger en lyd, Alvin!" og jeg prøver at hviske-synge godnatsang med en blid påtaget hviskestemme. Og hans svar så bliver til mit "godnat, jeg elsker dig, sov rigtig godt (og nu helst! uden at hype noget som helst med din lillesøster nedenunder)" - "men jeg er altså bare lidt ked af det, for hvorfor skal vi dø?". Jeg har fået i hvert fald et barn, der også har svært ved at give slip på dagen. Til gengæld er han vildt god til bare at være fordybet i det han er i lige nu. Som at lege med 50.000 legoklodser <3 

 

 

 

 En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory.&nbsp;

En yogamåtte møder legoleg. A true lovestory. 

Post julestemning og noget at være taknemmelig over

Glædelig bagjul. Jeg skal give dig baghjul, ja jeg skal. Ej, jeg har jo selv sagt det i dag på arbejdet indtil flere gange - og også indtalt det på en venindes telefonsvarer. Så glædelig jul kan man vist godt stadig sige, selvom det er 3. juledag og de helt store juledage er ved at være ovre.

Min datters julesangønske, da vi gik rundt om træet den højhellige juleaften var: "Den med Olde Bolle". Så det sang vi. "Oppe i Norge, der boede 3 trolde...". Det var sgu skønt at se hele familien danse rundt og sige "UF, sagde troldefar, uf sagde troldemor...men den lille olde bolle sagde ikke spor". Nogen gjorde sågar et lille hop. Det var vist mig.

Sidste år - i selvsamme Norge -  fik vores LM på dengang 5 år lov til at vælge den første sang, da vi skulle gå rundt om træet. Og det skulle være Luciasangen, som han netop havde sunget i sin norske barnehage. Så brød han ellers ud. Det var som om tiden stod stille i de par minutter det varede. Ja - det er vist kun en mor og den nærmeste familie, der må sige sådan, men han sang vitterligt så englene klappede i deres vinger, hvis sådan nogle kan gøre det. Det var helt magisk. En helt klar lys drengestemme - og så på klingende norsk.

Nå, men julen er børnenes og hjerternes fest. Og mit hjerte vil gerne lige lave en lille taknemmelighedsliste her på et af årets sidste dage.

Post-julehjerte-taknemmelighed for:

  • Filmen "En frygtelig kvinde", som jeg netop har været inde og se. Helt alene. Så taknemmelig for muligheden for at kunne smutte i bio 10 minutter før filmen starter, og for at grine lidt selv (og af sig selv!!??) af en virkelig rammende film. Av - den gjorde sgu lidt ondt. Kvinder kan være nasty. 
  • Plusgrader. Det betyder nemlig, at jeg ikke behøver at iføre mig verdens tykkeste jakke og pigge på skoene.
  • Min søns evne til at bygge LEGO i halve og hele dage i nattøj. Det er mindfulness på et meget højt plan.
  • Min datter, der bare vil være med, hvor det hele det lige sker. Tit heldigvis på mit fang (= skød på norsk). "Sitta fanga."
  • Fuglefløjt i et træ i min gade. Selvom det er mærkeligt her i vintermorgenmørket og jeg virkelig mener, at jeg lige nu er glad for vintermørket, så giver fuglefløjt mig altid sommerfugle i maven.
  • Mine venner. Altid for mine venner.
  • At jeg i en ruf fik ryddet børnenes deleværelse op. Det føles bare godt at smide McDonalds plastiklegetøj og dimsedutter ud og endelig kunne give min lille datter AG sin egen hylde på et ellers ret drenget værelse. I dag har de faktisk leget restaurant SAMMEN og jeg mener jo, at det er fordi, de nu kan se, hvor køkkenet og maden er. Nemlig i en sort opbevaringsboks. Note to self om den første på listen (AV den film var sgu lidt rammende. Kvinder kan rydde op kan de.)!
  • Lys i vinduer på den anden side af gården. Der er liv i min by!!
  • Et yogasamarbejde in the making in my hood. 

Snart godt nytår derude. Pas på dig selv <3 

 

 Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen.&nbsp;

Close up. Juleaftenselfie med datter på fangen. 

Vi slutter på en god note - november og jeg - jeg tør godt igen næste år

Jeg ligger her i min mørkeblå uldsofa, som vi har vendt om - altså ikke, så den står med benene i vejret som en anden væltet ko, men vendt op ad en helt anden væg. Det har vi ikke prøvet før. Til nye læsere, så er vi jo netop flyttet hjem til vores gamle lejlighed på Vesterbro efter et år i Norge. Og det har på mange måder vendt op og ned på alting. Inklusiv måden, vi indretter vores gamle lejlighed på. Min svigermor sagde faktisk rigtig sødt til mig, at hun synes, at det var flot, at vi idet vi flyttede tilbage i den gamle lejlighed, tænkte den helt om i forhold til indretning. Så meget har vi nu ikke ændret. Men sofaen står nu op ad en anden væg og der er kommet en trappe-ish reol for endevæggen OG min elskede teakskænk kan også være her i vores lille sofa-stue.

Sjovt som man kan rejse ud og komme hjem med helt nye perspektiver på det samme. Vi er jo fuldstændigt vanvittige vanedyr. Vores hjerne vil aller helst det, den kender godt. Dens eneste formål er at sørge for, at vi overlever, og det gør den nok nu engang bedst ved at gøre det den kender. Ikke noget med farer og ricisi. Nogen siger, at det tager 30 dage at bryde en vane. 30 dage før hjernen har accepteret, at det nye, der er blevet indført er kommet for at blive, og at det ikke har ført noget uhyggeligt med sig. Tværtimod har det måske skabt læring og udvikling. Og ro. 

Idag er der gået 30 dage siden jeg startede min #kroppeninovember kampagne og rejse for mig selv.

For at rejse mig fra fortidens ikke-glemte og til tider let dystre novembermåneder, hvor det har føltes som om det hele faldt sammen som et korthus i en børnehave. For at forebygge den 3 månederskrise, jeg før har oplevet efter et større skifte, som også før har faldet sammen med november.

Meningen var at fjerne fokus fra hvordan november PLEJER at være og over til noget positivt og kropsligt. Derfor skulle bevægelse ind i mit liv. Helt struktureret. Jeg skulle have noget at holde mig selv oppe på. Have et purpose. Et why. 

Som en anden resultatdrevet type (og coach!), vil jeg gerne gøre lidt status på, om jeg så har opnået mit mål. Men altså målet var jo sådan set ikke så klart. Det var egentlig for mig mere processen. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvor jeg kunne være ved at falde ned i de der novembermørke huller, kunne jeg dirigere min hjerne, mit hjerte, mit fokus hen på min vejrtrækning. Det kropslige. Slippe i kæberne. Slippe i håndfladerne. Sænke skulderne. Gøre mig blød omkring brystet og det nederste af maven. For der kommer udfordringer hele tiden. Den der periode "når først det der er overstået" eller "når bare vi kommer om på den anden side af..." det sker jo ikke. Jeg kan godt se, hvordan det kan være nemmest at falde tilbage til den gamle vane. Når det er mørkt ude og varmt inde. Så lokker løbeturen ikke så meget. Og når der lige er 20 ting på den der to-do liste og 5 mennesker, der gerne lige vil have en leverance over bordet helst inden i dag kl. 17, så kan det godt være fristende at tage to-do listen end at sætte sig og mærke efter i sin krop. Men det er jo sjovt nok der, man har aller mest brug for det. 

Jeg havde på en måde givet mit ord til mig selv. Og det at toppe den op med også at give mit ord til bloggen her, gør det lidt sværere at bakke ud, selvom det bliver svært. Jeg blev for et øjeblik siden næsten helt trist over, at november her om et par timer er slut. Aldrig mere november 2017. Ja jeg kan være lidt melodramatisk over at skulle sige farvel. Men det er på en god note. Vi har sluttet fred og jeg tør godt komme igen næste år. November, du har fået en stor plads i mit hjerte. Det er da et flot resultat;-)

So long november. Og tak.

Og velkommen december. Du har sgu også ret meget godt kørende for dig. Men du får det ligesom bare forærende ik:-)

 

 

 

julie-arnesen-gade julieag.dk blog - kroppen-i-november

En ny fase - og noget om et stort fælles moderhjerte

Der var engang en lille pige, der elskede sin seng med tremmer og puttede så godt med sin blomstrede dyne og sin lille kaninus og sin sut. Hun skulle bare have en lille sang og dynen op til sine øjne og så var det godnat. Hele natten. Hun har sovet det meste af sit korte liv på et værelse af træ helt oppe under taget i et stort hus oppe i Trondheim. Nogle gange blæste det så voldsomt, så mor her inde ved siden af, troede at huset af træ ville styrte sammen. Men den lille pige sov såmænd bare så fint igennem det hele. Hvis der var sådan en pris, så ville hun helt sikkert vinde den for det bedst sovende barn. 

Indtil nu. 

Those days are over my friend.

Nu er den lille pige 2 1/2 år. 

Og sover under sin storebrors rumskib af en køjeseng. Det var nok lidt et forsøg til at starte med. Altså at de to skulle dele værelse. Men nu er reolen skruet fast i væggen, væggene malet, rutinerne kørt ind, så nu er det sådan det er. Lige indtil nu. 

Nu. Midt i en afspændingsseance med den store dreng på toppen af rumskibet, hører vi pludselig et par bump og en, to, tre så er den lille pige løbet hen til døren, har åbnet den og spænder ind i stuen. Alvin kan ikke andet end at bryde fuldstændigt sammen af grin. Og det var faktisk virkelig befriende at høre ham klukle sådan. Og jeg havde egentlig tænkt mig tidligere i dag, at jeg ville skrive om noget, der er sjovt, bare fordi. Bare fordi det stadig er november og oh it's getting darker og hverdagen buldrer derud af. (Nu spiller hun sgu på guitar derinde.)

Måske har vi bare været heldige, at det først er nu, at hun fatter hvad hendes lille krop faktisk er i stand til. Måske havde andre nok regnet ud, at de godt kunne løfte egen krop ud over tremmerne og ud på gulvet, før de to et halvt år. 

Men uanset hvad, så er det slut nu. I skrivende stund løber hun ind til mig og siger “jeg keder mig”. Rimelig provo type. 

Det var så den fase. 

Jeg har fundet flere andre mødre, der skriver og tegner om de her faser i (mor) livet - Ida Burchardi og tegneren Line Kjeldsen. Det er så fint - og så genkendeligt, at jeg føler, at vi alle bare har et stort fælles moderhjerte, vi deler sorger og glæder i. Tænk hvis det var sådan. Så kunne vi bare gå lidt derind og give lidt og få lidt og det ville bare være win win for os alle og ja - hvorfor ikke - for verden. Et stort fælles moderhjerte. Jeg mener, vi er jo alle sammen et på en eller anden måde over de her sociale medier, så hvorfor ikke også forestille sig/drømme om, at det en dag kan lade sig gøre at være en del af et stort smukt bankende moderhjerte. Måske noget virtual reality eller hvad det nu hedder (AI ik??). Men endnu bedre, hvis det var IRL. Det kan jo så bare ikke i sagens fysiske natur lade sig gøre, men sådan i overført fællesskabsagtig betydning. Måske er det, jeg bare vil hen til, nogle flere strikke- eller broderi/snakke saloner. Et delehus. Det kan hele at dele. Siger det bare. 

Kan man aldrig bare sige nej tak til en ny fase? Når nu man så godt kunne lide den gamle?

Jeg fik lige sendt dræberblik til mine børn. Flot. Virkede skide godt. Det var helt sikkert noget helt andet de flækkede af grin af da jeg forlod rummet med lidt tungere skridt end normalt. 

Det er bare en fase ik!!!??? Råber jeg ud til det store fælles moderhjerte. 

 

 

 Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser.&nbsp;

Nogle gange går det altså bare lidt stærkt. Også med de der faser.