Gør noget unyttigt i 2018 (og lad der blive kærligt kaos i 2019)

Status på 2018 og håb og tro - og kærlighed for 2019

julieagblog_nytår

Gør noget unyttigt sagde H.M. Dronning M sidste år, da det skulle til at blive 2018. Jeg var faktisk vild med det. Jeg stod med venner, der bestemt ikke er royale - og ja - det er jeg - altså på den der måde, hvor jeg bare ville ønske, at jeg nogle gange levede Mary’s liv. Bare for en dag i hvert fald. Nok ikke med de 4 børn eller hund og hest. (Men helt bestemt, da hun holdt sin tale for Frede, åh gud <3).

Jeg synes ikke, jeg har været spor unyttig i 2018 for at være helt ærlig. Jeg var vild med det ja - men det er jo svært. At være unyttig. Og det er en gammel traver, jeg synger med på, når jeg siger, at vi alle sammen har så travlt med at være nyttige, at gøre karriere, at stifte familie, at bygge rede, at løbe et maraton, at tage en yogalæreruddannelse, at tage en projektlederuddannelse, at fare rundt og opleve hele verden, ja travlt med at gøre.

2018 har for mig stået på det meste af det, jeg har opremset ovenfor. Undtagen at løbe et maraton (kommer måske) og tage en yogalæreruddannelse (det gjorde jeg jo i 2016 ha ha) men plus en skilsmisse.

Og jeg er lige nu fucking forvirret og fucking glad på samme tid. Og spændt på alt det nye, der kommer, fordi jeg har en fucking vild tro på det gode - i andre mennesker, i mig selv, i fællesskaber, i vores samfund, i verden.

Forleden var jeg ude og fejre en rigtig god veninde, der fyldte 36. Vi var på bar, sådan sidst på aftenen. På Vesterbro. Vi mødte en fyr, der er forsker i Aarhus. Han spåede, at jorden lige nu ikke kan holde til det, vi har gang i i mere end 20 år. Og han var seriøs. Selvom vi nok fik en snak om det over et spil terninger og en flaskeøl, så ved jeg, at han havde ret.

Han sagde heldigvis også, at vi nok godt kan tilpasse os. Men så skal vi saftsuseme gøre noget NU.

Jeg har været mere end 3 uger om at læse et dameblad (IN). Måske er det det mest unyttige, jeg har foretaget mig i december i hvert fald. Jeg har forsøgt at stikke snuden i det, mens jeg spiser weekendmorgenmad med mine unger, over kaffe og Ramasjang og “moar…”. Den ene gang jeg gjorde det, blev jeg så rørt over at læse om en kvinde, der har haft hjernerystelse (Christine Pram) og nu har lagt sit liv helt om og har besluttet sig for blandt andet at bruge meget tid på velgørenhed. Det er hun ikke den første, der gør efter en hjernerystelse. Min (nu gisp eks-) svigerinde Laura Storm har været igennem det samme og lagt sit liv om og fundet sin mission. Hjertetouching ad h til og inspirerende.

Noget andet, der så midt i børnesniksnak også var breathtaking - ja det kom fra det selvsamme dameblad - var fremtidsforskeren Anne Skare, der gav sit bud på nøglen til 2019. Overskriften på den artikel var “Lav dine egne spilleregler” og handlede bl.a. om, at det ældgamle paradigme brydes ned og en ny verden, hvor vejen og erfaringer er vigtigere end målet. Hun starter med at skrive, at hvis du føler du har mistet overblikket, og at der er meget derude, du ikke fatter, så velkommen i klubben. Hun beskriver, hvordan 2019 er et spil, vi alle kan vinde, uden at nogen taber. Du kan ikke komme videre til næste level i spillet, før du har lært det, du skal lære, og så bliver du slået tilbage og begår fejl. Men (helt banalt) så er rejsen vigtigere end målet. I 2019, siger hun, at der stadig er konkurrence, asocial adfærd, men også masser af samarbejde og vilje til at dele af sit overskud, og lære de nye spillere, hvordan de kommer igennem next level. Hvis du lærer mig det, du kan - om det så er surdej eller svømning - bliver vi begge stærkere og dygtigere.

2019 handler ikke om mere, men om bedre. Ikke kun om hurtighed, men om fordybelse. (Anne Skare i IN, dec/jan)

For mig kan det lyde som kaos - at der er et nyt paradigme på vej - og dermed nye spilleregler - nye områder, der skal betrædes, nyt der skal læres, nye rammer, der skal sættes op. Og for mig, der netop er glad for struktur og rammer, så føles det - ja - som kaos. Men det giver mig også en giga fed ro at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her. Jeg har det sådan her med mit eget privatliv i 2018, men så sandelig også med vores tid generalt. Alt er oppe i luften og VI er lige nu med til at skabe det nye. Vi kan vitterligt gøre en forskel for verden. Men jeg befinder mig helt personligt også i en tid i mit liv, hvor mange bolde er kastet op i luften og jeg skal til at gribe dem på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Og måske skal jeg slet ikke gribe de bolde, jeg har kastet op. Måske jeg skal gribe nogle andres gode bolde og kaste dem videre til andre gode mennesker.

Ja - så kom 2018 til at ende med en boldmetafor (skal vi også lige hylde VM igen) - men 2019, jeg er klar til at kigge dig i øjnene og tage dig i min favn - og dele dig med alle mine gode mennesker <3.

GODT NYTÅR DERUDE OG MASSER AF KÆRLIGHED (og kaos)

PS Hun slutter sådan her:

De nye spilleregler er ikke skabt endnu, og det er derfor afgørende, at du tør kaste dig ud i det uopdyrkede eventyrland og får sat din pløk i. Sammen med dem, du elsker. Også selvom du ikke fatter en hujende fis. Drøm det! Der har aldrig været kortere afstand mellem, at nogen har en vision, og det rent faktisk kan lade sig gøre at realisere den, og hvis du bevarer nysgerrigheden, modet og sætter hjerne og hjerte ind på at gøre dine beslutninger til de rigtige beslutninger, så er fremtiden din. Du må godt! Og du har lige så meget lov til at være her som alle mulige andre. (Anne Skare i IN, dec/jan)

Det minder mig om...

#3

Pariserhjulet i Paris way back when.

Pariserhjulet i Paris way back when.

  • at min søn lige har spurgt mig: “Men moar, hvordan virker et pariserhjul?”. Tak for tilliden til, at jeg kan svare på den slags min søn <3.

  • at jeg overvejer, at rykke rundt på mine børns bette værelse. Det er ret småt og min bror (@marksnortattoo) har malet det fineste maleri på væggen dengang LM blev født (i 2011), hvor der lige nu står en kæmpe køjeseng foran. Vi skal have luft ind i det værelse. På maleriet er der i øvrigt en luftballon af de fineste små bitte balloner i alverdens farver, som en lille bamse sidder i. Da Alvin var helt lille skulle vi altid prøve at nå det med armene og sige godnat og vi måtte stå helt på tæer.

  • at jeg har læst Dumbo med min datter og den er mega trist med de store ører og at jeg hver gang, jeg læser den, bliver lidt rørt, fordi hans mor kommer i fængsel for at beskytte sin lille søn, men at den heldigvis svælger i en lykkelig slutning, for Dumbo ender med at bruge sine ører til at flyve med og bliver cirkusstjernen! Og så har Dumbo en for evigt god ven, cirkusmusen Tim. Man skal aldrig kimse af en lille god og klog ven.

  • at jeg har genfundet First Aid Kit. Det må være en vinterting.

  • at det her indlæg på en måde er en overspringshandling fra at lave “økonomiting”.

  • at den røde tråd i dette indlæg af en eller anden årsag er blevet til en art “Tivoli" og “Cirkus”.

LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

LM’s første maleri fra Onkel Mark. IRL kan man også se den fine luftballon oppe i højre hjørne. Vi elskede at drømme os væk i det - og hvor mon Bamsen flyver hen i nat skat? #tb 2011.

At forcere noget har aldrig været godt for noget - jeg prøver 1 ny ting af

Sidste år, da jeg havde #kroppeninovember var det en slags indre drivkraft henimod, at november kunne blive en god og dejlig oplevelse. Modsat mange andre år før det, hvor november har været grå og trist ligesom indersiden af mit hjerte på særligt dårlig dage.

Sidste år løb jeg. Tidligt om morgenen i tåge og mørke. Med med mine Norgereflekser på og neongule vest.

Jeg vidste, det var nødvendigt. Med det morgenløb. Bare at få de der små åndehuller, så løbelykkefølelsen kunne forplante sig i mit sind og vare ved resten af måneden. Eller i hvert fald bare resten af dagen.

Og det gjorde det skam også.

Men der var også et lille bitte snert af noget forcering over det. Og hvad siger krop og sind til det? Der var noget med at have LYST til at blive lidt længere i sengen om morgenen og tage det stille og roligt. I stedet var der jo kroppen i november, der havde lovet sig selv og hele verden på de sociale medier (som jo fulgte med i spænding, overbeviste jeg mig selv om) at nu skulle der satme løbes.

Så ligesom meget andet i mit liv, blev det noget hektisk, i hvert fald, når jeg kigger tilbage på det. Og vi ved jo alle sammen, at den bagudskuende hukommelse altid har ret!! Men det er den følelse, jeg sidder tilbage med. Af noget hektisk, noget, der blev forceret.

Selvom det gjorde noget godt for mig. At have fokus på kroppen. Bare det at have et fokuspunkt. At beskæftige hjernen med 1 ting den måned. At give det opmærksomhed og energi.

Det har jo 2 fordele:

1) At fjerne fokus fra den altid energiske strøm af tanker, gode som dårlige

2) At give fokus til det kropslige - til bevægelse - skaber mere bevægelse - og rent hormonelt flere lykkehormoner til hjernen og på en måde også spirituelt giver energien og lyset mulighed for at flyde frit i kroppen.

Begge dele egentlig ret meditativt.

Men, men, men. Jeg har oplevet, at i år med kroppen i november, så lytter jeg mere til, hvad min krop rent faktisk har brug for. For det er bestemt ikke altid en løbetur tidligt tidligt inden arbejde og afleveringsræset. Det er ALTID meditation og stilhed. Det er ALTID at få benene op i luften og give ro til nervesystemet. Så den rolige følelse faktisk følger mig resten af dagen.

Jeg elsker løbeture.

Idag har jeg faktisk løbet. På trods af en anelse tømmermænd og tusmørke. Så løb jeg i Frederiksberg Have sammen med Prince. Imorgen har jeg måske brug for endnu en løbetur eller bare at rulle frem og tilbage på yogamåtten og give min ryg kærlighed.

Derfor bliver mit kroppen i november også at sætte stikket i til kroppen og ikke altid bare hovedet, der somme tider farer lidt for hurtigt derud af og vil i mål med alt muligt. Gerne igår.

Måske du også har mod til at prøve 1 ny ting af? Måske ved du allerede, hvad det kunne være?

#kroppeninovember

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Øjeblikket efter, at jeg havde tabt min telefon - heldigvis på blød jord! Selfie med tømmermænd på farten. Det var det min krop havde brug for i dag!

Det minder mig om...

#1

  • At jeg har hørt Dire Straits’ nummer “Your Latest Trick” på repeat her til aften. Både under pizzalavningen og opvasken. Den saxofon kan noget.

  • At jeg konstant føler, at jeg er 5 minutter efter schedule. Ikke nok med, at jeg føler det. Jeg ER det.

  • At jeg idag har moret mig over disse sprogblomster fra mine børn:

    • “Mor du skal bare bruge brugsafvisningen.”

    • “Nu leger vi, at det er udlandsisen, vi sejler på.”

    • Vi skulle i Zoologisk Have i dag. Ifølge Agnes skulle vi i “Logisk kakao”.

    • “Hun bygger et hus af meton.”

  • At jeg simpelthen ikke kan sige som hverken en racerbil (eller bare en almindelig bil), en flyver, en helikopter eller en form for båd. Transport har for mig bare ingen lyd på.

  • Lidt i den samme dur - men jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i historier (for børn!), der lyder noget i retning af:”…Hangarskibe…USS Saratoga, HMS Furious og Akagi, blev oprindeligt designet til at være slagskibe, før de blev bygget om. Akagi kunne medføre op til 66 fly, der lettede fra tre forskellige dæk, mens Saratoga kunne medføre op til 78 fly…og var forsynet med hydrauliske eller dampdrevne katapulter…” Fra bogen (gæt engang): “Biler, Tog, Skibe og Fly”. Min søn elsker den. Jeg. Jeg kan ikke hverken lyde som noget af det, og ej heller fortælle levende om det. For ikke at tale om UDTALE det eller det værste af det hele: Få dem til at give mening.

  • At jeg godt kan lide søndag med mine to små børn.

  • Og lilla. Ligsom min datter.

Bum. Det var den første af sin slags i “Det minder mig om” blogkategorien.

Er vi der snart? Snaps (ikke dem man kan drikke, men de korte, man tænker) fra Bornholmerfærgen.

Sidder nu i kø til færgen til Bornholm. Bilkøen emmer af solbrune danskere og svenskere og tyskere. Vores bil er nu lastet med større børn, siden vi var der for første gang for 2 år siden.

Købte du egentlig rugbrød?

Nej, det troede jeg du gjorde.

Det faldt ned mellem to stole.

To større tyske drenge er lige cyklet for at slå ventetiden ihjel.

Min søn har angst for, at vi ikke når at køre om bord, insisterer på at vi skal lukke vores døre. Vi insisterer på at de er åbne.

Varm luft over alt.

Min søn spørger hvad "sensitiva" betyder fra Cykelmyggen Egon.

Min datter siger, hun skal tisse. Det stresser min søn endnu mere.

Mit hår er tørt efter saltvandsbadetur i Rørvig imorges. Med gode venner.

Scandinavian summer.

Den der ferie man aldrig glemmer, sollyshårede børn med farve på arme og ben, der danser glade rundt på en naturgrund mens forældrene drikker aperol og spiser østers og glæder sig over deres børn, der leger så godt sammen og at den mindste nu er 2 år og nu bliver alting bedre og nemmere, nu har vi heller ingen bletaske med, fordi Agnes er stoppet med ble.

Færgen forventes at ankomme planmæssigt.

Tak Bornholmerfærge.

Nogen pudser på deres kridhvide campingvogn. Ser næsten ud som om de bruger et hviskelæder. Manden i bar solbrun overkrop.

Det er sommer. Det er sommer. Vi kan mærke det. Vi suger det ind. Vi har vænnet os til det.

Sommeren 2018, vi aldrig glemmer. 

julieagblog er vi der snart  ferie

Ting jeg tænker på under en fodboldkamp

...men aldrig siger højt:

  1. Hvad ville der ske, hvis dommeren fik fodbolden lige i hovedet!? Og er det nogensinde sket?
  2. Er græsplænen stribet i virkeligheden, eller er det bare et eller andet fancy i mit fjernsyn? 
  3. Hvorfor har trænerne så lukket et kropssprog? Måske det ville hjælpe på det hele, hvis de åbnede lidt op og havde det sjovt?
  4. De der "Stewards", der står med ryggen til kampen i deres gul/grønne neonveste og kigger op på tribunen - hvad tænker de - altså med ryggen til der, hvor det sker? Der er jo virkelig mange af dem i Rusland! 
  5. Hvad faen er "Hisense" - (læst på et reklamebanner) 
  6. Er jeg den eneste, der tænker på noget sjovt, hver gang kommentatoren siger "Fischer"?
  7. Hvis et rumskib kom flyvende og så det hele lidt fra oven og så en masse mænd løbe rundt på en kæmpe græsplæne efter en bold...altså hvis jeg var en alien...eller også føler jeg mig bare som en alien, når jeg ser fodbold....for er det ikke bare lidt sjovt, med de der mænd, der meget alvorligt løber rundt efter den bold. Jeg ved godt, at der er mange penge i det og at det er verdens største sportsgren og at det - meget apropos fællesskab, som jeg har skrevet meget om HER og HER, skaber fred og sammenhold rundt omkring i verden. Men stadigvæk - set helt udefra - så er det sgu lidt vildt, at SÅ mange mennesker er vilde med det med den bold på en kæmpe græsplæne.
  8. Hvorfor sad Jon Dahl der lige pludselig? 
  9. Don't get me started with offside. 

Min far er i øvrigt I Rusland. Lige nu. Til den kamp mellem Danmark og Frankrig. Der vist ikke var noget at snakke om. Den kunne da godt lige være blevet 1-0 til DK. Ja - altså jeg kom da lidt op i det rød/hvide felt over det. Tænk, hvis det havde været en sjov kamp med mange mål! Den eneste grund til, at jeg så den kamp, var fordi en god ven og hans gode ven skulle se noget jazz ved Skuespilhuset. Og ja, jeg var inviteret med til at joine til aftensolskin og jazz. Og så aflyste de koncerten! Bare sådan lige. Så den næstbedste ting blev noget af en VM kamp på Hotel Nyhavn. Og ja deraf så også - rigtig mange tanker fra min side undervejs.

God vind Danmark. Jeg hepper på jer. Også lidt fordi min fars fætter er Frank Arnesen. Men var det ikke også bare lidt sjovere dengang med "Vi er røde, vi er hvide"?

I aften er det i øvrigt en virkelig fin aften. Jeg siger det bare. 

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold.&nbsp;

Godnat lille måne. Du minder mig lige nu om en smuk fodbold. 

Sommeryoga-event løb af stablen med stilhed og grounding

Så skete det sgu! En fantastisk sommeryoga lørdag gik med nogle fantastiske yoginier. Temaet var her i (eller på det tidspunkt) den varme sommer, hvor energien kan flyve lidt op ad, man kan føle sig flyvsk og all over i sin tankestrøm, at skabe plads til at blive grounded. Til at få tyngde og få lidt modvægt til alt det flyvske. Og det gjorde vi ved at åbne op i vores hofter og ved at lande solidt og sikkert efter hver stilling og mærke effekten. I stilhed.

Der er bare noget med bevægelse sammen med andre mennesker. Fællesskabet. Oplevelsen som man skaber for andre, for dem selv, men også fordi de deler deres vejrtrækning, deres energi med os andre i rummet. Det er helt magisk at være vidne til.

 

Jeg er ved at brainstorme på, hvordan jeg skal lave det næste yogaevent - måske yoga på stranden, yoga i en skov, yoga you name it. Forslag mødes med åbne arme og med taknemmelighed over lys og mørke og alt det ind imellem. 

 

Julie yoga_julieagblog

"Root yourself in the stillness of the dark and open your mind to the light" Credit: Styrk dig

Det forpligtende fællesskab

Det er forår, det er sol og det er søndag....og hele verden ser ud som i en Lille Per film. Altid. Øhhhh ikke rigtigt vel!?

Jeg har pt en form for tinitus af konstant børnesnak og måske en begyndende hals-et-eller-andet. Vi er taget til Sverige igen her i Kr. Himmelfartsferien. Solen fejler ikke. Og det er vi dybt taknemmelige for. Men børnene, hold nu kææææft, sorry, det må man ikke sige, men jeg kan beskrive det således, at jeg var mægtig glad for et stort glas kold øl samt lidt biodynamisk hvidvin til deling under både madlavning og madindtag.

Mine børn er glade for at tale. Og starter hver sætning med "Moar....". Det er helt sikkert ikke unikt. Men jeg kan bare konstatere, at jeg i dag nød at gå ned med skraldet i skraldespanden 100 meter væk fra huset. Jeg lagde mærke til brumbassen, der summede rundt helt fri for forpligtelse i sit lille legeland af et blomsterbed. Jeg lagde mærke til de mange skovsnegle på min vej med deres opmærksomme følehorn strittende højt op i luften. Jeg lagde mærke til lydbilledet af fuglekvidder i trætoppene, der omgiver huset.

Lige indtil det øjeblik, hvor et barn råber "Moar......". Og jeg et splitsekund når at tænke..."Jaaaa, hvad NUUUU!!!? Lad mig nu liiiiige få et sekunds fred og ro.". Indtil barnet siger: "Jeg skal bare lige holde øje med dig, jeg vil gerne have, at du kommer tilbage." Og så kan jeg jo ikke lade være med at stornyde det syn, der møder mig på vejen tilbage fra skraldespandspilgrimsruten - to børn, der er høje på fredagsslik og leger cirkus. Kun for mig (ikke på Medina-måden trods alt). 

Fællesskabet er for mig dette årtusindes udvej. Det kommer til at indtage mange forskellige ansigter og gør det allerede.

Mine børn kan jo drive mig til vanvid (og det er jeg IKKE alene om, ved jeg for sure!), men de er også meningen med mit liv. Vores lille fællesskab forpligter i forhold til at skabe samfundsborgere, der ved, hvad de selv vil og som tager hensyn til andre. Og som kerer sig om deres medmennesker og deres bedste. Det er min mission med mit eget lille fællesskab, der pt huserer i Sverige og normalt i landsbyen Vesterbro. 

Yoga julie retreat børn julieag.dk